Folkekirken mellem kunst og BonBon-Land

Hvad skal folkekirken læne sig mest op ad? Installationskunsten, som giver folk noget at tænke på og reflektere over, eller BonBon-Land, hvor underholdningen og oplevelsen er det vigtigste? Det spørger dagens kronikør om

Hvad skal folkekirken læne sig mest op ad? Installationskunsten, som giver folk noget at tænke på og reflektere over, eller BonBon-Land, hvor underholdningen og oplevelsen er det vigtigste? Det spørger dagens kronikør om
Hvad skal folkekirken læne sig mest op ad? Installationskunsten, som giver folk noget at tænke på og reflektere over, eller BonBon-Land, hvor underholdningen og oplevelsen er det vigtigste? Det spørger dagens kronikør om. Foto: .

DET HANDLER OM at være kirke på vej og om at være kirke på en ny måde, når den offentlige debat igen og igen rejser spørgsmålet om, hvor folkekirken er på vej hen. Hvor vejen skal føre hen, og hvilke sten den skal belægges med, er der ikke altid enighed om, og fronterne trækkes ofte hårdt op. Sikkert er det dog, at kirken som altid og som alt andet i samfundet er i bevægelse. Det vil være en illusion at tro, at kirken kan finde sted helt uberørt af tid og rum. Kirken er med Grundtvigs ord bygget af levende stene og må derfor nødvendigvis som alt andet levende ændre sig i og med tiden.

LÆS OGSÅ: Kirkepolitik får lav prioritet af ny regering

For klarhedens skyld kan det være både interessant og inspirerende at følge processer og tendenser uden for folkekirken, som kan belyse og måske endda være med til at skabe en ny bevidsthed om kirkens setting in life. Her skal der netop med hjælp udefra gøres et forsøg på at skitsere to i tiden fremtrædende måder at være kirke på.

LÆS OGSÅ: Tænketank skal ruste folkekirken til ny kirkeordning

Den ene måde at være kirke på har mange lighedspunkter med installationskunsten. Den anden har flere lighedstræk med BonBon-Land.

Det er dog vigtigt indledningsvis at slå fast, hvad der er den evangelisk-lutherske folkekirkes opgave. Teologiens og dermed kirkens anliggende sammenligner den tyske teolog og filosof Paul Tillich med en ellipse med to brændpunkter. Det ene brændpunkt er menneskets spørgsmål til den menneskelige eksistens, og det andet er teologiens svar. I den kristne forkyndelse må det derfor være afgørende, at det tages alvorligt, at det er det, der er kirkens opgave. Kirkens opgave er, med baggrund i Guds åbenbaring, at give mennesket svar på dets eksistentielle spørgsmål. Og hvilken måde at være kirke på løser så den opgave bedst?

De to førnævnte måder at være kirke på vil begge hævde, at netop de løser den opgave bedst.

Det kan umiddelbart med de to komparativer lyde, som om der er ros til kirken, der læner sig op ad installationskunstens grundtræk. Her ligger ord som kompleks, intellektuel, elitær og interessant lige for. Hvorimod kirken, der læner sig op ad BonBon-Lands grundtræk, vil blive opfattet som en kirke, der primært er ude på at underholde folk og dermed ikke kan opnå samme respekt.

Men der behøver, de forskellige grundtræk til trods, ikke nødvendigvis at være kvalitativ forskel på de to typer kirke. Begge måder at være kirke på kan være lige gennemførte og lige gennemtænkte. Begge måder at være kirke på inddrager menigheden, udfolder sig i tid og danner et rum, man skal gå ind i for at kunne udforske det.

Der er dog også afgørende forskel på de to måder at være kirke på. Forskelle, der gør, at de i debatten befinder sig langt fra hinanden og også i den praktiske virkelighed befinder sig et stykke fra hinanden. Som installationskunsten og BonBon-Land gør det.

Men hvori består så den påståede lighed imellem kirken og installationskunsten? I en disputats fra 2009 undersøger lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet Anne R. Petersen installationskunstens grundkarakter og forhold til tid, rum og beskuer. En af de konklusioner, hun kommer frem til, er, at installationskunsten i modsætning til BonBon-Land forsøger at få beskueren til at tænke over, hvad han eller hun oplever, og at få beskueren til at tænke over, hvad kunstneren vil sige med sit værk.

INSTALLATIONEN eller værket kalder altså på engagement og sætter alt ind på at formidle og viderebringe svar på eksistentielle spørgsmål til beskueren. Den dansk-islandske installationskunstner Olafur Eliasson går endda så vidt som til i et interview med Clement Kjersgaard i DR 2s udsendelse Autograf at sige, at installationskunsten kan ændre verden for beskueren. Installationskunsten har et selvrefleksivt potentiale, der kan ændre verden og mennesker, hævder han, og værket kalder derfor på engagement og indlevelse fra beskueren. At kunst har potentiale til at få virkelige konsekvenser for mennesker, er et afgørende omdrejningspunkt i Eliassons produktion. Installationskunst er altså værdifuld, fordi den kan forandre.

Samme anliggende og engagement i det moderne menneske og dets livssituation findes altså i såvel teologien som i installationskunsten, hos såvel Tillich som Eliasson. Man finder samme forbindelse imellem Gud og mennesket, som man finder imellem kunsten og beskueren. Man finder samme nødvendighed af refleksion og af at formidle eksistentiel dybde og svar og dermed skabe mulighed for forandring.

En kirke, der ligger installationskunstens anliggende og grundtræk nær, vil derfor være tro mod den evangelisk-lutherske folkekirke, den vil besvare menneskets eksistentielle spørgsmål og dermed løse kirkens opgave, som den er beskrevet hos Tillich.

Den anden type kirke, der det seneste årti er blevet mere fremtrædende, er kirken, der har flest lighedstræk med BonBon-Land. Her er kirken blevet tivoliseret og poppet som en forlystelsespark, vil kritikere hævde.

Men hvad kendetegner BonBon-Land? Først og fremmest er BonBon-Lands mål at give gæsterne en sjov og positiv oplevelse. Anne R. Petersen beskriver i førnævnte disputats BonBon-Land som en miniatureverden, der udgør et visuelt og tematisk hele. Der bliver appelleret stærkt til både krop og sanser. Det handler ikke om, som for installationskunsten, at give folk noget at tænke og reflektere over. Det er underholdningen og oplevelsen, der er i centrum. I BonBon-Land findes der ingen svar.

Det andet, der kendetegner BonBon-Land, er, at der her i høj grad er tale om en konsumindustri. BonBon-Land vil ikke ændre verden for den enkelte, men underholde de mange. Det er et lukket eksperiment uden konsekvenser, som Eliasson udtaler i Autograf. Det handler altså i sidste ende om sjove oplevelser, masser af gæster og en positiv bundlinje. Det er kommerciel underholdning for de oplevelseshungrende.

MED HENVISNING TIL Tillichs formulering af, hvad det vil sige at være kirke, og hvad kirkens opgave er, må konklusionen være, at kirken, der læner sig op ad BonBon-Lands grundtræk og anliggende, ikke løser kirkens opgave i samme grad som kirken, der læner sig op ad installationskunstens grundkarakter og anliggende, ganske enkelt fordi den ikke med baggrund i Guds åbenbaring leverer svar på menneskets eksistentielle spørgsmål.

Men når det er sagt, må vi også erkende, at det ikke nødvendigvis er det samme, som at kirken med installationskunstens grundtræk er den eneste måde at være kirke på. Vi må nemlig samtidig konstatere, at mennesket anno 2011 ikke nødvendigvis stiller så mange eksistentielle spørgsmål. Der kan overalt spores en stigende tendens til eksistentiel dovenskab. En tendens, der betyder, at kirken, der læner sig op ad installationskunsten selvom den til fulde lever op til, hvad den er, nemlig den evangelisk-lutherske kirke for folket af mange vil blive betragtet som kedelig, alvorlig og elitær.

Med tendensen til eksistentiel dovenskab ser vi, at det moderne menneske i dag forventer, at der overalt bliver leveret sjove, positive oplevelses- og sansemæssige indtryk og oplevelser. Og set ud fra den virkelighed, ja, så har kirken der har flest lighedspunkter med BonBon-Land lettere ved at fylde kirkerne. Dog med fare for at ende som ren underholdning og konsumkirke.

Overvejelserne er mange og nødvendige, når kirkens vej skal stikkes ud og brolægges. Sluttelig skal der henvises til Olafur Eliassons replik til Clement Kjersgaard om, at kunst ikke er værdifuld, fordi den kan sælges, men fordi den kan ændre verden. Det samme gælder for teologien.

Birgitte Kragh Engholm er kulturattaché på det danske generalkonsulat i Sydney og hjælpepræst ved Frederikskirken i Sydney