Prøv avisen
Kronik

Folkeafstemning med lusk, fusk og sjusk

Hvad enten aftalepartierne har undladt at undersøge en række forfatnings- og statsretlige problemer for at luske og fuske retspolitikken ind i Unionen, så er det i hvert fald noget sjusk, befolkningen ikke er tjent med. Vi må vide præcist, hvad vi skal stemme om, skriver dagens fire kronikører

Baggrunden for folkeafstemningen den 3. december om retsundtagelsen er, at et flertal af danskere i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten og dansk deltagelse i den overstatslige union. Men uden at alle lande godkendte traktaten, kunne Unionen ikke gennemføres. Derfor tillod Folketingets unionstilhængere sig at underkende folkeafstemningens nej og fandt på det såkaldte nationale kompromis mellem ja-partierne og SF som en kattelem til at lukke Danmark ind i Unionen ad.

Kompromiset blev så forhandlet ind i Edinburgh-aftalens fire undtagelser fra retspolitiken, euroen, unionsborgerskabet og udenrigs- og militærpolitikken. Derefter udskrev regeringen den famøse folkeafstemning i maj 1993, hvor der blev flertal til Maastricht-traktaten på betingelse af de fire undtagelser.

Historien minder os om, at retsundtagelsen er udtryk for befolkningens nej til at integrere Danmark politisk og juridisk i Unionen, og at den ikke kan afskaffes uden flertal for det ved en folkeafstemning på grund af suverænitetsafgivelsen. Og i sagens natur skal folkeafstemningen dreje sig om ja eller nej til at afskaffe undtagelsen.

Men som folkeafstemningen den 3. december bliver præsenteret, skal vi tilsyneladende ikke stemme om afskaffelse eller bevarelse af retsundtagelsen, men ja eller nej til at ”omdanne” den til en såkaldt tilvalgsordning. Altså om noget andet end det, der blev aftalt i ”det nationale kompromis” og Edinburgh-aftalen og godkendt ved folkeafstemningen i maj 1993.

Man må da spørge, om tilvalgsordningen er en anden, lusket måde at afskaffe retsundtagelsen på for at undgå den aftalte folkeafstemning?

At der kan være politisk fusk med folkeafstemningen, er der tegn på i høringssvarene til Folketinget om lovforslaget til folkeafstemningen, der i øjeblikket behandles i Folketinget og afsluttes den 20. november - 14 dage før afstemningen.

Justitsministeriets høringssvar viser, at tilvalgsordningens konstruktion er forfatningsretlig problematisk. I et af svarene skriver ministeriet, at tilvalgsordningen skal godkendes ved en folkeafstemning ”efter Grundlovens paragraf 20”, idet ”tilvalg af eksisterende og fremtidige retsakter” én gang for alle - ”på forhånd” - godkendes ved gennemførelse af ”én samlet paragraf 20-procedure om overladelse af beføjelser på området for retlige og indre anliggender”.

Og senere i svaret skriver Justitsministeriet, at tilvalgsordningen i praksis skal fungere sådan, at fremtidige tilvalg af retsakter inden for EU's retspolitiske område ”træffes af regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg”.

Det betyder, så vidt vi forstår, at befolkningen i tilfælde af et ja-flertal ved folkeafstemningen godkender, at regeringen og Folketingets Europaudvalg har fuldmagt til at afgive suverænitet ved at tilvælge retsakter i EU's overstatslige retspolitik. Og beslutningskompetencen dertil er reelt regeringens, for hensigten om at tilvælge en retsakt skal blot ”forelægges” Europaudvalget.

Med andre ord vil aftalepartierne bag tilvalgsordningen forsøge at opnå befolkningens godkendelse af, at regeringen - den udøvende magt - afgiver suveræniteten skridt for skridt. Med det resultat, at Folketinget, den lovgivende magt, fratages den retspolitiske suverænitet i det omfang, regeringen tilvælger EU-forordninger og -direktiver.

Men er der grundlag i Grundloven for på denne måde at tillægge suveræniteten som en fuldmagt til regeringen med den konsekvens, at befolkningen hverken er sikret mulighed for demokratisk indflydelse via Folketinget eller for fremtidige folkeafstemninger efter Grundlovens paragraf 20 om Danmarks forhold til EU's retspolitik?

Og man må da spørge, om en sådan fuldmagt ikke i praksis betyder, at retsundtagelsen reelt afskaffes. For selvom den formelt eksisterer i protokollen til Lissabon-traktaten, vil den i kraft af tilvalgsordningen i realiteten ikke være den hindring imod retspolitisk integration i EU, der var og er meningen med undtagelsen.

I et andet høringssvar hævder Justitsministeriet, at omdannelsen af retsundtagelsen til en tilvalgsordning ”ændrer ikke ved, at Danmark fortsat har et forbehold på området”. Men når ministeriet skriver, at tilvalgsordningen er en procedure til at ”træffe beslutning om at deltage i samarbejdet” (EU's retlige samarbejde), så erkender ministeriet selv, at den formelt eksisterende retsundtagelse i realiteten vil være betydningsløs.

Bemærkningerne om forarbejdet til lovforslaget viser, at regeringen åbenbart ikke har foranlediget en undersøgelse af tilvalgsordningens legalitet i forhold til Grundlovens paragraf 20. Hvordan forholder den sig til, at paragraf 20 giver mulighed for at overføre suverænitet til ”mellemfolkelige myndigheder”, men ikke som en fuldmagt til en regering og et Europaudvalg? Og hvordan er tilvalgsordningens forhold til paragraf 20's bestemmelse om, at afgivelse af suverænitet skal være i ”nærmere bestemt omfang”?

Hvad enten regeringen og aftalepartiernes flertal i Folketinget har undladt at undersøge disse forfatnings- og statsretlige problemer for at luske og fuske retspolitikken ind i Unionen, så er det i hvert fald noget sjusk, befolkningen ikke er tjent med. Vi må vide præcist, hvad vi skal stemme om, og hvilke politiske og juridiske forhold og konsekvenser vi skal tage stilling til ved folkeafstemningen.

Tilvalgsordningen slører, at retsundtagelsen reelt afskaffes ved et ja-flertal, og at den baner vejen for skridtvis integration i EU's retspolitik med grundlag i Lissabon-traktatens 5 kapitler og 23 artikler. At EU vil kunne komme til at bestemme lov og ret for eksempel for vores private liv, familieret, ægteskabsret, arveret og strafferet, ja, hele retsordenen og -kulturen ved skiftende regeringers tilvalg. Og der er ikke indbygget nogen mulighed for at kunne trække suveræniteten tilbage.

At aftalepartierne har aftalt, at tilvalg af EU-retsakter i fremtiden ”kun (kan) ske ved enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg”, kan ikke hindre en regering i ”efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg” at tilvælge noget, selv disse partier måtte være imod. Der er ingen vetoret og ingen regulær demokratisk kontrol med beslutningerne. Regeringen og Europaudvalget får en blankocheck at råde og regere egenhændigt med.

For os, der som styrelse for Folkeafstemningskomite2010 arbejder for Grundlovens overholdelse i forhold til EU-samarbejdet og har stået bag den fem år lange grundlovssag om Lissabon-traktaten, er de ovennævnte uklarheder om folkeafstemningens tema og juridiske implikationer en bydende anledning til at gøre opmærksom på et par bemærkninger i Højesterets Lissabon-dom om pligten til at overholde Grundlovens paragraf 20.

For det første nævner Højesteret, at det er ”danske domstoles pligt til at prøve loves og EU-retsakters grundlovsmæssighed”.

For det andet præciserer Højesteret regeringens ”pligt til” at hindre vedtagelse af forslag, der ”forudsætter yderligere suverænitetsafgivelse”.

Man kan tvivle på, om regeringen og Folketinget inden tredjebehandling af lovgrundlaget bag folkeafstemningen vil sikre en korrekt overholdelse af Grundlovens paragraf 20. Men der er endnu tid til at håbe det.

Helge Rørtoft-Madsen, Annelise Ebbe, Thorkild Sohn og Johannes Steenbuch udgør styrelsen i Folkeafstemningskomite2010,der stod bag grundlovssagen om Lissabon-traktaten i 2008-2013