HOVEDTEMAET I DANMARK i disse uger er blevet, hvordan vi undgår at få flere flygtninge. Der tales ikke meget om de millioner af syrere i FN-lejre i Libanon, Jordan eller Tyrkiet, der har fået mindre end halvdelen af de internationalt lovede midler. Eller om de millioner af flygtninge, der er dårligere stillet, også sikkerhedsmæssigt.
”Nærområde”-temaet er nærmest forstummet som følge af ”strammerdebatten”, hvor Venstre og Dansk Folkeparti konkurrerer indbyrdes om den hårdeste linje - med Socialdemokratiet ukritisk på sidelinjen, åbenbart nervøs for ikke at høre til strammerne.
Det sker samtidig med, at Danmark er blevet hængt ud i medierne i USA. Man skulle ikke tro det. For Danmark har i årtier haft et godt ry i USA. Af flere grunde.
Den historiske er den vigtigste. Danskernes fællesskab under krigen, som omfattede almindelige mennesker, politikere og kongen, betød, at de danske jøder for det store flertals vedkommende som bekendt blev reddet, og stort set ingen kom i nazisternes udryddelseslejre. Ikke mindst jøderne i USA har igen og igen fremhævet Danmarks store fortjeneste.
Årsagen til kritikken er selvforskyldt. Danmark bliver hængt ud på grund af smålighed. Flygtninge skal ifølge regeringen visiteres af politiet. Det fundne - værdigenstande og penge - skal inddrages, bortset fra lidt elementært og nogle småbeløb.
Hvor lang tid vil det dog ikke tage at genopbygge vort renommé? Når den seriøse hovedstadsavis Washington Post omtaler Danmark negativt og kalder lovforslaget vedrørende udlændingeloven for et ”endnu mere yderligtgående skridt” end annoncerne i de libanesiske aviser, så er vore interesser skadet. ”Jeg er bange for, at det kommer til at koste os mere, end vi kommer til at tjene på de stakkels flygtninge, der skal aflevere deres smykker,” har den tidligere overrabbiner Bent Melchior sagt om den sag.
ALLEREDE I SOMMER konstaterede professor, dr.jur. Eva Smith, at Danmark er kendt ”som langt det mest fremmedfjendske land i Norden”. Det kan blive værre endnu. Det forslag, Folketinget nu skal hastebehandle, vil ifølge integrationsministeren gøre Danmark til ”et af de lande, hvis ikke det land, der har de strammeste regler for familiesammenføring”.
Lovforslaget er krævende læsning. Det omfatter med bemærkninger i alt 129 sider. Dansk Flygtningehjælp er den 22. december (inden for den meget korte tidsfrist) kommet med 15 siders seriøse og kritiske høringssvar.
Der sættes i lovforslaget flere steder alvorlige spørgsmålstegn ved juraen i forslaget. Det er særligt værd at notere, at nogle af de nye regler åbenbart også får virkning for flygtninge, der har været her i længere tid: ”Hvis man gentagne gange oplever, at mulighederne for at sikre sig og familien en fremtidig tilværelse i Danmark både er uforudsigelige og påvirket af gentagne forringelser, er der stor risiko for, at resultaterne bliver modløshed med tab af handlekraft og motivation til skade for integrationen.”
Flygtningehjælpen opfordrer derfor til rimelige overgangsregler, så flygtninge ikke ”rammes negativt med tilbagevirkende kraft”. Selvom de to punkter ikke hænger direkte sammen, så må det bemærkes, at beskæringen af udviklingsbistanden skete med tilbagevirkende kraft, til trods for at der var et flertal herimod i Folketinget. Danmark mistede her sin status som forbillede på udviklingsområdet på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for en indsats i Afrika for at motivere folk til at blive hjemme.
Det er ikke overraskende, at der inden for regeringspartiet har været kritiske røster og udmeldelser. De betragtninger, som blandt andre europaparlamentarikeren og tidligere Venstre-mand Jens Rohde (nu Radikale Venstre) er kommet med, er værd at notere.
Især hans kritik af ”hastebehandling af kompliceret stof i Folketinget og et klart nej til lovgivning med tilbagevirkende kraft”. Hvordan med De Konservative?
Det gamle begreb i konservativ politik, der hedder borgerlig anstændighed, vil sikkert for mange, heriblandt undertegnede, få et teoretisk præg, hvis partiet går med til de mest urimelige punkter i lovforslaget. Udlændingeordfører Naser Khader er blevet betænkelig ved forslagets formulering vedrørende beslaglæggelse af værdigenstande. Der er meget mere, der burde få alarmen til at lyde hos De Konservative.
Det er ikke mindst vigtigt at notere høringssvaret fra Dansk Flygtningehjælp om de foreslåede stramninger af beskæftigelseskravet relateret til opholdstilladelse. Det ”betyder blandt andet udelukkelse af udlændinge, det er lykkedes at komme i job, men ikke har mulighed for at arbejde fuld tid på grund af nedsat arbejdsevne eller forhold på virksomheden”.
Nu skal der kræves to og et halvt års fuldtidsbeskæftigelse i de seneste tre år, mod de hidtidige regler om tre år inden for de seneste fem år. Det fremstår stærkt demotiverende for flygtningene og svækker integrationsprocessen, som regeringen ellers har gjort så meget ud af.
DANSK FLYGTNINGEHJÆLP sætter i sine svar også fokus på Børnekonventionen og på, at den børnerelaterede del af lovforslaget ikke ses at harmonere med Børnekonventionen. Det må forekomme stærkt kritisabelt, at regeringen ikke synes at have sikret sig, at lovforslaget stemmer overens med FN's konvention om børns rettigheder. Den konvention har Danmark ratificeret i 1991 og er forpligtet af.
Flygtningebørn er stærkt sårbare af et manglende familieliv. De foreslåede stramninger af familiesammenføringsreglerne kan indebære, at der for nogle familier praktisk kan gå op til fem år, før de kan være samlet igen. Andre end Flygtningehjælpen har advaret stærkt mod at stramme familiesammenføringsreglerne så voldsomt. Dansk Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, kalder det for en ”humanitær katastrofe” for krigsflygtningene.
Danmarks omdømme risikerer at komme yderligere på spil, hvis de borgerlige fortsætter kritikken af de internationale konventioner, som de åbenbart mener, er for liberale og gammeldags. Det kan især overraske, at statsministeren synes at være optaget af dette tema. Han taler om, at der kan blive behov for at justere spillereglerne.
Jeg formoder, at det er FN's flygtningekonvention fra 1951, det drejer sig om. Er det mon forbigået Lars Løkke Rasmussens (V) opmærksomhed, at Danmark som første land i verden (under en Venstre-statsminister, der ledede en VK-regering) underskrev denne konvention i 1952? Skal Danmark være det første land, der begynder at undergrave denne konvention?
Den betyder, at også flygtninge kan nyde de universelle menneskerettigheder fra FN's verdenserklæring fra 1948. Denne erklæring har altid været en grundsten for Danmarks indsats for menneskerettighederne. Venstre og De Konservative burde notere sig advarslen fra direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen.
Han mener, at hvis vi åbner for et opgør blandt andet med flygtningekonventionen, risikerer vi ”at sætte gang i en udvikling, der bliver umulig at styre, og som man i sidste ende ville ønske, man ikke havde sat i gang”. Rent bortset fra, at konventionsændringer i bedste fald er en årelang proces, er det i strid med dansk tradition om at søge at få så mange lande som muligt forpligtede af fælles spilleregler.
Ingen kan være i tvivl om, at så længe EU's fælles asylpolitik ikke har tilstrækkelig virkning, er det nødvendigt med nationale lappeløsninger. Men medmenneskelighed bør have en central plads i de politiske udspil.
Vi må ikke lade os friste til løsninger, som kan inspirere andre lande til at handle, så EU's sammenhold splittes til ukendelighed. Tværtimod burde regeringen sætte langt mere fokus på en effektiv fælles EU-asylpolitik og aktuelt søge et nært dansk-svensk-tysk samarbejde.
Viggo Fischer er tidligere folketingsmedlem og politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti