Prøv avisen

Folkekirken og den moderne åndelige søgen

Der må bygges miljøer i folkekirkelig sammenhæng, hvor mennesker kan komme "udefra" og engagere sig på andre præmisser end dem, vi er vant til. Ikke mindst må der være plads til åndelig fordybelse, til åbne samtaler og til gensidig læring, skriver dagens kronikør. Foto: Unspecified

Det er væsentligt, at der bygges et eller flere miljøer op, hvor de mere dybdesøgende kan finde sig hjemme en form for moderne klostre i storbyen eller på landet, hvor stilhed, bøn og anden åndelig praksis ikke drukner i de mange andre aktiviteter, som er væsentlige for kirkerne

Folkekirken står i disse år over for en stor udfordring, nemlig at møde den åndelige søgen, som på mange måder pibler frem alle steder i samfundet, men som oftest finder veje uden for kirken. Denne moderne, søgende bevægelse kan ikke altid se sig selv genspejlet i de traditioner, som folkekirken bærer og er formidler af. Mange mennesker har ikke et indtryk af en levende kirke, som er vigtig for dem i dagligdagen, men søger et mangfold af andre steder hen for at danne sammenhæng og mening i deres eksistens.

LÆS OGSÅ: Danskerne: Præster dur ikke til åndelig vejledning

Det er vigtigt, at kirken svarer ind i denne eksistentielle længsel og ikke lader den gå forbi. Der må bygges miljøer i folkekirkelig sammenhæng, hvor mennesker kan komme udefra og engagere sig på andre præmisser end dem, vi er vant til. Ikke mindst må der være plads til åndelig fordybelse, til åbne samtaler og til gensidig læring.

Jeg vil kalde kernegruppen i bevægelsen for de modent åndeligt søgende. Igennem mere end 20 år har jeg dagligt stået i dialog med mennesker, der har gået en lang livsvej i refleksion over eksistentielle spørgsmål, ofte forbundet med livskriser, gennem mødet med livstruende sygdomme, stress, udbrændthed, tab, misbrug eller en generel kommen til kort i livet. Det er min erfaring, at mange søger kirken midt i de eksistentielle livskriser, men sjældent finder den hjælp, de har brug for.

På grund af den modenhed, mennesker i disse situationer udvikler, er de et stort potentiale for kirken, idet de har ressourcer og lyst til at gå ind i et meningsfyldt engagement, når de kommer ud af krisen. De kommer fra alle samfundslag og er ikke nødvendigvis traditionelt troende, men har søgt terapi, østligt orienterede meditationsformer med videre. Flere har desuden brugt en stor del af deres liv på at rejse og er derfor internationalt orienterede.

Mange udtrykker et stærkt behov for indefra at opleve, hvor eksistensens egentligt levende kilder kommer fra. De søger derfor ofte til steder, hvor der tilbydes meditation, retræter, eller andet, der skaber rammen om fordybelse. De fleste vil gerne finde et hjemsted, men er usikre på, hvor de hører til i kirken eller om de hører til i kirken.

Erfaringen er, at mange, der er seriøst søgende, gennem en længere dannelsesvej får behov for et mere stabilt miljø, hvori de kan vokse dybere ind i den kristne tradition. Det er derfor væsentligt, at der bygges et eller flere miljøer op, hvor de mere dybdesøgende kan finde sig hjemme en form for moderne klostre i storbyen eller på landet, hvor stilhed, bøn og anden åndelig praksis ikke drukner i de mange andre aktiviteter, som er væsentlige for kirkerne.

Dette forudsætter, at vi som kirke er i stand til at møde mennesker med en dybere sans for spiritualitet, livstydning og sammenhængskraft. Vi må derfor arbejde med vor egen forståelse af, hvad det er, den kristne tradition har at give os, og hvilke veje den fører os på. Og vi må være bevidste om, at der i vores tradition findes mange forskellige former for spiritualiteter, som gensidigt komplementerer og supplerer hinanden.

Også hos kirkens egne kernefolk kan der være et behov for at skabe forbindelse til de levende åndelige kilder, der ligger i vor kristne tradition. Mange har det, man kan kalde en diakonal spiritualitet altså en praksis, hvor det at være aktiv og gøre noget for andre er en helt essentiel del af troen. Denne diakonale spiritualitet er værdifuld i sig selv og kan også lære andre noget, hvis den formidles i sin dybde. Samtidig kan der være risiko for at løbe tør for brændstof, hvis man midt i sit diakonale engagement ikke er bevidst om at holde fast i de mere indre kilder.

Der bør med andre ord være tale om en bro, hvor bevægelsen går begge veje: Fra det åndeligt søgende mod det socialt engagerede. Og fra det socialt engagerede mod det åndeligt søgende altså mod de kilder, som de åndeligt søgende har sans for og længes efter.

Tiltagene kunne være (og er allerede) mangfoldige: samtalegrupper om eksistens og tro, undervisning i bønspraksis, paneldebatter og dialog omkring den moderne søgen og kirkens globale engagement, dagsretræter, meditation i kristen tradition, meditative bibelstudiekredse, studiecirkler relateret til religionsteologi, naturvidenskab, kristen tro og eksistentielle spørgsmål. Og meget andet.

Sideløbende med jævnlige åndehuller for eksempel meditative andagter kan der laves nye, hverdagsprægede liturgier og arbejdes med gudstjenesteformer, hvori elementer fra kunstneriske områder kan inddrages: sang, dans, musik, malerkunst, teater, bibliodrama med videre. De kreative, personligt bårede inspirationer kan dermed få lov at virke i en sund vekselvirkning med den etablerede kirkelige tradition.

Mange af de nævnte tiltag sigter mest mod det indre i det enkelte menneske, men skulle gerne lede til et socialt engagement eller være næring for mennesker, der allerede er socialt engagerede. Selve det, at man som kristen engagerer sig i verden, bør være en naturlig del af spiritualiteten. Der er behov for nærende rum, der primært skaber fordybelse og engagement på selve trosvejen og som samtidig bygger broen ud til verden.

Der kan sagtens ligge kim til det sociale engagement i bønner, liturgi, måden at opbygge pilgrimsvandringer på, måden at føre dialog på og danne fællesskab. Og der kan også ligge en læring i at møde mennesker fra andre dele af verden, for hvem denne kobling er helt naturlig.

Et vigtigt funktionsområde er sjælesorgen og den åndelige vejledning. Disse to områder kan fungere meget nært knyttet, hånd i hånd, idet de understøtter hinanden.

Traditionelt set hører sjælesorgen til præstens virkefelt, men man kan godt udvikle mere menighedsbårne initiativer til medvandring, således at ikke alt det personlige, samtalebaserede arbejde afhænger af præsten. For at kunne gøre det kræves der medvandring med medvandrerne og en vis form for basisviden om samtalens etik, metode og dynamik. I menigheder, hvor der er interesse for at udvikle denne slags arbejde, kunne der etableres tilbud om hjælp til dem, der gerne vil starte medvandrings-netværk.

Forståelsen af de forskellige religiøse traditioner og tankemåder er en vigtig forudsætning for at skabe grobund for forsoning og sameksistens i en moderne, hyperkompleks verden. Ingen døre må være så lukkede, at mennesker af en anden tro ikke kan slippe ind og få plads i dialogens felt. Både dialogen på tværs af religioner og samtalerne mellem mennesker fra forskellige kirkelige trossamfund må prioriteres.

Den interesse for spiritualitet og meditativ praksis, som eksisterer i tiden, må inddrages som potentiale i arbejdet med diakoni og mission. Det gælder med andre ord om at skabe folkekirkelige miljøer, hvor mødet med den moderne åndelige søgen kan foregå.

Gennem at danne åndehuller, hvor mennesker kan søge dybere i kristen tro og praksis, skabes grundlag for at finde mål og mening med livet og for et stærkere engagement i verden. Arbejdet bør have dialogisk karakter, således at der kan skabes levende og åben kontakt med mennesker, der enten lever uden en aktiv tro, er søgende eller har andre trosforestillinger og livsformer.

På denne måde kan dialog og mission komme til at hænge nært sammen som uadskillige komponenter i samme (dia)praksis og som byggesten i en kirke, der tør stå ved, at den er skabt til at være lys og salt i verden.