DEN 1. SEPTEMBER 2008 udgik der et brev fra Kirkeministeriet til samtlige stifter og selvstændige institutioner i den danske folkekirke med påbud om udarbejdelse og indgåelse af resultataftaler for 2009.
Dermed er der igangsat en proces, som i løbet af ganske kort tid vil medføre den største forandring, der nogensinde er sket inden for folkekirken. Forandringen vil være så gennemgribende, at det er meget svært at forudsige helt præcist, hvilke konsekvenser det i sidste ende får, ikke bare for folkekirken, men for samfundet som sådan.
Af indledningen til brevet fremgår det, at Kirkeministeriet handler på vegne af Finansministeriet, som ønsker en mål- og resultatstyring af alle enheder i folkekirken.
Formålet med resultataftalerne er endvidere at danne grundlag for en såkaldt styringsdialog internt i folkekirkens enheder og i relationen mellem enhederne og Kirkeministeriet samt at igangsætte udviklingsinitiativer og udvikling af folkekirkens rammer, herunder folkekirkens bidrag til den danske kulturarv.
Resultataftalerne vil ikke mindst komme til at spille en afgørende rolle for budgetfølgegruppen, der disponerer over den omprioriteringspulje, der vil figurere i fællesfondens budget fra og med regnskabsåret 2010. Selve processen med indgåelse af resultataftalerne følger en stram tidsplan og en fælles skabelon. Alle resultataftalerne skal være underskrevet inden årsskiftet, således at de kan træde i kraft pr. 1. januar 2009.
For hvert stift og for hver institution i folkekirken skal der opstilles tre eksternt rettede resultatmål. Fokus vil komme til at ligge på de pågældende enheders væsentligste kerneydelser, men målene skal være sammenlignelige på tværs af enhederne.
Det understreges slutteligt i brevet, at resultataftalerne er et blivende styringsredskab, og at der derfor må påregnes et varigt ressourcebehov til indgåelse og opfølgning på resultataftalerne.
Brevet af 1. september er fulgt op af brev af 30. oktober med skabeloner, vejledninger, eksempler og anden form for inspiration til udarbejdelser af resultataftalerne, som skal indsendes til Kirkeministeriet senest den 28. november.
RESULTATAFTALERNE BETYDER, at folkekirken underkastes det, der hedder New Public Management. Noget af det karakteristiske for New Public Management er en adskillelse af ledelse og det arbejde, der udføres. En leder i folkekirken skal således ikke beskæftige sig med kirkeligt arbejde, men skal lede. Allerhelst skal lederen være uddannet leder, og det vil i henhold til New Public Management fortrinsvis sige økonom. Økonomer ved nemlig noget om tal, og pointen i New Public Management er den, at alt omsættes til tal. Det har flere fordele. Tallet muliggør eksempelvis, at man kan måle og afveje og ikke mindst sammenligne på tværs af forskellige områder. Dermed kan man konkurrenceudsætte disse områder i forhold til hinanden.
Den helt store gevinst ved New Public Management er muligheden for en ekstern styring af organisationen som helhed. Ledelsen centraliseres, og der kommer mere beslutningskraft i den forstand, at beslutninger, der tages i toppen, øjeblikkeligt får konsekvenser på alle niveauer og i alle dele af organisationen.
Hvad der er styrken ved New Public Management, er imidlertid også svagheden. Den store beslutningskraft betyder nemlig, at eventuelle forkerte beslutninger kan have helt katastrofale konsekvenser. Faktisk kan bare en enkelt forkert beslutning køre hele organisationen i sænk. Alene derfor er det hverken hensigtsmæssigt eller rationelt at styre en så stor og omfattende organisation som den danske folkekirke ved hjælp af New Public Management.
Der er også andre bivirkninger forbundet med New Public Management. Den økonomiske kalkule bliver fuldstændig enerådende. En sådan indsnævring og afstumpning af rationaliteten er ikke heldig, slet ikke i forhold til kirken, hvor det vil føre til lukning af hundredvis af kirker, navnlig på landet.
En anden bivirkning er, at alt tvinges ind i de samme modeller og derfor kommer til at ligne hinanden. Det er faktisk heller ikke ønskværdigt i en landsdækkende og sammensat organisation som folkekirken, der spænder lige fra sjælesorg på Herlev Hospital til babysalmesang i Bøvlingbjerg.
En af de helt store bivirkninger ved New Public Management er imidlertid, at solidariteten og samarbejdet mellem enhederne forsvinder. Stifter, provstier og sogne sættes i et konkurrenceforhold til hinanden og helt sikkert om stadig færre midler. Lederne, altså alle administratorerne, herunder biskopper og provster, sættes i et modsætningsforhold til alle slaverne, altså de almindelige præster, der udfører det, som vi i dag vil pege på som det reelle arbejde. Det skyldes et nyt lønsystem, der indføres sammen med New Public Management, og som skaber endog meget stor forskel på lønniveauet på direktionsgangen og på fabriksgulvet.
DET ER OGSÅ EN ALVORLIG bivirkning ved New Public Management, at almindelige medarbejdere af forskellige grunde hurtigt vil føle sig tilskyndet til en generel ansvarsfraskrivning i forhold til sit arbejde og illoyalitet i forhold til organisationen. Det kalder på mere ledelse, overvågning og kontrol. Og dermed er der sat gang i en ond cirkel, som ikke bare fører helt ufatteligt store udgifter med sig, men som også er ødelæggende for arbejdsglæde og ansvarsfølelse.
New Public Management betyder kort og godt ikke, at man får mere kirke endsige mere kvalitet for pengene, selvom det er det, der vil være påstanden. Man får tværtimod mindre kirke og mindre kvalitet. Det eneste, man får mere af, er overvågning og kontrol.
På et tidspunkt i processen vil der blive iværksat et generelt karaktermord på præstestand og kirkefolk, ganske som vi har set det i forhold til lærerstanden almindelige medarbejdere vil få mundkurv på, og kun ledelsen må udtale sig der vil komme stressforårsagede sammenbrud i massevis.
Afslutningsvis vil jeg ganske kort ridse op, hvad der kommer til at ske i de kommende år. I forbindelse med anden generation af resultataftaler, som man begynder at arbejde med, lige så snart man har indgået aftalerne for 2009, vil man fokusere på succeskriterier. Man vil altså spørge om, hvordan man ude omkring i enhederne egentlig kan afgøre, om man nærmer sig de angivne mål, eller om man fjerner sig fra dem. Med tredje generation af resultataftaler vil der blive opstillet såkaldte indikatorer. Indikatorerne er målepunkter med eksternt fastlagte krav om håndfaste og målbare tal. Tallene skal kunne afvejes af ministeriet og Rigsrevisionen samt bruges til sammenligning på tværs af enhederne.
Inspiration til denne skitse af de tre første generationer af resultataftaler har jeg hentet fra en beskrivelse i Forskerforum af de udviklingskontrakter, som universiteterne er blevet tvunget til at indgå over de sidste fem-ti år. Også her er der tale om indførelse af New Public Management som styreform. Da folkekirken og universiteterne på mange måder ligner hinanden, kan man frygte, at indførelsen af New Public Management vil have de samme katastrofale konsekvenser for folkekirken, som det har haft for universiteterne.
Det er meget svært at vurdere de endelige konsekvenser af New Public Management. Personligt frygter jeg, at det vil føre til en sprængning af folkekirken indefra. Et stigende antal præster og menigheder vil givetvis finde det uacceptabelt at blive styret stramt af Finans- og Kirkeministeriet. Flere og flere vil derfor bryde ud af folkekirken og danne deres egne kirkesamfund. Da det i mange tilfælde sandsynligvis også vil omfatte en skoledannelse, undermineres folkeskolen i samme bevægelse. Dermed sættes de to hovedleverandører af sammenhængskraft til det danske samfund ud af spil.
Povl Götke er lic.theol. og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster