FN's uofficielle paria

FN er i strid med sine egne grundprincipper. Så klart bliver det udtrykt, når Sir Robert Jennings skal beskrive forholdet mellem FN og Israel. Den ærværdige Sir Jennings har spyttet al den sædvanlige diplomatiske »uld i mund« ud og beskriver FN's stilling med ord som: Ødelæggende, uværdig, klart ulovlig, grotesk, et brud på FN's charter, illegal, et anslag mod FN's grundprincipper og moralsk chokerende. Sir Robert Jennings er ikke hvem som helst. Han er tidligere professor i international ret ved Cambridge Universitet og var i mange år dommer og senere også præsident for den internationale domstol i Haag. Det er derfor ikke uden grund, at det vækker opsigt, når netop han bruger ord som »klart ulovlig« om Israels stilling i FN. I de kommende måneder får Danmark indflydelse på, om der skal rettes op på »ulovligheden«. Historien begyndte ellers så godt. I november 1947 vedtog FN's generalforsamling i en nervepirrende afstemning, at Palæstina skulle deles i en arabisk og en jødisk stat. Vedtagelsen syntes helt salomonisk - hvis begge parter ønskede at få »barnet«, måtte den vise forsamling hugge det midt over. For palæstinenserne og de arabiske nabolande var der dog intet vist ved den afgørelse. De protesterede og nægtede at anerkende delingen af landet. På den jødiske side var der derimod jubel. Flertallet af jøderne i Palæstina så FN's vedtagelse som en enestående mulighed for at genvinde national uafhængighed efter mere end 2000 år under fremmed herredømme. Da jødernes leder David Ben-Gurion et halvt år senere proklamerede oprettelsen af staten Israel, henviste han udtrykkeligt til FN's beslutning. Set med israelske øjne var FN jordemoder for den jødiske stats genfødsel. Men udviklingen satte hurtigt kærligheden mellem den nye stat og FN på alvorlige prøver. Straks efter udråbelsen af staten Israel i maj 1948 gik de arabiske lande til angreb, og FN udnævnte den svenske greve Folke Bernadotte til mægler. I slutningen af juni fremlagde Bernadotte et mæglingsforslag, der vakte forbitrelse blandt både arabere og jøder. Den nye israelske udenrigsminister skrev i sit svar til FN-mægleren, at Israels regering var »dybt såret« over forslaget. Bernadotte blev senere dræbt af en jødisk terrorist. De følgende årtiers stridigheder og krigshandlinger gjorde ikke forholdet varmere. Helt galt gik det efter seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede Østjerusalem, Vestbredden, Golanhøjderne og Sinaihalvøen. FN krævede, at Israel skulle trække sig tilbage, og det ville landet ikke. Blokken af muslimske og arabiske lande formåede i de følgende mange år gang på gang at få vedtaget fordømmelser af Israel i FN's generalforsamling. Frysepunktet blev nået i 1975. Da erklærede FN's generalforsamling i resolution 3379 rent ud zionismen for at være racisme. Dermed var benene sparket væk under den jødiske stats eksistensberettigelse. Israelerne rasede, og jøder og Israels venner fra hele verden protesterede. Hvis der på dette tidspunkt endnu var nogen goodwill tilbage i Israel over for den organisation, der havde stået jordemor til statens oprettelse, forduftede den nu. I israelernes øjne havde FN reduceret sig selv til et antiisraelsk redskab i de arabiske staters hænder. Siden fredsprocessens start i 1991 er forholdet mellem Israel og FN langsomt blevet varmere. Eller mindre koldt. Medvirkende til den udvikling var ikke mindst generalforsamlingens beslutning fra december 1991 om at tilbagekalde »zionisme-er-racisme-resolutionen«. Også forholdet mellem Israel og de udstationerede FN-styrker på Golanhøjderne og i Sydlibanon er med årene blevet forbedret og har gjort kulden mellem FN-organisationen og Israel knapt så bidende. Gennem 1990'erne har FN dog år efter år vedtaget resolutioner, som Israel oplever som fordømmende og uretfærdige. Mange israelere betragter derfor stadig FN med dyb mistillid, og alle tidligere israelske regeringer har gjort, hvad de kunne for at holde FN ude af fredsprocessen. Nu ser der dog ud til at være en reel mulighed for lidt forårslunhed. Israels beslutning om senest i juli at trække sig ud af Sydlibanon i overensstemmelse med en FN-resolution fra 1978, kan fjerne en gammel kilde til uoverensstemmelse mellem parterne. Hvis FN kan bidrage til en fredelig tilbagetrækning, kan grunden måske være lagt for et bedre forhold mellem den gamle jordemor og den jødiske stat. Der er imidlertid ét stort problem tilbage. Det er FN's brud på egne principper i forholdet til Israel. Det er nemlig hverken årtiernes koldfront mellem FN og Israel eller de antiisraelske resolutioner og Israels manglende efterlevelse af dem, der har fremkaldt Sir Robert Jennings skarpe ordvalg. Det, der optager og forarger juristen Jennings, er en vigtig men ikke særlig kendt side af den måde, FN fungerer på. Ifølge FN-pagten lyder det første grundliggende princip for hele organisationens arbejde, at alle medlemstater har fuld ligeberettigelse. Det betyder, at afstemningerne i generalforsamlingen foregår efter »én stat - én stemme«-princippet, uanset den kolossale forskel på staternes størrelse, folketal og politiske betydning. Med 188 medlemsstater er det imidlertid indlysende, at der er brug for en opdeling af staterne i grupper, så organisationens sekretariat ikke i enhver lille sag skal rette henvendelse til alle 188 medlemmer. Derfor har FN's medlemsstater siden begyndelsen af 1960'erne organiseret sig i fem regionale grupper. Det er Asien, Afrika, Latinamerika og Caribien, Østeuropa og en gruppe for »vesteuropæiske og andre stater« (kendt under forkortelsen WEOG). Mens de første fire grupper kun er geografisk bestemt, har den sidste gruppe også medlemmer, der ikke geografisk hører til Vesteuropa, men som deler en »vestlig« grundopfattelse af demokratiet. Det gælder lande som Australien, New Zealand, Canada og USA. De regionale grupper har med årene fået en meget stor betydning for FN's arbejde. Mange topposter i organisationen bliver fordelt mellem de fem regionale grupper. Det gælder ikke mindst udnævnelsen til de eftertragtede pladser i FN's Sikkerhedsråd. Sir Robert Jennings beskriver betydningen af de regionale grupper på denne måde: »FN har utallige funktioner og aktiviteter, som medlemsstaterne kun kan tage del i via deres medlemskab af en af de regionale grupper«. Systemet med de regionale grupper er forsvarligt, fordi alle FN's medlemsstater har lige muligheder for at deltage i dem. Det vil sige: næsten alle! Der er nemlig én af FN's 188 medlemsstater, som gennem alle årene er blevet holdt uden for de regionale grupper. Det er Israel. Geografisk set hører Israel til i den asiatiske gruppe. Men de arabiske og muslimske lande har kategorisk nægtet Israel optagelse i gruppen. Israel har derfor i årevis søgt om optagelse i gruppen for Vesteuropa og andre. Israel deler den demokratiske grundopfattelse, som binder denne gruppe sammen, og hører naturligt sammen med lande som Australien, Canada og de vesteuropæiske. Men indtil nu har gruppens svar på forespørgslen været et rungende nej. Det betyder, at Israel som det eneste land i FN i praksis er udelukket fra at deltage i mange af de aktiviteter, som alle andre FN-lande deltager i. Set i lyset af dette forhold er den israelske menigmands mistillid til FN ikke uforståelig. Som det eneste medlemsland kan Israel aldrig blive valgt til Sikkerhedsrådet eller til mange andre vigtige poster i FN-apparatet. Udelukkelsen fra de regionale grupper medfører, at Israel som det eneste land i verden har fået sine muligheder for at øve indflydelse på FN kraftigt beskåret. Det er denne situation, der har kaldt de stærke gloser frem på Sir Robert Jennings computer. »Denne forkvaklede og uværdige situation, som staten Israel som den eneste befinder sig i, er uden tvivl moralsk chokerende, men den er også klart ulovlig og udgør et brud på både bogstaven og ånden i FN's pagt,« skriver Jennings i en kommentar. Ifølge FN-pagten artikel 2 er enhver medlemsstat forpligtet på at sikre, at alle andre medlemmer kan nyde godt af de rettigheder og goder, der følger af medlemsskabet. Jennings konkluderer på den baggrund, at enhver medlemsstat af FN er lovformeligt forpligtet til at arbejde for, at Israel kan blive optaget som medlem i en regional gruppe. Og den for tiden enkleste - og eneste realistiske - mulighed for det er, at Israel optages i gruppen af vesteuropæiske og andre stater. Danmark støtter Israels optagelse i WEOG-gruppen. Det sagde udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) i februar i et svar til folketingsmedlem Jann Sjursen fra Kristeligt Folkeparti. Men udenrigsministeren sluttede sit svar med den lakoniske bemærkning: »Der har imidlertid indtil videre ikke kunnet opnås enighed herom i EU-kredsen«. Men det er for billig en bemærkning til at afslutte sagen. Staten Israel, der kom til verden under FN's medvirken, er blevet en paria i FN-organisationen. Alverdens diktaturstater sidder med i det gode selskab, mens Mellemøstens mest demokratiske stat som en kasteløs må stå udenfor og kigge ind af vinduet. Det er en uholdbar situation. Sir Robert Jennings konklusion er klar: »Så længe denne situation fortsætter, er FN-organisationen i strid med sin egen pagt.« Derfor er det ikke nok for den danske udenrigsminister at henvise til, at andre EU-lande af uransagelige grunde ønsker, at uretfærdigheden skal fortsætte. Når FN, der burde gå forrest i kampen for ligestilling og retfærdighed, behandler en demokratisk medlemsstat på den måde, bør Danmark ikke bare passivt se til. Udenrigsministeren må gå aktivt ind og kæmpe for ophævelsen af denne uretfærdighed. Og den eneste realistiske måde, det kan ske på, er gennem optagelsen af Israel som medlem af den vestlige WEOG-gruppe, som også Danmark er medlem af. Ifølge israelsk presse sendte Israel i begyndelsen af april en officiel ansøgning om medlemskab af WEOG til New Zealand, der for tiden er formandsland for gruppen. Den ansøgning må for al anstændigheds skyld imødekommes. Vil den danske udenrigsminister gå aktivt ind i sagen og kæmpe for, at det kastesystem, der har gjort Israel til en paria i FN, omsider ophæves? n cand.theol.