Mirwais Salem sidder i et tekøkken og fortæller om sin opvækst i Afghanistan, sit eksil i Pakistan og sin flugt til Danmark. Han fortæller også om sine oplevelser, siden han kom til landet 21. november 2002. Han taler meget om FrivilligHuset i Randers, et mødested for frivillige danskere og flygtninge, som den lokale afdeling af Dansk Flygtningehjælp har etableret.
Det er FrivilligHusets køkken, han sidder i. Han drikker kaffe med sine afghanske venner, de danske frivillige og de andre flygtninge med somalisk, bosnisk og tyrkisk baggrund. Andre gange laver han lektier, som han får en af de frivillige til at hjælpe sig med. Mirwais kommer der næsten hver dag. "FrivilligHuset er mit fristed," forklarer han. I FrivilligHuset sætter ingen spørgsmålstegn ved, at han har fået asyl, og han oplever ingen mistænksomhed på grund af sin muslimske baggrund.
Mirwais er en af ca. 6000 brugere af Dansk Flygtningehjælps frivilligarbejde. Det udføres af cirka 3000 frivillige, hvoraf de fleste er rekrutteret efter 1999, da kommunerne overtog ansvaret for integrationen fra Dansk Flygtningehjælp. Rekrutteringen er en del af en generel tendens.
Andelen af danskere involveret i frivilligt arbejde steg fra 25 procent i 1990 til 38 procent i 1999, og stigningen var især markant inden for socialt arbejde. Alligevel kan det undre, at det er lykkedes at samle så mange frivillige inden for flygtningearbejdet. Danskerne karakteriseres jo jævnligt i inden- og udenlandske medier som fremmedfjendske. Indtrykket er, at den folkelige velvilje er forsvundet i takt med, at antallet af flygtninge er steget. Men så enkelt er det ikke.
@-Brødtekst.u-indryk:Flygtninge har også tidligere mødt både velvilje og skepsis i Danmark. Det gjaldt f.eks. de ungarere, der kom hertil efter opstanden i 1956. Umiddelbart var historien ganske vist lutter idyl. Under indtryk af dramatiske reportager i radio og aviser blev mange danskere utålmodige efter at se en "rigtig flygtning", og kort efter opstanden blev den unge student Karoly Kovacs "adopteret" af Aarhus Studenterforening og fløjet til Kastrup, hvor han blev modtaget af et stort opbud af pressefolk. I ugerne efter modtog han kager, striktrøjer og breve fra danskere over hele landet. Siden fulgte 1400 andre, og i foråret 1956 blev et stort nødhjælpsshow, "Underholdning for millioner", stablet på benene og transmitteret i radio og tv. Danskerne viste sig over en bred kam gavmilde med penge og hjælpsomhed.
@-Brødtekst:Men velviljen havde en grænse. Mens repræsentanter for Venstre, de konservative og Retsforbundet argumenterede for, at flygtningene skulle tilbydes arbejde med det samme, og Danmark i øvrigt burde tage imod flere, satte de radikale, Socialdemokratiet og kommunisterne sig imod.
Mange ungarere blev på arbejdsmarkedet mødt med kulde fra kolleger, der sympatiserede med Danmarks Kommunistiske Parti, og på B&W nedstemte arbejderne i januar 1957 et forslag om at ansætte én ungarer for hver 25 nyansatte.
Ungarerne var de første flygtninge, der kom til Danmark, efter at FN's konvention om flygtninges retsstilling trådte i kraft i april 1954. På det tidspunkt havde seks lande ratificeret den. Danmark var det første, og flygtningespørgsmålet var nu i dansk sammenhæng rammet ind af flygtningekonventionen. I adskillige år efter ratificeringen var det imidlertid ikke FN-konventionens definition af en flygtning, der var afgørende for, hvem der fik asyl. Det var i højere grad storpolitiske spørgsmål. Ungarerne blev af de fleste politikere opfattet som "rigtige" flygtninge, fordi de flygtede fra kommunismens diktatur. Der blev ikke skelet særligt til, om de levede op til FN-konventionens definition af en flygtning.
På samme måde besluttede regeringen i februar 1969, at alle polsk-jødiske flygtninge, der anmodede om beskyttelse i Danmark, skulle have lov at rejse ind. Afvisningen af jødiske flygtninge fra Tyskland i tiden op til Anden Verdenskrig spøgte i erindringen. Dansk Flygtningehjælp, som var dannet omkring Ungarnskrisen, trådte i karakter med Isi Foighel som formand. Han forsøgte at inddrage medlemmer af Mosaisk Troessamfund i integrationsarbejdet. Det lykkedes delvist, men ideen stødte også på modstand. Uenigheden stod mellem en fløj, der anså de nytilkomne for en form for forrædere, der af bekvemmelighedsgrunde havde skjult deres jødiske identitet under kommunismen, og en fløj, der så de nytilkomne som medmennesker, der havde brug for hjælp - og som på sigt kunne tilføre menigheden nyt liv.
@-Brødtekst.u-indryk:Tilsvarende blev chilenske flygtninge i 1970'erne modtaget med en blanding af mission og imødekommenhed fra venstrefløj og kvindebevægelse, mens mange vietnamesiske bådflygtninge fik deres første personlige kontakt med danskere via den katolske kirke.
@-Brødtekst:Sværere har det været for mange flygtninge med muslimsk baggrund, hvoraf de fleste er kommet til Danmark efter vedtagelsen af udlændingeloven i 1983. De er generelt blevet opfattet som mere fremmede og mindre taknemlige end f.eks. tamiler og (de ganske vist også overvejende muslimske) bosniere. Flygtningegrupperne er - af medier og politikere - blevet tildelt forskellige stereotype roller i spillet om Danmarks selvforståelse som enten multikulturelt eller monokulturelt, åbent eller lukket samfund. Sideløbende er den danske asyl- og integrationspolitik blevet strammet med henvisning til "det stigende folkelige pres".
Dette stigende pres er dog ifølge professor Lise Togeby noget nær et fatamorgana. Hun konkluderer i bogen "Man har et standpunkt ..." (Aarhus Universitetsforlag, 2004), at danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere "ikke har bevæget sig nævneværdigt gennem de seneste 10 år, ja faktisk ikke gennem de seneste 30 år. Det, der har ændret sig i denne periode og ændret sig ganske voldsomt, er opmærksomheden." Ligeledes konkluderer lektor Hans Jørgen Nielsen i bogen "Er danskerne fremmedfjendske?" (Aarhus Universitetsforlag, 2004), at danskerne ganske vist på nogle områder er meget negativt indstillet over for fremmede
- det gælder f.eks. synet på muslimer, som ikke tilpasser sig "danske normer".
Men et flertal er mere indstillet på at lade arbejdsløse indvandrere blive i landet, end mange andre europæere er. Tilsvarende viste en Gallup-undersøgelse fra maj 2002, at 64 procent af befolkningen mente, at det var en dårlig ide, at flygtninge skulle have en lavere bistandshjælp end andre, mens kun 19 procent bifaldt ideen.
Danmark er ikke længere et land, hvor flygtninge bliver fløjet ind på statens regning, og hvor asyl og opholdstilladelser uddeles med rund hånd uden særlig skelen til de konventionsmæssige forpligtelser. I sommeren 2002, da de afghanske asylsager blev genoptaget, fik 85 procent afslag. Mirwais Salem hørte til de sidste 15 procent. Men han føler sig ikke sikker. Afviste asylsøgere er blevet tvunget tilbage til Afghanistan, og regeringen vil ikke udelukke, at asylsøgere uden permanent opholdstilladelse får samme behandling. Desuden har Dansk Folkeparti erklæret sig villigt til at opsige internationale konventioner for at bremse indvandringen.
For Karoly, Mirwais og de 120.000 andre, der har fået asyl i Danmark siden 1954, er FN's flygtningekonvention afgørende. Den har givet dem status af flygtninge og ikke blot fremmede. Men om de i praksis bliver opfattet som fremmede afhænger snarere af hverdagens mange møder. Møder, der ikke foregår mellem kulturer, religioner eller etniske grupper, men mellem individer. Derfor er det frivillige arbejde og folkelige engagement essentielt - ligesom det er absolut nødvendigt, at flygtninge ikke skal tigge almisser af tilfældige mennesker. Politikerne bør aldrig overlade integrationen til frivillige, men bakke op om deres bidrag til den.
@-Infotekst.8.:Karoly Kovacs og Mirwais Salem er blandt hovedpersonerne i bogen "Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004", som udkommer på Aarhus Universitetsforlag i dag den 1. oktober. Den er som dagens kronik skrevet af journalist Malene Grøndahl og idehistoriker og forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøn.