FOR NOGEN TID SIDEN kom der en mail fra en yngre mand, der ville meldes ud af folkekirken. Han skrev, at han stadig betragter sig som kristen, men for øjeblikket ikke synes, at han føler sig hjemme i folkekirken: Min primære bevæggrund er, at folkekirken er blevet for politisk, skrev han, men det var politisk i en anden betydning, end det bruges af dem, der er bange for, at kirken skal have en profil: Politisk i den forstand, at en række interessenter, herunder såvel interne som eksterne, anvender folkekirken til at politisere temaer i egen interesse og for egen vinding.
LÆS OGSÅ: Kirkefolk: Politikere tromler folkekirken
Eller sagt på en anden måde: Han mente, at kirken i for høj grad lader sig koste rundt i manegen af dagsordener, der sættes af medierne og politikerne. Jeg oplever, at folkekirken i for ringe grad definerer sig selv og i stedet bliver defineret af den politiske diskurs. Og så slutter han med den bemærkning, at han bestemt ikke vil udelukke, at han vil melde sig ind i folkekirken igen engang.
Det er en eftertankevækkende begrundelse, som kan få én til at ønske, at den pågældende vil blive i folkekirken og markere sin sag i stedet for blot at melde sig ud. For han har unægtelig en pointe. Tager man blot de seneste par år, så har folkekirken ladet sig koste rundt af dagsordener sat af medier og politikere i et helt uhørt omfang.
Sagen om vielser af par af samme køn er det bedste eksempel. Ligestillingsdagsordenen bag den er en vigtig samfundsmæssig og politisk sag, som man kan have al mulig sympati for, men i kirken er den blevet overtaget i en grad, så de eneste, der har argumenteret med vægt teologisk, har været den kirkelige højrefløj. De fleste andre har forsømt det teologiske benarbejde.
Samtidig har vi generelt i folkekirken forsømt selv at sætte dagsordener, både kirkeligt og teologisk og i kulturen og samfundet. At sætte dagsordener er ikke det samme som at markere entydige holdninger om dette og hint, men det er at bringe centrale kristne temaer i spil på en måde, så de får betydning ind i folkelivet.
Kan vi ikke det, bliver folkekirken utroværdig, for så har den ikke noget at byde på for de mennesker, der søger efter en mening på et lidt dybere plan end det, der kommer frem på skærmen og i mediernes overskrifter.
HVORFOR ER DET primært højrefløjen, der løber af med de teologiske argumenter i den bare lidt bredere debat? Måske er det, fordi dens tilgang er den enkleste at forstå for ikke-fagfolk: Hvis det står i Bibelen, er det det, vi skal rette os efter som kristne! For sådan er det jo i de religioner, der er mest højtråbende i dag, og derfor bliver det et dominerende billede i debatten. Religion er at tro bogstaveligt på hellige tekster.
Hvorfor bruger vi ikke en masse teologisk og formidlingsmæssigt krudt på at sætte en dagsorden i spil, der viser, at man ikke nødvendigvis bliver mere bekendelsestro og rigtig kristen, jo mere man undlader at arbejde med nutidig tolkning af de bibelske tekster?
Hvorfor er det højrefløjen, der aktuelt har sat sig på betegnelsen luthersk? Er det, fordi resten af folkekirken næsten ikke tør tro på, at vi med vægt kan argumentere folkeligt for en luthersk identitet, som ikke bare er bogstavtro repetition?
Det allervigtigste i den dagsorden er at få slået fast, at kirkens centrum er Kristus og intet andet. Når vi kalder vores folkekirke for evangelisk-luthersk, så er det for at understrege en identitet, der hviler på Luthers egen opfattelse af Bibelen, hans syn på den frelsende tro samt hans opfattelse af forholdet mellem kirke og stat.
Bibelen peger hen på Kristus som den korsfæstede. Han er Skriftens centrum. Det betyder, at Bibelen ikke er hellig i sig selv, men netop kun i kraft af sit centrum. Bibelen er levende, fordi den handler om det, som til enhver tid er en stadig og aktuel virkelighed. Og derfor skal Bibelen fortolkes ind i enhver ny tid og livssituation.
Formidlingen af evangeliet og arbejdet med kirkelig fornyelse har baggrund i det lutherske princip Skriften alene. Netop med Skriften alene gjorde Luther op med den kirkelige autoritet og en autoritativ udlægning. Alene den korsfæstede Kristus er kriteriet for tolkning. Derfor kan ingen kirkeordning eller bestemt opfattelse af, hvad kristendom går ud på, lægges ned over Skriften. Der findes således ingen bestemt bibeltro udlægning af Bibelens tekster. Heller ikke det modsatte. Altså er der heller ikke noget problem med den historisk-kritiske metode.
Luthersk identitet betyder endvidere, at troen alene er et forhold mellem Gud og mennesket. I troen på syndernes forladelse på grund af Kristus er den enkelte derfor frigjort til et udadvendt og aktivt liv i samfundet og for næsten og dermed også til at være kritisk i forhold til destruktive og uretfærdige ordninger i samfundet. I bogen Den tredje reformation påpeger Morten Thomsen Højsgaard, at det store flertal af Danmarks befolkning gerne kalder sig troende. Men det nye er, at vi nu selv går mere og mere på jagt efter det, som vi vil tro på. Det er en Google-religiøsitet, hvor vi kun søger det, vi har brug for. Og sådan bliver vi centrum i vores egen tro. Vi tror for at have det godt, hvilket passer vældig godt til vores stigende individualisme.
En kristen spiritualitet forankret i en luthersk identiet står her over for et nyreligiøst egotrip og frikirkeligt føleri.
Bibelen har ikke noget at gøre på rådhuset, sagde Luther. Kirken kan ikke legitimere politiske handlinger, lige så lidt som staten kan bruge kirken som garant for sine handlinger. Det er god, gammel luthersk lære, at kirken er fri til at kunne virke i samfundet uden at tage politiske hensyn. Og dermed er kirken fri til at være kulturens og politikkens kritiske samtalepartner.
I FORDUMS TIDER påtog tidehvervsoprøret sig den opgave at sætte centrale evangeliske dagsordener op mod en identitetssvag kirkelighed. Dengang gjorde Tidehverv det med en prægnans, som gav genlyd i hele samfundet. En del tidehvervsfolk når man ser bort fra dem, der har solgt sig selv til en primitiv højrefløjspolitik er stadig blandt dem, der uden for den missionske fløj slider mest seriøst med den evangelisk-lutherske identitet.
Men hvor kunne man ønske sig, at de gad komme ud af det teologiske elfenbenstårn, tale både ud fra og ind i den virkelighed, vi står i, og gå i en ærlig dialog med andre kredse i folkekirken i stedet for bare rutinemæssigt at skyde alt ned, der ikke kommer fra dem selv.
Vi skal nu for alvor i gang med udformningen af en styrelsesordning for folkekirken. En grundig teologisk refleksion over, hvad vi må forstå ved luthersk identitet, er ret så nødvendig, hvis ikke der skal gå ren struktur og politik i en forfatningssnak. En ny styrelsesordning må for alt i verden ikke ende i kontorchefstyre. Nej, en forfatning for folkekirken skal give kirken teologisk ledelse forenet med den stadige rummelighed.
Og så er vi på vej til reformationsjubilæet i 2019, 500-året for Luthers berømte teser. Det er vel i sig selv en udfordring til at gøre et ordentligt stykke teologisk arbejde og samtale om, hvad luthersk identitet er i fremtiden.