Folkekirken er en kulturinstitution

Folkekirken er god til at være kirke, fordi den er god til at være kulturinstitution. Samtidig er dens styrke, at den er dybt integreret i samfundet. Sådan lyder nogle konklusioner fra forskningsprojektet ”What money can’t buy”

Lektor i teologi Hans Raun Iversen fotograferet på hans kontor på Teologisk Fakultet i Købmagergade til Tro&Tvivl
Lektor i teologi Hans Raun Iversen fotograferet på hans kontor på Teologisk Fakultet i Købmagergade til Tro&Tvivl. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

FOLKEKIRKEN ER et stykke institutionel kultur, der promoverer et bestemt kulturelt udtryk, dansk kristendom, ligesom andre kulturinstitutioner promoverer hver deres kulturelle udtryk (litteratur, teater, musik, dans og så videre). Som kulturinstitution er folkekirken ”på markedet” på linje med andre kulturinstitutioner, der vælges til og fra af brugerne og eventuelt søges ”konkurrenceudsat” af stat og kommune. Fyns biskop, Tine Lindhardt, beskriver folkekirkens situation således:

”Vi må tage alvorligt, at vi er på en markedsplads, og derudfra gøre alt, hvad vi kan for, at evangeliet når mange. Og samtidig må vi insistere på, at kirken og evangeliet altid er mere end markedet og ikke henter sin berettigelse i markedsandele.” (Præsteforeningens Blad 13. maj 2016, side 480).

Hvad Tine Lindhardt siger om folkekirken, gælder i lige grad for alle kulturinstitutioner, som for eksempel bibliotekerne, bogmarkedet, Danmarks Radio, museerne og teatrene og så videre. Alle kulturinstitutioner er placeret ”mellem marked og katedral”, som formanden for Kulturministeriets bog- og litteraturpanel, Stig Hjarvard, udtrykker det.

DA VI I EFTERÅRET 2013 søgte Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation om en bevilling til et tværfagligt forskningsprojekt med økonomer, jurister, religionssociologer og teologer, valgte vi at studere folkekirken som kulturinstitution. Hvad sker der med kulturinstitutionerne i en situation med markedsgørelse, individualisering og behov for at bidrage til den sociale kapital? Kan vi blive klogere gennem et komparativt studium, hvor folkekirken sammenlignes med andre store kulturinstitutioner i Danmark – og med seks nordiske nabokirker?

Her snart to et halvt år inde i det treårige projekt står det klart, at befolkningen og kirkemedlemmerne behandler folkekirken helt på linje med de andre kulturinstitutioner. Institutionerne overlever ikke, hvis de ikke indretter sig efter markedets udbud og efterspørgsel. På den anden side overlever de heller ikke, hvis de ikke holder fast ved deres indhold, budskab og kvalitetsidealer. Folkekirken må holde fast i at være kirke, men teateret må sandelig også holde fast i at være teater. Holdes skuespillets, ballettens og musikgenrernes kvaliteter ikke i hævd, dør teateret af det. På den ene side kan kulturinstitutioner sikre sig virkelig meget, både professionel kvalitet og folkelig bredde, hvis man har penge nok at gøre godt med. På den anden side må enhver kulturinstitution hele tiden vende tilbage til sit formål og skærpe profilen derefter.

Vi kan illustrere situation med udviklingen på Vesterbro, som er undersøgt for nylig. Vesterbro Sogn er både befolkningsmæssigt og kirkeaktivitetsmæssigt en ”spydspids” i den folkekirkelige udvikling, da befolkningen er yngre og mere veluddannet end befolkningen generelt. Den kultur, der præger Vesterbro – og fremtidens Danmark – betyder blandt andet, at man sagtens kan bruge folkekirkens (kultur)tilbud, måske endda hyppigt og med glæde, uden at forbinde det med dåb og medlemskab af kirken. Det livsvarige medlemskab af en forening eller en institution som folkekirken er ingen selvfølge i en situation, hvor foreninger er noget, man melder sig ind i og ud af, som det falder sig. Det er o.k. at være medlem af Kræftens Bekæmpelse, Naturfredningsforeningen eller Louisianas Venner, men det er jo ikke nødvendigt.

SAMFUNDSUDVIKLINGEN får os til at efterspørge identitetsgivende og spirituelt opløftende kulturtilbud. Vesterbro Sogn efterkommer her nogle klare behov, som ellers ikke ville være blevet tilgodeset eller som – mere sandsynligt – ellers ville være blevet søgt dækket af udbud med en helt anderledes retning og kontekst. Vesterbro Sogn rækker ud mod alle kulturelle segmenter – delvist ved at overtage deres kulturelle former, men primært ved at satse på tilbud, som giver mulighed for identitetsudvikling og spirituel erfaring på tværs af tilhørsforhold til det ene eller det andet kulturelle segment. Definerer man folkekirken ud fra Grundtvigs fordring til folkekirken om af være 1) kirke for folk, 2) på folks præmisser og 3) med folk og folkelige behov som de store drivhjul, må man sige, at Vesterbro Sogn er lige så meget folkekirke på Vesterbro, som kirken er folkekirke på helt andre måder helt andre steder i landet.

Folkekirken på Vesterbro er en stor og ganske velfungerende kulturinstitution, hvis aktiviteter har et tydeligt og værdsat spirituelt løft, som næppe findes med tilsvarende kvalitet andre steder og slet ikke på en måde, så Vesterbro-befolkningens relativt stærke vægtning af ”kristne værdier” tilgodeses.

Befolkningen på Vesterbro er ”spydspids” i den kulturelle udvikling i Danmark, hvor befolkningen mere og mere fremstår som ”principielle sekularister” og ”konkrete konservatorer”, sådan som ph.d.-studerende Astrid Krabbe Trolle har udtrykt det i en banebrydende artikel fra 2015: Danskerne flest vil gerne være frisatte fra alle bindinger, ikke mindst de religiøse, men de vil fortsat gerne have en vis forankring i kristendommen, blot det ikke skal ske gennem binding til faste former, hvortil dåb og medlemskab også hører for flere og flere.

HVIS VI VIL FORSTÅ, hvad der sker med kirke og kristendom, må vi fæste blikket på, at kristendom er kultur, og kirken er en kulturinstitution. Set ud fra folkekirken som case må kulturinstitutioner, der skal klare sig i forhold til markedet og individualiseringen, hvile på tre piller: 1) professionel faglighed i alle møder med brugerne; 2) kulturel tradition med folkelig klangbund og 3) lokalt forankret, fleksibel ledelse.

Når folkekirken klarer sig bedre end de seks andre gamle nationalkirker i Norden, Skotland og England, er en hovedgrund, at den i praksis er god til at være ”samfundskirke” modsat ”kirke-kirke” eller ”menighedskirke”, for nu at bruge Linda Woodheads terminologi i vores nye bog om de syv nordiske kirker. Ved hele tiden at være med i billedet som et åbent tilbud på folks præmisser vinder folkekirken en bredde i indpas og tillid, som de andre kirker sjældent har. Folkekirkens skoletjenester er et godt eksempel, et andet er folkekirkens solidariske deltagelse i fælles, lokale kulturarrangementer.

En kulturinstitution kan i længden ikke bidrage til samfundets sociale kapital og normative grundlag, hvis den ikke fastholder netop sit ikke-økonomiske indhold. Juleaftensfejring og kirkelige handlinger i folkekirken fungerer ofte som en slags opvarmningsband i forhold til den store fest, som skal følge. Ofte er det dog just opvarmningsbandet, der sætter standarden og får reddet festen, som måske slet ikke kunne være gennemført uden kirken. Her er den folkelige, men fortsat kristeligt markante begravelse fra kirken et godt eksempel.

Folkekirkens akilleshæl kan se ud til at være, at den er født som en autoritær institution, der aldrig fuldt ud har udviklet sin karakter af demokratisk folkebevægelse. Ledelsens demokratiske forankring er dog ikke nødvendigvis afgørende for, hvordan en kulturinstitution klarer sig, hvis den ellers har fingeren på den folkelige puls.

Meget positivt nyt er det, at op mod 280.000 danskere er villige til at tage en tørn i et menighedsråd ifølge Steen M. Rasmussens nye undersøgelse. Det er nok et udtryk for folkekirkens brede, folkelige forankring.