Prøv avisen
Kronik

At føle sig set og hørt som patient

Anette Scharling, Cand.mag. i sprogpsykologi og psykoterapeut

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg i slutningen af juni skulle til min første rutinemammografi, havde jeg ingen symptomer på noget og regnede med, at det gik fint. Men det gjorde det ikke, skriver dagens kronikør

I SLUTNINGEN AF JUNI kom jeg til min første rutine-mammografi. Jeg havde ingen symptomer på noget og regnede med, at det gik fint. Men det gjorde det ikke, for de fandt en knude, og der skulle tages biopsier.

De næste uger gik med at få tid til biopsitagning, derefter få svar på biopsierne og derefter vente på at få fjernet knuden for så igen at vente på svar, alt imens min hjerne kørte med 120 kilometer i timen døgnet rundt.

Når man er i en venteposition som denne, hvor man ikke ved, hvad udfaldet bliver i sidste ende, kører hjernen sit helt eget løb – følelserne hænger ikke altid sammen med logikken, og uanset hvad man får at vide fra professionel side, kører ”følelseshjernen” derudaf med sin helt egen dagsorden. For når vi ikke ved noget med sikkerhed, bliver vi usikre og bange, hjernen tager et smut ud ad en sidevej. Kun ved at bearbejde de opståede følelser kan vi komme tilbage på rette spor.

SOM MENNESKE ER DET VIGTIGT at føle sig set og hørt af andre mennesker. Det giver energi.

Som patient er det vigtigt at vide, at man fysisk bliver behandlet for det, man fejler – at lægerne og sygeplejerskerne giver os den rigtige behandling, så vi fysisk bliver raske. Men lige så vigtigt det er at blive fysisk rask, lige så vigtigt er det, at vi psykisk kan følge med.

I sundhedsvæsenet er det dog det fysiske, man primært tager hånd om, og i mine møder med hospitalerne igennem mit liv, har jeg også måttet konstatere, at det primært var dér, kompetencerne var til stede. Det er desværre ikke så godt for patienterne, da man ofte går fra lægebesøget, hospitalsbesøget eller indlæggelsen med en følelse af ikke rigtig at være afsluttet og lidt utilstrækkelig over ikke at kunne ”rumme” sygdommen – specielt hvis ens sygdom er alvorlig.

For selvom man måske fysisk er ”kommet videre”, kommer der en tid med psykisk heling. Denne heling er svær, og mange befinder sig også i en tilstand med angst eller depressionslignende symptomer i tiden efter.

Jeg har faktisk kun oplevet at blive taget ”alvorligt” – det vil sige blive set og hørt af meget få læger og sygeplejersker, selvom jeg har mødt mange i mit liv. Men i disse møder, hvor jeg har følt mig set og hørt, har jeg følt mig rustet til at kunne bearbejde de stærke følelser, der opstår, når man er bange.

JEG FORVENTEDE DERFOR HELLER ikke at blive set og hørt af de fleste på Herlev Hospital, da jeg kom først til biopsiresultatmøde, derefter til operation og sluttelig til møde om resultatet af operationen.

Afdelingen for brystkirurgi – en afdeling, der ser lidt af hvert hver dag og ikke altid lige glædeligt – havde jeg grundet min erfaring ikke særlig høje forventninger til. Men jeg blev i den grad positivt overrasket, for samtlige ansatte så og hørte mig, fra jeg kom, til jeg gik.

Jeg var i kontakt med mange mennesker, og samtlige mennesker var empatiske. De satte sig ind i, hvordan det er at være i en position, hvor man ikke ved, om det er det ene eller det andet udfald, man står over for. De kiggede mig i øjnene, var tålmodige og åbne, når jeg talte. De var personlige og tog de ekstra sekunder, der skulle til, for at jeg følte mig tryg, selvom jeg var bange.

Det kan man kun til dels skoles til, fordi det samtidig kræver mennesker, der ved, hvad empati er, mennesker, der ved, hvad de har med at gøre, også følelsesmæssigt, og mennesker, der går på arbejde for at gøre en forskel for andre – fysisk, men også psykisk ved at anerkende deres patienters følelser.

JEG KAN NU GÅ I GANG MED min psykiske heling, fordi jeg er blevet set og hørt. Jeg skal ikke gennemgå mine egne tanker om, hvorvidt det er okay eller normalt at føle, som jeg gør – for det har personalet på Herlev allerede fortalt mig, at det er. Så jeg kan gå direkte i gang med at bearbejde min angst, så den ikke fylder så meget i min fremtid.

Tak til Herlev brystkirurgiske afdeling for at anerkende det følelsesmæssige arbejde som patient! Sådan en empati og forståelse har alle patienter på afsnit, der behandler alvorlige sygdomme, brug for.

Jeg arbejder til daglig med forældre, der gerne vil have bedre forståelse af og kommunikation med deres børn. I dette arbejde er en af de fornemmeste opgaver, vi forældre har, at få vores børn til at føle sig set og hørt. Denne opgave burde måske også være et generelt fokus mellem sundhedspersonale og patienter – ligesom på Afdeling for brystkirurgi på Herlev Hospital.

”Tak til Herlev brystkirurgiske afdeling for at anerkende det følelsesmæssige arbejde i forholdet til patienter,” skriver dagens kronikør og fortsætter: ”Jeg var i kontakt med mange mennesker, og samtlige mennesker var empatiske.” – Model Foto: Ulrik Jantzen/Ritzau Scanpix