Prøv avisen
Kronik

”Folk, der ikke kender mig, opfatter mig som en uambitiøs husmor”

Hvis vi vil opnå en kultur, hvor mødre ikke skal skamme sig over at prioritere mor-karrieren i en periode uden at skulle frygte, at det går ud over deres muligheder på arbejdsmarkedet og generelle status i samfundet, kræver det en seriøs kulturomvæltning, skriver Marie Hundebøll Plum. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Marie Hundebøll Plum, journalist, blogger og mor til to drenge

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Forældre og børn er taberne i vores vækstbesatte samfund. At være hjemme med børnene er devalueret, mens høj indkomst og travlhed har høj status. Det skal vi have gjort op med, skriver kronikøren, som arbejder deltid for at have mere tid med sine børn

DET DANSKE SAMFUND er gennemsyret af noget så naturstridigt og alligevel naturliggjort som mom-shaming. Jeg oplever det, hver gang jeg møder mennesker, der ikke kender mig særlig godt. Det første spørgsmål er altid: ”Hvad laver du?”. Med det menes, hvad er min profession. Mit arbejde. Når jeg så har taget mod til mig og svarer, at jeg har ”lavet” og passet mine børn de seneste fem år, og at det derfor er mit primære virke, så er reaktionen altid den samme. Personen tager et mentalt skridt bagud og siger: ”Nå, okay... Jamen, øh, det er da også fint.”

Hermed er jeg røget i kategorien ”uambitiøs husmor”, som i hierarkiet rangerer helt nede blandt børn og ledige. At personen kunne have fundet mit svar spændende, modigt eller ligefrem rigtigt, er ren utopi. For børnepasning... Hvor banalt og lavpraktisk.

Og det er på trods af, at vi bliver bombarderet med nyheder om, hvor elendige de danske dagsinstitutioner er. At vi gang på gang hører eksperter sige, at de på det stærkeste fraråder at sætte børn under to år i institution, fordi de kan tage skade af at blive adskilt fra deres forældre i så tidlig en alder. Men alt det er ligegyldigt, når det kommer til stykket.

BØRN OG BØRNEPASNING er stadig ikke vigtigt nok i vores kultur til, at vi rent faktisk vil prioritere og anerkende det. Og selvom de fleste forældre nok vil påstå, at deres børn er det, der gør dem lykkelige og giver livet mening, så er det paradoksalt nok ikke noget, vi vil bruge for meget af vores tid på. For det er der absolut ingen status at hente ved. Det er ikke nok. Derfor arbejder børnene på overtid i dagsinstitutionerne og bliver placeret der, når de er under ét år, og årene med små børn er for de fleste forældre forbundet med stress, mentalt underskud og for nogle dårlig samvittighed.

MEN HVORFOR ER DET, at det at få børn og bruge al sin energi på at opfostre dem ikke bliver mødt med anerkendelse i vores samfund og set på som det arbejde og den karriere, det faktisk er at være forælder?

Hvorfor skal kvinder som mig, der vælger at gå ned i arbejdstid, mens vi har små børn, også føle, at vi er stået af karrieretoget og nok aldrig kommer på det igen, og at vi derfor er både upassionerede, uambitiøse og kedelige?

At der ikke er flere småbørnsforældre, der vælger at gå ned i tid, tage orlov eller leve af kun én indkomst, ser jeg særligt tre forklaringer på.

Den første er selvfølgelig, at ikke alle har råd til at arbejde mindre. Enlige forældre eller forældre med lave indkomster vil have svært ved at klare sig for mindre, end de allerede har.

En anden forklaring er, at det på rigtig mange arbejdspladser ikke er muligt at gå på deltid, arbejde fleksibelt eller tage orlov. Vores arbejdsmarked er stadig bundet op på en 37-timers arbejdsuge, og selvom de røde støttepartier har forsøgt at få en 30-timers arbejdsuge på dagsordenen, er det ikke noget, regeringen tager seriøst.

Det leder mig til en tredje og meget afgørende forklaring, der har mere normativ karakter. Vores samfund og kultur er reguleret og dikteret af mænd, og sådan har det stort set altid været. Det betyder, at maskuline værdier rangerer højest i vores kultur, og feminine værdier såsom omsorg, hvorunder børnepasning hører, rangerer lavest.

Det, der har værdi, er hårdt arbejde, vækst, individualisme og nyttemaksimering. Humanisme, fællesskab og trivsel er ikke noget, vi som samfund har fokus på og vægter højt.

DET AT PASSE BØRN og passe hinanden ser vi i Danmark som et uvæsentligt arbejde med lav status. Derfor er der heller ikke mange mænd, der gider gøre det. Hverken i den private eller offentlige sfære. Derfor er sosu-assistenter og pædagoger blandt de dårligst lønnede, og stort set kun kvinder, på trods af at de udfører det mest uundværlige arbejde.

I privaten har kvinder ikke lyst til at være taberne, der står derhjemme og ”rører i kødgryderne”, for det får man ikke megen respekt for, og det er netop det, vi kvinder har forsøgt at kæmpe os væk fra. Nej, vi skal snarere hoppe i et jakkesæt, lægge følelserne på is og arbejde endnu mere end mændene, så vi kan bevise vores værd. Så vi kan blive en del af mændenes verden på mændenes præmisser.

Den arbejdskultur, vi har i Danmark, er vi blevet socialiseret ind i som helt små. Jeg kan huske, hvordan vi allerede i folkeskolen fik at vide, hvorfor matematik var jobmæssigt vigtigt at blive god til. Vi lærte, at skolegangen er noget, der skal lede os hen imod slutmålet. Nemlig et arbejde.

Der blev aldrig talt om børnepasning, forældrerollen og alternative måder at leve på. Og med det stigende fokus på karakterer og tests er denne tendens nok kun blevet forstærket.

På den måde bliver et livslangt fuldtidsarbejde naturliggjort, og vi lærer aldrig at sætte spørgsmålstegn ved det og overveje, om det virkelig er meningen med vores liv. Om det gør os lykkelige.

For det tror jeg kun er tilfældet for ganske få mennesker. Resten af os kæmper med at finde mening i et arbejde, der holder os adskilt fra vores børn de fleste af døgnets vågne timer. Vores egentlige kilde til meningsfuldhed.

SAMMEN MED BØRNENE står vi forældre som taberne i vores vækstbesatte samfund. For at være derhjemme med børnene og dyrke dem med passion er devalueret i vores samfund. Derimod er høj indkomst, flid og travlhed forbundet med høj anseelse.

Det skal vi have gjort op med. For det er ikke kun på arbejdsmarkedet, vi har en vigtig karriere. Det er også som forældre. Her kan fravær og en ringe arbejdsindsats altså også have konsekvenser i form af dårlig tilknytning.

Hvis vi vil opnå en kultur, hvor mødre ikke skal skamme sig over at prioritere mor-karrieren i en periode uden at skulle frygte, at det går ud over deres muligheder på arbejdsmarkedet og generelle status i samfundet, og hvor børnenes livsglæde har høj værdi, kræver det en seriøs kulturomvæltning. Det skal ikke være forbundet med høj status at arbejde meget, hvis det er på bekostning af børnene og vores eget mentale helbred.

Vi skal stoppe med at tilbede dem, der tjener mange penge, og derimod give anerkendelse og status til os, der passer vores egne børn såvel som dem, der passer andres, de syge og de ældre.

Sådan en radikal kulturændring opnår vi aldrig, hvis vi overlader den til mændene. Vi kvinder har ikke tilnærmelsesvis den magt, der skal til for at ændre andet end vores børns påklædning. Det tror vi i hvert fald ikke selv.

DERFOR VIL DET KRÆVE, at vi med lovgivning ændrer arbejdsmarkedet, så det tilgodeser kvinder og børn, og at vi med lovgivning får mænd til at knytte sig mere til hjemmet gennem barsel for derved at styrke dem som omsorgsgivere.

Så længe arbejdsmarkedet kun er designet af og til mænd, hvor det næsten er umuligt at gå ned i tid eller arbejde fleksibelt, og hvor det at være forælder ikke bliver anset som vigtigt, vil både mødre og fædre være en udsat art.

Der er mere end nogensinde brug for at se på os mødre og tage ved lære. For omsorg, nærvær og empati er de værdier, der i høj grad mangler i hele vores kultur.

Så i stedet for at se ned på de kvinder, der har lyst til at sætte deres børn foran alt andet, så burde vi hylde dem, bane vejen for dem og give dem en plads i toppen af hierarkiet.

Vi skal stoppe med at tilbede dem, der tjener mange penge, og derimod give anerkendelse og status til os, der passer vores egne børn såvel som dem, der passer andres, de syge og de ældre.

Marie Hundebøll Plum, journalist, blogger og mor til to drenge