”Når du går fra at være muslim til at blive kristen, er det som om dit hjerte og dine lunger bliver revet ud, og du har brug for et nyt hjerte og nogle nye lunger”.
Sådan udtrykte en konvertit fra Iran sin egen indre proces, da hun konverterede fra islam til kristendom.
Siden 2014 er mere end 600 herboende iranere og afghanere blevet medlem af folkekirken. Dertil kommer de konvertitter, som stadig er i asylfasen, samt dem som er blevet døbt ind i andre kirkesamfund. Dermed ser vi i Danmark et glimt af det globale fænomen, hvor tusindvis af farsitalende konverterer og bliver døbt.
I foråret var den iranskfødte teolog og sociolog, Sara Afshari, ansat i Folkekirkens Migrantsamarbejde som ekstern konsulent for at hjælpe med at blive klogere på, hvordan folkekirken kan blive bedre til at møde behovene hos de mange farsitalende konvertitter, som er blevet døbt de senere år. Hendes undersøgelser mundede ud i en rapport, som nu er offentliggjort på dansk i forkortet version. Rapporten indeholder en analyse af situationen blandt de farsitalende, en identificering af de væsentligste behov, samt en række anbefalinger til, hvor folkekirken bør styrke arbejdet.
Billedet med hjertet og lungerne peger på en grundlæggende problematik, som kirken i Danmark bliver nødt til at forholde sig til. Selvom mødet med evangeliet for mange konvertitter medfører en stærk oplevelse af indre fred, frihed, tilgivelse og ubetinget kærlighed, som bringer en frisk start på livet og et fast holdepunkt i hverdagen, så er der også udfordringer for det menneske, som står midt i processen med at konvertere.
Den indre ommøblering, som det enkelte menneske gennemgår, kan af mange nemlig samtidig opleves meget gennemgribende og altomfattende, idet der vendes op og ned på alt. Den islamiske praksis, som konvertitter har vendt ryggen, har for nogle reguleret hverdagen helt ned i små detaljer om, hvordan man går på toilettet, hvordan man spiser og hvordan man forholder sig til køn og ægteskab. Lige så befriende det er at blive løst fra islams regelbundne åg, lige så tomt kan det føles, hvis intet træder i stedet.
Kan vi som kirke tilbyde et fundament, en spiritualitet og en kristen praksis – tilegnet i en atmosfære af evangelisk frihed – som kan tilfredsstille konvertitters åndelige behov og hjælpe dem på konkret og praktisk vis med at leve i deres nyerhvervede tro?
Mange konvertitter efterspørger mere undervisning, mere vejledning om livet som kristen, og mere favnende fællesskaber, som kan møde deres sociale behov og guide dem i deres integration i troen, i kirken og i samfundet. Præster og menigheder, som har nær kontakt med de nye farsitalende konvertitter, ved, at der er tale om en omfattende opgave.
Undersøgelsen viser, at der blandt de farsitalende konvertitter hersker en meget stor beundring og respekt for præsterne og de øvrige kristne ledere, ikke mindst for deres kærlighed og imødekommenhed. Adspurgt, hvilke spørgsmål de ønskede at stille til deres præst, hvis de fik muligheden, kom der interessante udsagn frem:
Hvordan kan du have sådan en indre fred? Hvad er dine kampe, og hvordan overvinder du dem? Hvorfra får du energi og mod til at blive ved med at tjene menigheden? Hvordan kan du acceptere selv de mennesker, som lyver for dig eller på anden måde bryder din tillid?
Alle sammen spørgsmål, som centrerer sig om præstens spiritualitet, kristne liv og personlige fundament i troen. Det stiller nye krav til præsters rolle, som vi i vores danske religiøse blufærdighed ikke er vant med.
Men måske endnu vigtigere, så bliver det tydeligt, at konvertitters åndelige længsel, utallige spørgsmål og sociale behov forekommer uudtømmelige. Mange i folkekirken har oplevet at komme til kort, for eksempel på grund af mangel på ressourcer, mangel på viden, eller på grund af sprog- og kulturbarrierer. Kan vi som folkekirke overhovedet løfte opgaven?
Efter at have beskrevet og analyseret de farsitalende kristnes møde med den kristne tro og med kirken i Danmark, giver Sara Afshari seks anbefalinger til, hvad folkekirken bør prioritere i arbejdet, samt hvordan dette kan implementeres konkret.
For det første mener hun, at folkekirken skal gøres mere inkluderende. Integration er en tovejsproces, hvilket betyder, at også folkekirken forandrer sig i mødet med mennesker fra andre sprog og kulturer. Folkekirken skal derfor indrette sig på nye måder, så de nye kristne kan indgå i menigheden som ligeværdige deltagere og bidragsydere, også i de almindelige gudstjenester og menighedsfællesskaber.
For det andet skal folkekirken fokusere på kristen dannelse og uddannelse af konvertitter, så de bliver hjulpet med deres integration i troen, i kirken og i samfundet. Ud over den meget vigtige del, som håndteres lokalt, anbefales det, at der på et højere niveau tilbydes et dannelses- og uddannelsesforløb på farsi, som kan understøtte den lokale tilknytning og hjælpe med konvertitters trosmæssige, sociale og kulturelle integration.
For det tredje peges der på behovet for at udpege en koordinator, som selv taler farsi, og som har en modenhed og legitimitet blandt de farsitalende selv. Koordinatoren skal blandt andet have til opgave at understøtte dannelsen og uddannelsen af konvertitter som beskrevet ovenfor. Desuden skal koordinatoren hjælpe med at udvikle en database over materialer og ressourcer på farsi samt rådgive danske præster og menigheder.
For det fjerde anbefales det, at folkekirken støtter op om flygtninges og indvandreres kulturelle og sociale integration i Danmark. Det indebærer blandt andet, at menighederne skal tilbyde undervisning i dansk sprog samt indføring i danske samfundsforhold samt bidrage til, at medierne og offentligheden lærer flygtninges og indvandreres historier og vilkår at kende.
For det femte påpeges asylansøgeres særlige behov for menneskelig støtte, mens de afventer udfaldet af asylsagen. For afviste asylansøgeres vedkommende kan kirken hjælpe med at skabe et realistisk overblik over den enkeltes fremtidsmuligheder.
Den sjette og sidste anbefaling peger på, at folkekirken bør lære af den engelske kirkes arbejdsgren Presence and Engagement, som har stor erfaring med, hvordan man kan være kirke i et kulturelt og religiøst mangfoldigt samfund.
Dermed peges der langt ud over den konkrete udfordring, det er at imødekomme behovene blandt den afgrænsede gruppe af farsitalende konvertitter. Der er snarere tale om, hvordan folkekirken i det hele taget er til stede og involverer sig i områder med stor kulturel og religiøs diversitet.
Folkekirkens Migrantsamarbejde er allerede i gang med en række tiltag med henblik på at implementere nogle af anbefalingerne. Blandt andet arbejdes der på at etablere et landsdækkende samarbejde mellem provstier, som vil indgå i et samarbejde om at løfte opgaven. Målet er at kunne ansætte en farsitalende koordinator, som kan komme på besøg og være konkret til stede med bistand i de sogne, hvor der er berøring med farsitalende. Samtidig er der en række presserende opgaver, som koordinatoren skal løse i en bredere sammenhæng.
Opgaven med at imødekomme de nye farsitalende kristnes behov er omfattende og kan virke uoverkommelig for mange lokale menigheder, som har berøring med konvertitter. Men med de rette tiltag vil folkekirken være i stand til at løse opgaven.