Årets store DR-satsning inden for tv-drama, ”Herrens Veje”, har med god grund vakt opsigt, fordi den vover at tage afsæt i et miljø, som ikke hører til de mest almindelige – en præstefamilie, som der næppe er mere end et par tusind stykker af i kongeriget. Og endnu mere vovet: Den inddrager tro og metafysik i et hverdagsdrama.
Af samme grund synes serien også at have vakt en vis begejstring i præstekredse. Jeg hører ikke længere til de begejstrede. ”Ikke længere” betyder, at jeg til at begynde med var positivt overrasket over seriens ganske ligefremme og øjensynligt fordomsfrie tag på det trosmæssige og det præstelige, men som serien er skredet frem, er historien også skredet mere og mere i retning af det utroværdige.
En ting er det dramaturgiske, som meget tidligt havde en tone af noget overspændt og overtydeligt. Mine egne voksne børn er for længst stået af. De gider den simpelthen ikke. Ikke fordi de støder sig på det kirkelige og trosmæssige, men bare fordi den mangler helt almindelige dramamæssige kvaliteter.
Men værre end det er den tiltagende utroværdighed i portrættegningen. Særlig hovedpersonen, præstepatriarken Johannes Krogh, fremtræder som en person, man aldrig har mødt eller vil kunne komme til at møde i det virkelige liv.
Johannes er stykket sammen af træk fra vidt forskellige personligheder og overbevisninger, som aldrig ville forekomme i én og samme person i det almindelige liv. På den ene side udviser han en håndfast fromhed, der ligner noget fra en fjern fortid. Hans søn, August, lider af posttraumatisk stres efter en tur som militærpræst til Mellemøsten. I en scene, hvor angsten igen griber August, maner Johannes ham til ro ved, knælende på et fortov, at citere Salme 23 for ham.
Men hans fromhed synes i øvrigt stort set blottet for ægte, ydmyg troskamp. Ligesom hans teologi langt snarere minder om den klassiske, antifromme grundtvigsk-tidehvervske. Og så kan hans menneskekundskab skrives på bagsiden af et frimærke. Han opfører sig i den ene situation efter den anden som et menneske, der ikke har begreb skabt om almindelige relationer og basal sjæleindsigt tillige med, at han bundnaivt forfægter tro mod viden. August skal hellere tro på Gud end snakke med en psykiater og tage psykofarmaka.
Med andre ord: Fromhed går ikke hånd i hånd med almindelig menneskelighed og moderne viden. Det gør derimod fromhed og en moral, der skraber bunden. Johannes er kvartalsdranker. Han er sin kone utro med en graver, han er magtbegærlig og uhæderlig.
Alt dette i én og samme person. Det er, som om forfatteren i sit researcharbejde med det folkekirkelige trosmiljø har forsøgt at hælde det meste af det, han har hørt, ned i én person. Resultatet er blevet en lettere forskruet præst, som det er meget svært at finde sympati for, og som det tillige er svært at forbinde med virkeligheden. En ubehagelig eftertanke har imidlertid meldt sig. Det er kun sammensætningen af uforenelige karaktertræk og teologier, der gør Johannes utroværdig. Tager man hver del for sig, er de ikke utroværdige. De findes derude i virkeligheden.
Utroskab er ikke en sjældenhed i den danske præstestand. Efter nogle år i miljøet går det op for én, at præster ikke skiller sig ud fra resten af befolkningen i det stykke, og måske knap heller mener, at de behøver at gøre det, al den stund mange danske præster er af den overbevisning, at der ikke findes en konkret, almengyldig kristen moral, men kun hin enkeltes ansvar for Vorherre under kærlighedens fordring. Som en variant af det hørte jeg for nylig, at statistikken siger, at den erhvervsgruppe i Danmark, som lider af flest skilsmisser, er gruppen af kvindelige præster.
Med hensyn til alkoholisme fortalte tv-seriens præstekonsulent, Søren Hermansen, i et interview, at ”en del præster har et misbrug, af alkohol, stoffer og hele pivtøjet”. Magtsyge er nok heller ikke et fuldstændig ukendt fænomen blandt folkekirkens præster, lige så lidt som uhæderlighed og mangel på almindelig menneskelig anstændighed kan fraskrives præsterne.
På en måde samler Adam Price i sit ret kiksede portræt af en præst summen af et massivt problem i folkekirken: manglen på åndelig-moralsk konsistens.
Normalt er det den teologiske pluralismes kaos i folkekirken, der trænger sig på som problem. ”Herrens Veje” udstiller for så vidt også dette problem, når den – ganske vist irriterende klichéfyldt – lader visdom og sandhed flyde fra en ung buddhistmunks og en muslimsk soldats mund, hvorimod lyset kun i få og små glimt finder vej gennem præsternes mund. Man aner grundstemningen af fuldstændig uklarhed om, hvad kristendom egentlig går ud på. Far og søn, Johannes og August, prædiker i hver sin helt forskellige retning.
Men det virkeligt iøjnefaldende i dramaet er præsternes, og allermest hovedpersonens, fallerede livspraksis, som altså ganske vist er stykket sammen på en utroværdig måde i én og samme person, men som ikke desto mindre stykke for stykke udstiller en reel og dybt problematisk virkelighed i den danske folkekirke.
En kirke kan rumme præster, der kæmper med alle slags fristelser. En kirke kan også rumme præster, der falder i med begge ben og angrer og rejser sig igen. Ret beset har en kirke ikke andet end den slags præster, der ligesom alle andre er syndere, som igen og igen må bede om deres synders forladelse og frimodigt prædike og udleve nåden, som de selv lever af hver dag. Det svarer kun til Luthers ord: ”Vogt jer for at ville være så rene, at I ikke mere vil være syndere. Kristus bor ingen andre steder end hos syndere.”
Men en kirke kan ikke leve med præster, der prædiker og selv lever, som om essensen af evangeliet så er, at vi alle er syndere for Vorherre, så lad os spise, drikke og være glade, for i morgen er det alt sammen forladt. Det bliver – med nogle udtryk lånt af en af det 20. århundredes vigtigste lutherske teologer, Dietrich Bonhoeffer – nåden som udsalgsvare, nåden som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvorfra der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst, syndernes forladelse som en almen sandhed.
I dette reformatoriske jubilæumsår er der stærkt behov for at minde om en ofte fortiet side ved reformatorens forkyndelse. Luther gav adskillige gange luft for kraftig beklagelse over misbruget af det evangelium, som ellers var blevet så dyrebart for ham selv. ”Mennesker tror, at evangeliet giver dem frihed til at gøre, hvad de har lyst til,” skriver han i en prædiken, som i øvrigt understreger evangeliets grænseløse nåde. ”Ingen skabning kan se, hvor uendeligt langt mine synders tilgivelse rækker. Tilgivelsen er uden grænse. Den når højere end alle Himle og dybere end Helvedes afgrund.” Men misbruget af evangeliet svinger han altså pisken over i samme prædiken. ”Var de dog blot stadig under paven,” siger Luther om misbrugerne. Luther går endda så vidt, at han et andet sted kan skrive: ”Derfor er det også rimeligt og ret, at fordrukne og grove præster ikke skal have lov til at døbe.”
Gisp, sagde han virkelig det, denne evangeliets stjerneforkynder? Ja, det gjorde han, endda noget så eftertrykkeligt – og naturligvis, får man lyst til at tilføje. For sagde Mesteren ikke det samme, da han rakte nåden til en kvinde grebet i hor: ”Jeg fordømmer dig heller ikke. Gå bort og synd fra nu af ikke mere.”
Sagde Jesus det til en almindelig kvinde af folket, gælder det vel ikke mindre præster.
Henrik Højlund er sognepræst i Løsning-Korning