Prøv avisen
Kronik

Folkekirken bør flytte sig fra budskab til samtale

Hvis vi i folkekirken vil gøre os gældende på sociale medier, må vi tænke i samtale og ikke budskaber. I bund og grund handler det hele om, hvilke samtaler kirken vil have med folk. Tænk sig, hvis folkekirken er stedet, man går til digitalt, når man vil blive klogere på livet, skriver dagens kronikør, som er kirkelig mediekonsulent

Folkekirken hænger i sin kommunikation fast i en gammeldags selvopfattelse. Den tager slet ikke de nye muligheder for samtale, som sociale medier tilbyder, alvorligt. Alt for ofte vil vi i kirken kun tale om os selv og overbevise folket om fasttømrede budskaber. Men helt ærligt: Hvem gider høre på en borddame, der kun taler om sig selv?

Baggrunden er ganske alvorlig. Folkekirkens position i samfundet og i folks liv er under stærkt pres. Tænk blot på medlemsprocenten, konfirmationsforberedelsen i skoletiden og de kristne helligdage. Langfredag tager vi i byggemarked, og søndag handler vi i Bilka. Vigtigt af alt er, at den religiøse søgen langt hen ad vejen går uden om folkekirken.

Danskerne er nemlig religiøst søgende. I lang tid troede forskerne, at religion ville dø helt ud i den vestlige verden i takt med, at sekulariseringen tog fart. Sådan er det ikke gået. Religionen er kommet tilbage, dog i en mindre institutionaliseret form. I kort form kan udviklingen skitseres således: Vi søger, men vi søger ikke nødvendigvis kirken. Med den britiske sociolog Grace Davies ord tror vi, men vi har ikke noget tilhørsforhold. På den religiøse markedsplads finder vi de elementer, der passer til os, via nettet. Når livskrisen rammer, spørger vi vores Facebook-venner og Google til råds – ikke præsten.

Det stiller krav til folkekirken om at tage nettet og ikke mindst sociale medier alvorligt. Derfor er det også deprimerende at se, hvordan folkekirken agerer på sociale medier. Kirken gør nemlig det, som den har gjort i tusindvis af år: Den bygger kirker.

Et hurtigt kig på folkekirkens tilstedeværelse på sociale medier afslører, at mange kirker har oprettet en side på Facebook. Siderne har typisk 200 følgere og bærer for en stor dels vedkommende præg af at være oprettet, fordi man kunne.

En lignende tilgang synes at gøre sig gældende på andre medier som for eksempel Instagram. Ofte bruger kirkerne deres tilstedeværelse til at gøre opmærksom på arrangementer. Udgangspunktet er institutionen, og sjældent startes diskussioner om mere eksistentielle emner.

Folkekirkens kirkebyggeri på nettet er dog ikke blandt de mest søgte steder. Aalborg Stift har 9500likes på Facebook. Folkekirken.dk har 18.700. Ældre Sagen har 93.000likes på Facebook, men 17-årige Kristine Sloth bliver fulgt af 283.000 på Instagram, 151.000 på Youtube og 32.000 på Facebook. Tallene taler for sig selv.

Hvad overser vi i folkekirken? Sociale medier er kendetegnet ved, at man går fra envejskommunikation til dialog. Man går fra afsenderorienteret til at tænke i netværk. Hvor man tidligere har benyttet sig af budskaber, som man gerne vil aflevere til en modtager, skal man på de sociale medier til at tænke helt nyt.

Her går man firkantet sagt fra budskaber til samtaler. Vel at mærke samtaler, man som firma, kirke eller privatperson ikke kan styre. Men hvis man arbejder målrettet, kan man sidde med ved bordet, hvor samtalerne foregår.

Det udfordrer os i kirken. Vi har jo et godt budskab, som vi gerne vil overbevise folk om. Vi opfatter stadig langt hen af vejen vores budskab som information, der skal afleveres til en person.

Med betænkning 1477 fra Kirkeministeriet er kirkens opgave “at forkynde Kristus som hele verdens frelser”. Udgangspunktet for kirken er forkyndelsen. Det kan ingen være uenig i. Spørgsmålet er, hvordan man forkynder, når sociale medier sætter en radikalt anderledes dagsorden.

I takt med, at kirken bliver mere og mere presset, reagerer vi i dag ved at gøre opmærksom på os selv. Selvom vi ikke sælger noget i kirken, har vi en række produkter: dåb, konfirmation, vielse, begravelse, gudstjenester, koncerter, foredrag, fællesskaber i sognegården og så videre. I kommunikationen kan vi hurtigt ende med et fokus på produkterne. Vi vil gerne have dåbsprocenten op, have at flere bliver viet af præsten, og at folk kommer til vores gudstjenester og arrangementer.

Problemet med denne tankegang er, at man tager udgangspunkt i, hvad kirken laver, måske også hvordan den laver produkterne, men man glemmer at stille spørgsmålet: Hvorfor man laver tingene? Vi skal starte med ”Hvorfor?”, som den britiske antropolog og forfatter Simon Sinek har formuleret det. Ellers sker der også et hurtigt skred i kirkens kommunikationen fra forkyndelse til produkter.

Hvorfor folkekirken er på sociale medier, kunne formuleres i denne enkle sætning: ”Folkekirken er en væsentlig samtalepartner om livet.”

Denne formulering åbner for en dialogisk kommunikation. Nogle vil måske finde den noget vag, men faktisk er det ret ambitiøst at ville være en samtalepartner med folk om deres liv. Ja: Tænk sig, hvis folkekirken er stedet, man går til digitalt, når man vil blive klogere på livet!

Samtaler er der masser af på sociale medier. Dem skal vi blande os i. Det er ikke nok at bygge digitale kirker og vente på, at folk kommer til os. Vi skal ud af den digitale kirke og tage en snak. Og så skal vi turde tale om noget andet end os selv. Vi skal finde nogle samtaleemner, som er relevante for folk, hvis vi skal opfattes som en samtalepartner om livet.

Teleselskabet Call Me kan tjene som eksempel på en tilgang. Call Me har lavet en kampagne, der hedder ”Tal ordentligt!”. Med Facebook-side, skolekonkurrencer og videoer sætter selskabet fokus på, hvordan vi taler til og med hinanden. Mange har sikkert set videoen med den lille dreng, der råber.

På intet tidspunkt nævnes deres produkt: mobilabonnementer. Grunden til, at Call Me kommunikerer på denne måde, er, at selskabet vil skabe en relation til kunderne og opbygge sitbrand . Det samme skal vi gøre i folkekirken: skabe en relation mellem folk og kirke. Vi skal vise, at vi har relevant indhold at komme med.

Det, vi ikke skal, er at tale om produkterne. Vi skal med andre ord ikke tale om dåb, begravelse, vielse og gudstjenester. Vi skal i stedet tale om alt det udenom. For eksempel hvad vil det sige at få et barn, hvordan er det at miste, og hvordan holder man kærligheden ved lige i et ægteskab. Det er emner, som handler om folks liv. Afsenderen skal de nok afkode på samme måde, som de afkoder, at Call Me står bag ”Tal ordentligt!”.

Hvis vi vil gøre os gældende på sociale medier, må vi tænke i samtale og ikke budskaber. I bund og grund handler det hele om, hvilke samtaler kirken vil have med folk.

Nogle samtaler vil vi kunne facilitere selv, men mest effektivt vil det være, hvis vi igangsætter en systematisk overvågning på sociale medier og udvælger en række emner, som vi som kirke vil blande os i samtalen om. Næste skridt bliver at sende præsterne ind! De er professionelle formidlere og ved godt, at de ikke skal dunke folk i hovedet med budskaber eller produkter.

Præsterne skal sidde med ved det digitale lejrbål, når folk taler om livet. Præsterne ved godt, hvornår de skal lytte, og hvornår de skal byde ind. De ved også, hvornår de skal sige Jesus, og hvornår de skal sige noget andet.

Dette kan ikke klares med en frivillig indsats. Det kræver ressourcer. Mindst 50 præster burde have det som en del af deres embede at blande sig i samtalerne på sociale medier. Kirken har præstegårde, for at præsten skal bo, hvor folket er. Den nye tid kræver, at præsterne flytter ind på nettet.

Det er der, folk samles. Kristendommen blev fra starten spredt fra mund til mund. Den er delbar, den er relevant, den siger noget om det liv, vi lever. Tiden er ikke til at bygge kirker eller tale om sig selv. Tiden er til at tale om livet. Menneske først, kristen så.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift