Dagbladenes debatsider og de sociale medier flyder i disse uger over med stærkt følelsesladede indlæg, der peger i forskellige retninger.
Snart hører man dyb forskrækkelse og bekymringer, snart lyder der stærkt fjendtlige toner, ja, tilmed militante krigserklæringer. Kristne formaninger om pligten over for ”den fremmede” veksler med ”humanistisk” utopisme. Man fristes til at tro, vi lever i de sidste tider.
Eskatologisk bjergprædikenetik lyste i hvert fald ud af et indlæg i Kristeligt Dagblad den 15. september. Her hævdede sognepræst Kristine Stricker Hestbech, at Danmark ”snildt” kan tage 100.000 flygtninge. Det ville slet ikke kunne mærkes, mente hun.
Hun opfordrede derfor danskerne til at blive ”opdagelsesrejsende i næstekærlighed”. Direkte henvendt til sin kommune, Solrød, afsluttede hun: ”Lad os række vore hænder frem og sige: Velkommen, kære brødre og søstre.”
Mens nogle af landets præster tøver med at bede de bønner for flygtninge, som andre enten skriver eller læser op i kirken om søndagen, oplever vi så det pudsige i at se sekulære humanister overdænge politikere og nationalkonservative, der kalder Danmark for ”et kristent land”, med bibelcitater. Så kulturkristne er de åbenbart alligevel!
Endelig er der stemmer på venstrefløjen, som øjner chancen for at virkeliggøre drømmen om det multikulturelle paradis på jord. Eller er det i virkeligheden snarere det kulturløse? Nu er chancen der endelig for et opgør med nationalstaten: Forude lyser himlen i den nye, grænseløse verden!
Selv mennesker, jeg selv havde tiltænkt realisme og besindighed, kan overraske - og skuffe. Tirsdag den 15. september - samme dag som Stricker Hestbechs glødende indlæg i Kristeligt Dagblad - var jeg inviteret til at overvære Grundtvigsk Forums årlige arrangement, hvor tre personer holder ”alternative åbningstaler” for Folketinget. Blandt talerne i år var Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors. Ladekarl er en mand med stærke følelser for sin sag. Det manglede da også bare for en mand i den stilling!
Alligevel havde jeg nu forventet at høre en mand med benene på jorden og hovedet blot 180 centimeter højere oppe i luften. Efter at have talt sig varm i en tale til politikernes samvittighed svang han sig op over skyerne under den efterfølgende diskussion med ordstyreren og salen med en vision om en verden, hvor grænser ikke længere ville betyde, hvad de gør i dag.
Nationalstaterne var ved at forsvinde fra landkortet, forstod man, og det var tydeligt, at EU's ydre grænser ikke var et alternativ til de nationale. Det var næsten som at høre Andreas Mogensen tale til os fra rummet, da han kiggede ned på Jorden og kom med det, der er blevet en astronautkliche: at han ikke kan få øje på grænser, når blot han kommer højt nok op.
Jeg er sikker på, at sådanne synspunkter må udløse spontan jubel i Kreml. For så vil det jo snart blive fuldt legitimt at overskride alle de ”kunstige” og ”forældede” grænser for at forene det russiske folk.
Jeg bliver altid urolig, når politiske debatter om globale spørgsmål får en religiøs undertone, hvad enten der tales fra ”kristen”, ”humanistisk” eller ”globalistisk” side. Selvom jeg måske lyder som en lidt kølig akademisk iagttager af flygtningekrisen for mennesker med god vilje, stor humanitet og et personligt engagement, så vil jeg alligevel udtrykke håb om, at vi snart får debatten om den ned på jorden igen.
Krisen er uoverskuelig og kompliceret. Det kræver varme hjerter at få mennesker på flugt til at blive integreret, og jeg er fuld af beundring for de enkelte kristne og de kirker, der udviser praktisk næstekærlighed i denne tid. Det er et positivt bidrag til den medmenneskelige forståelse, der er vigtig for integrationsprocessen.
Men selvom vi godt kan tage flere ind, er der grænser for hvor mange uden at ødelægge vores samfundsmodel. Det er dog naivt at tro, at vi kan løse integrationsudfordringen eller selve flygtningekrisen gennem kærlighed eller utopiske drømme. Den kan kun løses gennem benhårde politiske beslutninger og praktiske løsninger på både nationalt og internationalt niveau.
Det er derfor, jeg bliver urolig, når jeg møder mennesker med stort ansvar og god uddannelse, som i deres hjertes godhed tror, at en grænseløs verden er det samme som en magtfri verden, hvor menneskenes børn lever i idel fred, harmoni og ligelighed.
En grænseløs verden vil være en verden, der vil minde om Afghanistan: en kaotisk og åben kampplads for enhver, der slår sig op som magthaver eller krigsherre, og som har våben nok til at se bort fra love, andre har vedtaget.
Der findes derfor ganske enkelt ingen anden vej til global fred og orden uden om en verden opdelt i stater - eller statslignende enheder - som udøver volds- og magtmonopol inden for deres territorier, og som styrer deres samfund på grundlag af retfærdige love og velfungerende institutioner.
Utopier kan lyde spændende, når man læser om dem i en bog. Men i virkelighedens verden har de ført forfærdelig meget ondt med sig, når de er blevet forsøgt ført ud i livet. Det ved vi historikere.
Af den grund kan vi virke lidt trælse og desillusionerede at høre på for mennesker, som bliver grebet af en stor sag. På den anden side oplever mange af os selv aflivningen af illusioner som vores moralske forpligtelse.
Michael Böss er historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet