Prøv avisen
Kronik

Følgen af 9. april - grænser for eftergivenheden

I min skoletid blev der stadigt talt om den senere minister Bertel Haarders (V) mageløse studentereksamen 20 år tidligere, skriver Kristian Østergaard i ”Ugens debat”. Foto: Folketinget

Alle nationer har brug for en myte, der kan undskylde og forklare deres manglende formåen. Derfor synger vi den 9. april om vor uundgåelige skæbne, som kun Gud kan forandre. Hvordan skal vi ellers kunne leve med det faktum, at vi som nation hjalp nazisterne i stedet for at bekæmpe dem? spørger dagens kronikør

Den 9. april stod danskerne ved Langelinie og måbede, da tyskerne uden modstand og med stor effektivitet indtog hovedstaden fra søsiden. Forfatteren Niels Barfoed har fortalt, hvordan han med en kammerat løb derned for at kigge med. Kammeraten græd, fordi hans (radikale) forældre slog det hen og ikke tog situationen alvorligt.

Vi er stadig dybt præget af skammen over, at der ved København - i modsætning til Oslo - ikke blev løsnet et eneste skud fra kystforsvaret, fordi landets ledelse ikke ønskede det og bevidst lukkede øjnene for den truende aggression.

I Sønderjylland blev der kæmpet i flere timer mod overmagten. Men de alt for få soldater, der med rifler og rekylgeværer på cykler og motorcykler blev sendt i kamp mod de angribende panserenheder, blev rene blodofre, der bevidst blev ladt i stikken. I alt 16 danske soldater mistede livet.

I den fremragende dokumentarfilm ”9. april” står Haderslevs borgere - ligesom de københavnske på Langelinie - og måber og taber kæberne, da den tyske hær kommer tromlende. Deres nysgerrighed bringer dem i livsfare, fordi resterne af de slagne danske tropper ikke vidste, at Danmark havde kapituleret. De fortsatte tappert kampen mod overmagten.

Regeringen ønskede ikke, at forsvaret skulle gøre, hvad der var muligt. De få soldater, der blev kommanderet ned til grænsen, blev ladt i stikken for ikke at provokere tyskerne. Der kom ikke hjælp. Men som en af dem siger i filmen: ”Er det en provokation, at vi tilkalder forstærkninger fra Haderslev og Sønderborg? Er det ikke en større provokation, at tyskerne har ført store troppestyrker op til grænsen ved Kruså, Padborg og Rens?”.

Den flove historie er blevet ekstra makaber, fordi vi i dag står med et Rusland, der i grænseområderne på flere måder udviser samme adfærd. Overmagten truer og må derfor ikke på nogen måde provokeres, end ikke af helt rutinemæssige modforanstaltninger. Godt, vi har Nato. Det sætter trods alt grænser for eftergivenheden.

Min mor var egentlig af radikal familie. Men hvis sympatien med De Radikale ikke sluttede før, skete det i hvert fald den 9. april. Senere hørte jeg hende flere gange sige: ”Først da vi kom ind i Nato, kunne vi sove trygt om natten.” Det var De Radikale imod. Og senere skrev de fodnoter.

Vi boede lige ved grænsen. På Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Hver år den 9. april gik vi om morgenen de to kilometer til mindestenene ved Hokkerup, hvor Hovedvej 8 går igennem. Her mindedes vi de to soldater, der som de øvrige var blevet ladt i stikken.

Det sluttede med afsyngelsen af ”Bladet i bogen sig vender” med sidste vers:

Bladet, som Herren det ville,

Vendte sig tit,

Når det gik Danemark ilde,

Vendte sig blidt.

Jeg har altid haft det dårligt med den sang, selvom den er skrevet af Grundtvig (”Lykkens foranderlighed”, 1853). Den beskriver et Tornerosedanmark, hvor prinsen kommer og frelser os med kys på munden, fordi vi er så dejlige.

Den føjer sig til kæden af fædrelandssange, der beskriver Danmark som den svage, uskyldsrene ”mø med letrødmende kinder” (Grundtvig) eller som ”du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge” (Aakjær). Professor Niels Birger Wamberg har beskrevet, hvordan Danmark ofte sover og drømmer i den nationale digtning. Den, der sover, synder ikke.

Alle nationer har brug for en myte, der kan undskylde og forklare deres overgreb eller manglende formåen. Derfor synger vi den 9. april om vor uundgåelige skæbne, som kun Gud kan forandre. Hvordan skal vi ellers kunne leve med det faktum, at vi som nation hjalp nazisterne med førevareleverancer, penge og mandskab i stedet for at bekæmpe dem - bortset fra søfolkene i allieret tjeneste og de relativt få frihedskæmpere? De menneskeliv, vi sparede ved ikke at bruge vort militær den 9. april, måtte så ofres af dem, der senere befriede os.

Den danske uskyldsmyte blev grundlagt allerede efter de katastrofale englandskrige, der skilte os fra Norge og flåden. Poul Møller skrev på en rejse i Sydhavet 1820 ”Rosen blusser alt i Danas have” om det fattige, men dejlige Danmark, stillet over for ”Østens atlaskklædte, rige mand” og ”Javas rige sønner”.

Samme tema går igen i Grundtvigs ”Langt højere bjerge så vide på jord”, skrevet samme år: Ude er der højere bjerge, kønnere egne, større bedrifter og højere, ædlere, finere sprog, men Danmark har indre kvaliteter - ”og træffer vort modersmål ej på et hår,/ det smelter dog mere end fremmedes slår.”

”Vi er ikke skabte til højhed og blæst,

Ved jorden at blive, det tjener os bedst.”

Digterne hjalp os med at gøre en dyd af nødvendigheden. Kaalund gør ”På det jævne! På det jævne!” til ”livets sejerssang!” Vorherrebevares. Det kan man da kalde at ”snobbe nedad”. Nedad, hvor selvgodheden og janteloven hersker.

Jeg har fået denne sangskat ind med modermælken, og jeg har fået det dårligere og dårligere med dele af den. Det fremprovokerede mit eget lille kærligt-ironiske opgør i den nye Højskolesangbogs nr. 385, hvor fjerde vers lyder:

Vi kævles lidt, men synes dog

at enes om det meste.

Hvem der er god og ren og klog,

det mener vist de fleste:

det er vi selv, det ser vi vel

med udsigt fra vor sofa - og ryggen til Europa!

Jeg takker min Gud, at Danmark i dag er med i de frie nationers foreninger, hvor vi ganske som andre lande forventes at yde vor del af det fælles forsvar mod aggression, tyranni og manipulation af medierne, som vi nu igen ser i russisk skikkelse i vort nærområde.

Det fryder mig, at danske unge i stort tal melder sig for at bidrage i internationale aktioner rundt om i verden. Så langt er vi kommet, at Danmark har svært ved at se en konflikt udvikle sig, uden at vi stiller op - stik modsat den flove neutralisme og småstatsmentalitet, som vi sank ned i efter de mange udenrigspolitiske katastrofer, vi har været igennem.

Da Berlinmuren faldt og Sovjet-imperiet blev opløst, kunne vi endelig melde os ind i verden efter 125 år i skyggen af nederlaget i 1864. Vi satte os i spidsen for EU's udvidelsesprojekt, der blev færdigforhandlet under dansk ledelse. Siden fik Danmark i en periode både den civile og militære ledelse af Nato og blev en særdeles agtet allieret i den frie verdens forsvarsalliance.

Men når man melder sig ind i verden, og især når man deltager i krigshandlinger, så kan man også begå fejl og komme til skade. Det kan gå anderledes end ventet og ønsket som for eksempel i Irak. Også det har vi lært at leve med, uden at det svækker viljen til at tage vor del af slæbet, når det tyranni og terror skal fordrives.

Nu mangler vi bare, at vi sammen med de andre nordiske lande indtager den plads, der tilkommer os i denne verden. Vi har tilsammen lige så stort nationalprodukt som Rusland (nr. 10 i verden) samt verdens største handelsflåde og verdens største udviklingshjælp. Det vil fremme både freden og stabiliteten i vor del af verden, hvis vi sammen påtager os ansvaret for vor del af den frie verdens forsvar.

Dermed kan vi ikke bare sige, men også sikre, at vi aldrig mere skal opleve en 9. april. Denne skændselsdato skal vi mindes som et afskrækkende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke deltager i den frie verdens alliancer.

Det var Viggo Hørup, der om Københavns befæstning udtalte i 1880'erne: ”Hvad skal det nytte?”. Men citatet fortsætter vistnok ”“ uden en alliance”. Vi havde ingen alliance, som kunne komme os til undsætning. Men det har vi nu. Endda to af slagsen. Det gør hele forskellen.

Ubegribeligt, at halvdelen af danskerne har haft så travlt med at skrive fodnoter og forbehold i de to alliancer, der garanterer Danmarks nyvundne frihed og selvstændighed.

Bertel Haarder (V) er Folketingets næstformand og tidligere minister