Prøv avisen

Folkekirken er i en forkyndelseskrise

Hvis folkekirken kan genfinde en løs struktur, hvor den enkelte menighed, det enkelte sogn har en vidtstrakt frihed, så kan folkekirken måske stadig spille en rolle i denne nye fortælling om mennesket - men friheden er ikke for fastholdere, skriver dagens kronikør. Foto: Morten Stricker

Indførelsen af et ritual for vielse af homoseksuelle er et symptom på folkekirkens grundlæggende forkyndelseskrise. Man kan i folkekirken ikke forestille sig andet, end at alle skal have lov til alt, selvfølgelig. Hvad der i denne udvikling er den gamle grundtvigske sandhed: at mennesket skal leve sig til sandhed, mener dagens kronikør

I 1907 UDGAV den nyudnævnte professor i kirkehistorie Valdemar Ammundsen en bog med titlen Den unge Luther. Præsentationen af Luthers teologi, som blandt andet byggede på den påbegyndte Weimarudgave af Luthers skrifter, fik de to gamle ærkegrundtvigianere Skat Rørdam og Otto Møller til at blive noget mistrøstige.

De to havde i 50 år skrevet breve til hinanden om stort og småt, og nu betroede de hinanden, at hvis Ammundsens fremstilling af Luther var korrekt og det havde de ingen grund til at betvivle så havde de to grundtvigianere aldrig prædiket luthersk!

LÆS OGSÅ: Bevar religionen i det offentlige rum

Hvad var det da ved Ammundsens fremstilling af Luther, der i den grad forekom fremmed for de to, som havde taget livet og evangeliet til sig i den skikkelse, hvori Grundtvig havde fremstillet det? Det var Luthers lære om, at mennesket på én gang er synder og retfærdig.

Ammundsens fremstilling viste, hvor gennemgribende denne tanke organiserer og gennemsyrer Luthers teologi og bibelfortolkning. Og samtidig havde Skat Rørdam og Otto Møller en klar forståelse af, at denne lutherske tankegang ikke er virkelighedstro. Den fornægter et træk ved den menneskelige tilværelse, som Grundtvig havde fremhævet og kastet lys over, nemlig det træk, at mennesket trods sit fald lever sig til sandhed.

Luthers lære om, at mennesket på en gang er synder og retfærdig, ender i et menneskesyn, hvor mennesket altid er galt afmarcheret. Ellers havde det jo ikke totalt brug for nåden. Hvis man sidder med en syltetøjsmad i hånden og taber den, så er der 50 procent chance for, at den falder med franskbrødssiden nedad, så syltetøjet ikke tværes ud mod jorden, og 50 procent chance for, at den falder med syltetøjssiden mod jorden. Men Luthers lære om, at mennesket er en synder, endte i et menneskesyn, hvor mennesket altid faldt med syltetøjssiden nedad!

Mennesket er altid en nar, en klovn, en tumling, der med usvigelig sikkerhed vælger forkert og dumper ned til den forkerte side. Denne side af lutherdommen, hvor mennesket så at sige naturnødvendigt går forkert af det sande og livsfremmende, gav lutherdommen mulighed for at komme overens med det menneskesyn, der generelt blev herskende efter Første Verdenskrigs rædsler, et menneskesyn, hvor menneskets grusomhed og dumhed konkurrerede om at være det væsentligste træk.

NATURALISMEN BESKREV mennesket som en mekanisme, der reagerede pr. instinkt og drift. Socialvidenskaberne kortlagde menneskets sociale handlen og påviste de egoistiske og snæversynede interesser, der ledte den enkelte i hans eller hendes politiske og sociale valg, og freudianismen nedskrev endegyldigt mennesket til drift og narcissisme.

Diagnosen måtte herefter være klar: Der måtte skabes en stærkt styrende statsmagt, en offentlig administration, der på alle ledder og kanter afbødede menneskets konsekvent tåbelige og uhensigtsmæssige handlingsmønster.

Dermed fik vi den socialdemokratiske formynderstat. Og det underlige var, at den lutherske danske folkekirke gik så udmærket i takt med dette politiske system! Mennesket var jo en uforbederlig synder, der altid faldt med syltetøjssiden nedad og altid var i færd med at ødelægge livet for sig selv og sin næste.

Derfor måtte kirken se det som sin opgave at arbejde med på formynderstatens program og blot en gang imellem sådan rent ceremonielt minde staten om, at den altså ikke var gud.

Naturalismens, socialvidenskabernes og freudianismens menneskesyn, at mennesket er en kastebold for alle mulige og umulige påvirkninger og konsekvent fejlagtig i sine valg, er i vore dage blevet modificeret til, at mennesket er et harmløst legebarn.

Og den folkekirkelige forkyndelse kan sammenfattes i en berømt teaterreplik: Jamen lad dog barnet! Lad dog barnet få sin vilje, lad det lege, som det vil, så bliver det lykkeligt! Lykke er jo et spørgsmål om den rette kemi, blot den er til stede i krop og tanke, så har mennesket det godt og nyder sin fredagsrødvin uden at lade sig besvære af gamle, besværlige forestillinger om livets mening.

INDFØRELSEN AF et ritual for vielse af homoseksuelle er blot et symptom på denne grundlæggende forkyndelseskrise. Man kan i folkekirken ikke forestille sig andet, end at alle skal have lov til alt, selvfølgelig. Når blot det er lov i landet, så er alt tilladt.

Hvad der i denne udvikling er glemt, er det, som de to gamle grundtvigianere Skat Rørdam og Otto Møller vidste: at mennesket skal leve sig til sandhed!

At der i det enkelte menneskes livsløb og skæbne er gemt oplevelser og erfaringer, som skal bringe den enkelte under vejr med sig selv.

Og at mennesket igennem sit levnedsløb finder en sandhed, som er eksistentiel og ikke samfundsmæssigt sanktioneret lykkenarko. Derfor begynder der nu en ny fortælling om mennesket. En fortælling, hvor mennesket træder ud af velfærdsstatens gummicelle og begiver sig på vej mod at finde det billede, hvori Gud har skabt ham. Erkendelsen sker i et samspil mellem de evige livslove, skaberen har givet for tilværelsen, og så den enkeltes unikke levnedsløb.

Forskellige træk ved vores tradition må forarbejdes i denne sammenhæng. Hvad betyder det for eksempel, at Jesus kalder Gud for Fader? Det forstås i dag i alt for høj grad sådan, at Gudfader er en mildtskægget, altaccepterende farlille. Men når Jesus kalder Gud for Fader, betyder fader for Jesus vel i lige så høj grad autoriteten, myndigheden, der skal adlydes. Og der er jo også i vores tradition tankegange, der ikke reducerer mennesket til et led i naturlovenes kæde af årsager og virkninger.

I filosoffen Immanuel Kants religionsfilosofi har vi en tankegang om mennesket, hvor mennesket nok lever i den verden, hvor årsags-virknings-loven gælder, men hvor mennesket også har en anden natur, en frihedsnatur, der uden ydre årsag kan sætte noget nyt i gang.

Disse frihedshuller midt i årsagernes og virkningernes sammenhænge kan mennesker stadig opsøge og finde.

Den nye fortælling om mennesket handler om afskeden med det samfund, hvor fællesskabet blev en fælde, og lykken en løkke om halsen, en fortælling om kristne som besværlige dissidenter, der hist og her finder midlertidige fællesskaber.

Hvis folkekirken kan genfinde en løs struktur, hvor den enkelte menighed, det enkelte sogn har en vidtstrakt frihed, så kan folkekirken måske stadig spille en rolle i denne nye fortælling om mennesket men friheden er ikke for fastholdere.

Vi går spændende tider i møde: Skal folkekirken forsvinde i statskirkelig ligegyldighed eller genvinde sin plads som stedet, hvor et myndigt, frisættende ord lyder?