I efteråret 2013 forhandlede Folketingets partier om den nye skolereform. I perioden mellem første og anden behandling af lovforslaget gik det op for oppositionens politikere, at forslagets element af ”heldagsskole” fik konsekvenser for folkekirkens konfirmationsforberedelse, der ifølge paragraf 53 i ”Lov om folkeskolen” skal placeres inden for normal undervisningstid. Den 15. november skrev skoleleder Allan Krone Kristensen fra Mariagerfjord Kommune en mail til daværende folketingsmedlem Lene Espersen (K), hvor han oplyste hende om forholdene lokalt:
”Eleverne modtager to lektioner hos præsterne som erstatning for den kristendomsundervisning, som de ellers ville have haft på skoleforløbets øvrige årgange. Der er en mening med, at man ikke har kristendom på timefordelingsplanen i 7. klasse [“]. I alle de år, jeg har været skolemand, har eleverne på 7. årgang fået færre timer i skolen, fordi de har deltaget i konfirmationsforberedelse hos præsten.”
Lene Espersen sendte mailen videre som et spørgsmål til undervisningsminister Christine Antorini (S). Den 6. december svarede Antorini og Undervisningsministeriet: ”Det følger ikke af timetalsreglerne, at den særlige bestemmelse for faget kristendomskundskab skulle medføre, at eleverne har færre undervisningstimer på det pågældende klassetrin.”
Svaret fra ministeriet var for så vidt korrekt. Elever har det år, hvor de har konfirmationsforberedelse, ikke to færre lektioner end de øvrige årgange ifølge den vejledende timefordelingsplan. Det har de ikke haft siden 1975, hvor reglen blev indført. Men ministeriet svarede ikke på, om Krone havde ret i sin påstand om, at der er ”en mening med, at man ikke har kristendom det år, man har konfirmationsforberedelse”. Og det har han.
Skolen og skolens kristendomsundervisning blev uddifferentieret fra folkekirken med skoleloven af 1975. Men hvorfor er kirke og skole så ikke adskilt på lige netop dette ene punkt? Svaret findes i forbindelse med de forhandlinger, der ledte frem til folkeskoleloven af 1975.
K.E. Bugge, der i 1964 blev ansat som afdelingsleder i faget kristendomskundskab/religion på Danmarks Lærerhøjskole (og senere blev fagets professor), fulgte forhandlingerne om faget op til skoleloven i 1975. I sin bog om skolefagets historie ”Vi har rel'gion” (NNF 1979) skrev han følgende: ”Under de politiske forhandlinger forud for 1975-lovens vedtagelse havde det nystiftede Kristeligt Folkeparti gjort det til en prestigesag af få faget repræsenteret på samtlige klassetrin undtagen det år, hvortil konfirmationsforberedelsen var henlagt (7. eller 8. klassetrin)” (side 111). Og det lykkedes dette parti at ”få de fleste af sine ønsker gennemført i selve loven” (side 172).
Genlæsning af forhandlingerne i Folketingstidende bekræfter dette billede af Kristeligt Folkepartis aktive rolle. Knud Heinesen (S) fremsatte første gang et forslag til Lov om folkeskolen den 15. december 1972. Her var kristendomskundskab puljet sammen med orienteringsfagene og skulle begynde ”senest på tredje klassetrin og vare i fem år”. Der var ingenting om fagets forhold til konfirmationsforberedelsen.
Det lykkedes Kristeligt Folkeparti at ændre fagets placering fra som først foreslået placeret hen over fem skoleår (begyndende senest i 3. klasse) til at være på skolens alle klassetrin, undtagen først 7. klassetrin. Og senere i tiden mellem første og anden behandlingen af lovforslaget i 1975, hvor det blev ændret til alle klassetrin undtagen det klassetrin, hvor der er konfirmationsforberedelse (idet det gik op for politikerne, at konfirmationsforberedelsen en del steder er henlagt til 8. klassetrin).
Poul Dam, folketingsmedlem for SF, udtalte under førstebehandlingen: ”I det lovforslag, der foreligger her, er der et krav om kristendomskundskab som et særligt fag på alle klassetrin undtagen 7. og det er jo under hensyn til, at konfirmationsforberedelsen desværre ligger på dette pædagogisk fuldstændigt tåbelige tidspunkt [“]. Dette er der ikke noget at sige til.”
SF var det parti i forligskredsen, der var mest kritisk over for kristendom som fag i skolen. Og som det ses, havde de ved førstebehandlingen allerede bøjet sig og accepteret Kristeligt Folkepartis ønske.
I det oprindelige Heinesen-forslag stod faget til at få timer som orienteringsfagene, det vil sige 10 timer i alt i løbet af skoleforløbet: to timer om ugen i fem skoleår. Prisen, Kristeligt Folkeparti måtte betale for at få faget fordelt over hele skoleforløbet i stedet for fem skoleår, var dels, at de ikke kunne være sikre på, at faget ikke kun blev et entimesfag (for timefordelingen foregik lokalt. Vi ved nu, at det blev tilfældet), dels, når der nu ikke var kristendomskundskab det år, der var konfirmationsforberedelse, at faget minimum ikke fik 10, men kun 9 timer.
Set ud fra forhandlingerne aftrykt i Folketingstidende er ”meningen med, at man ikke har kristendom i det år, man har konfirmationsforberedelse”, at i det politiske kompromis, der blev indgået mellem et SF, der ikke brød sig om kristendom som et fag, og et Kristeligt Folkeparti, der ønskede det på alle klassetrin, lykkedes det SF at få faget decimeret yderligere med en time (fra 10 til 9 i hele skoleforløbet som minimum), mens det lykkedes Kristeligt Folkeparti at kunne skilte med, at det nu var et fag igennem hele skoleforløbet. Det de enedes om, var reelt en fra begge sider de facto-anerkendelse af, at folkekirkens præster i et skoleår løser en opgave for skolen med at undervise i kristendom.
SF kunne i 1975 til sit bagland sige: ”Ha, vi fik klippet faget endnu en time ned i minimumstimetal,” mens Kristeligt Folkeparti til sit kunne sige: ”Ja, vi fik sikret kristendomsundervisning på alle klassetrin.” Og begge parter havde ret.
Dette kompromis købte de øvrige partiers forhandlere. Og de gav dermed alle en de facto-anerkendelse af, at folkekirken og folkeskolen i det år, hvor der er konfirmationsforberedelse, ikke er helt adskilt, idet præsten løser en opgave for skolen. I deres fælles betænkning (den 6. juni 1975) skrev de, at det vil være ”muligt at undlade undervisning i kristendomskundskab på 8. klassetrin i stedet for på 7. klassetrin, hvilken kan være praktisk ved de skoler, hvor eleverne normalt går til konfirmationsforberedelse på 8. klassetrin”.
Det kan være svært her 40 år efter at forstå, hvad de i deres fælles ”betænkning” præcist mente med ordet ”praktisk”? Men det kan kun være en pragmatisk erkendelse af, at konfirmationsforberedelsen er der. Og at man derfor bliver nødt til at indrette skolevirkeligheden efter, at der er konfirmationsforberedelse enten på 7. eller 8. klassetrin.
I 1975 var det ikke noget problem at finde plads til begge dele, når elever i 7. eller 8. klasse kun skulle gå i skole højst 22,5 klokketimer om ugen. Det var derfor muligt at få et rigtig fint samarbejde mellem skoleledelse og præster om placeringen af konfirmationsforberedelsen.
I dag er dette samarbejde presset, når elever i folkeskolen skal gå i skole 12,5 klokketimer mere om ugen. 35 klokketimer mod dengang 22,5 klokketimer.
Derfor kunne man passende fejre 40-året for denne de facto-anerkendelse af konfirmationsforberedelsen med på nationalt plan at indføje følgende i ”Lov om folkeskolen”: ”I det år, hvor eleverne i skoledistriktet kan gå til konfirmationsforberedelse, er timetallet i folkeskolen 33 timer.”
Viggo Ernst Thomsen er cand.pæd. i kristendomskundskab med sidefag i filosofi og sognepræst i Bangsbostrand Sogn, Frederikshavn