FN's verdensmål for bæredygtig udvikling er vigtige

Sammen med vedtagelsen i Paris af klimamålene er vedtagelsen af FN's verdensmål måske indtil videre den vigtigste begivenhed i dette århundrede. Verdensmålene repræsenterer et ledelsesfilosofisk og ledelsespraktisk ledelsesindslag i en i øvrigt meget kaotisk verden. Dette skal vi forstå, forholde os til, udfolde og udnytte

Steen Hildebrandt, forfatter, fotograferet i hjemmet påŒ Frederiksberg
Steen Hildebrandt, forfatter, fotograferet i hjemmet påŒ Frederiksberg.

Der er mange alvorlige krisetegn i verden. Men jeg vil gerne gerne hæfte mig ved et kæmpe lyspunkt. ”There is a crack, a crack in everything; that's how the light gets in”, synger Leonard Cohen (på dansk: Der er en sprække, en sprække i alting; det er sådan, lyset kommer ind).

Vi skal holde øje med disse sprækker, for det er dér, lyset og andre gode ting i verden kommer ind.

Ét af disse lyspunkter er SDG'erne (Sustainable Development Goals) - FN's mål for en bæredygtig udvikling, der nu kort og godt omtales som verdensmålene. FN's generalforsamling under ledelse af Mogens Lykketoft (S) vedtog disse mål den 25. september 2015. 193 statsledere skrev under. Det var og er en verdensbegivenhed. Sammen med vedtagelsen i Paris af klimamålene måske indtil videre den vigtigste begivenhed i dette århundrede.

Meget af det, der lige nu sker på kloden, er udtryk for, at vi kollektivt skaber resultater, som de færreste ønsker. Vi er sammen om at skabe mange af de resultater, som vi efterfølgende erkender, at vi ikke ønsker, hvorefter vi bekæmper eller modvirker de selvsamme resultater med netop den tænkning og de midler, der har skabt resultaterne, og det kan man ikke.

Verdensmålene indeholder formuleringer og antyder veje, der kan hjælpe os med at bryde med dele af den vanetænkning, der fastholder os i mange uhensigtsmæssige, skadelige og onde cirkler.

Man kan ikke lede uden at have noget at lede efter. For første gang i verdens historie har verden nogle fælles og ret klare mål at lede efter. Ledelse og mål er to sider af samme sag. De 17 mål, eller verdensmålene, som de også kaldes, kalder på ledelse i en helt usædvanlig grad. Og det er også ledelse, der over en periode på flere år har ført FN og FN-landene frem til denne enighed. Nogle taler om verdens største og længste konsultations- og konsensusproces.

De 17 mål handler blandt andet om: udryddelse af fattigdom og sult, opnå fødevaresikkerhed, bedre ernæring og et mere bæredygtigt landbrug, sikre et sundere liv for alle, sikre kvalitetsuddannelser for alle, opnå ligestilling og styrke kvinder og pigers position i samfundet, sikre bæredygtig forvaltning af vandressourcer, sikre adgang til bæredygtige og pålidelige energikilder, fremme bæredygtig økonomisk vækst, bygge holdbar infrastruktur, reducere ulighed, bygge bæredygtige byer, sikre at forbrug og produktionssystemer er bæredygtige, bekæmpe klimaændringer og konsekvenserne af disse, fremme bæredygtigt brug af havene, beskytte og fremme økosystemer og naturressourcer på en bæredygtig made, fremme fredelige, inkluderende og retfærdige samfund og styrke globalt samarbejde for bæredygtig udvikling.

Man kan spørge: Er det til at forstå? Er det noget, man praktisk kan arbejde med for eksempel i regeringer, parlamenter, byråd, kommunale forvaltninger, private virksomheder, fonde med mere? Ja, det er det. Et det operationelt og entydigt? Nej! Kan man melde hus forbi, hvis man vil? Ja. Der er på en måde frit valg:

Man kan vælge det standpunkt, at dette er så generelt og bredt formuleret, at det er umuligt at forholde sig til det. Eller man kan vælge at se den substans, der også er i alle målene, nemlig at dette også handler om mig. Det handler om alle.

”Det handler om alle mennesker i alle lande,” sagde Mogens Lykketoft ved en præsentation af målene. Det er indtil videre frivilligt, om man vil indtage det ene eller det andet standpunkt. Mange vil indtage det første standpunkt. Det er det letteste og det mest enkle på kort sigt. Andre vælger det vanskelige, men kloge og langsigtede. De vælger at arbejde med langsigtet ledelse i den kortsigtede verden, som dette i virkeligheden handler om, nemlig en verden, hvor vi både skal tænke og handle kortsigtet og langsigtet. Både-og!

Verdensmålene er et opgør med den opsplitningstænkning, der har karakteriseret de seneste 200-300 års filosofi, politik, videnskab, ledelse med mere, og som formentlig er ved at rinde ud. Det sker ikke hurtigt, men det sker, blandt andet fordi det er alt for tydeligt, at denne tænkning har bragt og fortsat vil bringe kloden på en stedse mere farlig kurs frem mod opbrud og sammenbrud.

Denne kurs skal ændres, og det skal verdensmålene hjælpe med til. Jeg ser dette som et uhyre vigtigt skridt i klodens udvikling. Der er en voksende erkendelse af det, som alle astronauterne har set og mærket, nemlig at alt på kloden er forbundet. Det er måske i virkeligheden den vigtigste globale læresætning, som rumrejserne har givet menneskeheden: Det hele hænger sammen. Kloden er umådelig smuk, lille og sårbar. Alt på kloden er forbundet.

Det er interessant og vigtigt at huske på, at vi i vores opvækst, i skoler og på universiteter i mange sammenhænge har lært det modsatte: Vi har lært, at det hele kan skilles ad.

Vi har lært at optimere hver enkelt del for sig. Vi piller det hele fra hinanden og interesserer os for delene. I realiteten fører det til suboptimering, men det kalder vi det ofte ikke. Vi kalder det optimering og bilder os selv ind, at vi kan optimere på hvert enkelt delområde og på den måde komme frem til det samlet set bedste resultat. Men det er en fejlslutning.

Vi kommer ofte til noget, der samlet set er meget ringere end det globale optimum. Det er det globale optimum - både i matematisk forstand og i den virkelige fysiske verden - vi nu skal til at arbejde med. Og det kræver ændrede ledelses- og organisationsopfattelser.

Dette er på mange måder mere et spørgsmål om vilje, end det er et spørgsmål om vores evner. Vor viden er enorm, men vor evne til at nyttiggøre og implementere denne viden er alt for begrænset. Den viden, vi har om naturen, kloden, ledelse, pædagogik, religionerne med mere skal bringes i spil, således at denne viden bringes i anvendelse i forbindelse med ledelsesprocesser, der handler om en bæredygtig global udvikling - som det eneste realistiske udviklingsscenarium overhovedet.

Verdensmålene repræsenterer et ledelsesfilosofisk og ledelsespraktisk ledelsesindslag i en i øvrigt meget kaotisk verden. Dette skal vi forstå, forholde os til, udfolde og udnytte. I de kommende år vil vi se en række virksomheder, kommuner, organisationer, regioner, lande med mere tage disse verdensmål mere og mere alvorligt.

Vi vil se målene blive drøftet, udfoldet og konkretiseret. Vi vil se dem blive taget mere og mere alvorligt. Det gælder i Danmark, men det gælder selvfølgelig overalt i verden.

Jeg kan nævne, at Jurist- og Økonomforbundets Forlag med mig som redaktør udgiver en bog, hvori en række kyndige og engagerede mennesker skriver om disse 17 mål ud fra danske perspektiver og positioner. Bogen udkommer i slutningen af året.

Steen Hildebrandt er professor emeritus fra Aarhus Universitet og adjungeret professor på CBS og Aalborg Universitet