Folkekirken og Leuenberg Fællesskabet

Den danske folkekirkes tiltrædelse af Leuenberg Konkordien fejres ved en gudstjeneste i morgen, søndag den 13. maj kl. 14.00 i Trinitatis Kirke, Fredericia. Den danske folkekirke indtræder dermed officielt i Leuenberg Fællesskabet. Leuenberg Fællesskabet blev stiftet i 1973 som et resultat af en række samtaler imellem forskellige reformatoriske kirker i Europa. Det afgørende møde, hvor Konkordien blev endeligt udformet, fandt sted i Leuenberg ved Basel - deraf navnet. Da Konkordien blev vedtaget, var der 68 kirker, der deltog som fuldgyldige medlemmer. Siden er mange flere kommet til, og ved den danske folkekirkes tiltrædelse i Trinitatis Kirke bliver den danske folkekirke medlemskirke nr. 103. Underskriverne af Konkordien var lutherske, reformerte og unerede kirker (som er en sammenslutning af de lutherske og de reformerte kirker), samt enkelte beslægtede før-reformatoriske kirker (Valdeserne og De bøhmiske Brødre). I dag indgår også metodistkirker i fællesskabet. Det primære formål med Leuenberg Fællesskabet var at muliggøre et gudstjenesteligt fællesskab imellem de reformatoriske kirker. Det havde hidtil ikke været muligt på grund af de interne reformatoriske stridigheder, som gik tilbage til de forskellige reformatoriske retningers skarpe fordømmelser af hinanden i 1500-tallet. De reformatoriske kirker havde ganske vist oprindeligt fælles front imod katolicismen, eller positivt formuleret: de reformatoriske kirker havde et fælles udgangspunkt, idet centrum for dem alle var reformatorernes fremhævelse af nåden ved tro på Kristus. Det betyder, at frelsen er en ubetinget gave fra Gud til mennesket, og at intet menneske ved egen eller andres hjælp kunne gøre sig fortjent til frelsen. Alle mennesker står dermed direkte ansvarlig over for Gud. Kirken kunne dermed ikke længere indtage en rolle som en art melleminstans mellem Gud og mennesket, hvor kirken så at sige blev en slags »formidler« eller »forhandler« af frelsen frem for en forkynder af den. Denne forståelse havde vidtgående konsekvenser for såvel kirke-, embeds- som nadversyn. I den reformatoriske opfattelse var præsten ikke særligt udvalgt af Gud, men valgt af menigheden til at forkynde evangeliet. Nadveren var ikke en offerhandling, som skulle gentages over for Gud, men en handling, som fandt sted til ihukommelse af den ene offerhandling, som én gang for alle havde fundet sted. Med hensyn til frelsen var kirken ikke en nødvendig melleminstans imellem det enkelte menneske og Gud, men de helliges fællesskab. Denne fælles nybesindelse medførte dog ikke en fælles enhed de reformatoriske strømninger imellem. Tværtimod opstod der i stedet hurtigt dybe splittelser imellem de forskellige reformatoriske konfessioner, som primært angik de nævnte områder, kirke, embede og nadver. Disse splittelser havde igennem århundreder fået lov til at dominere forholdet imellem de forskellige reformatoriske konfessioner. Problemet har ganske vist ikke været særligt mærkbart i Danmark, hvor den danske folkekirke har været den ubetinget største konfession. Problemet har derimod i f.eks. Tyskland været af en mere presserende karakter, hvor konfessionerne efter Anden Verdenskrig ikke på samme klare måde har været geografisk opdelt. Ønsket om at kunne overvinde de interne stridigheder og ikke mindst ønsket om at kunne ophæve de gensidige fordømmelser, som hindrede nadverfællesskab, er vokset stærkere frem i den sidste halvdel af det tyvende århundrede. Der var flere årsager til dette. Under Anden Verdenskrig fandt et samarbejde sted imellem de reformatoriske kirker om at udarbejde Barmen-erklæringen, hvor deltagere fra de tyske lutherske, reformerte og unerede kirker afviste »De tyske kristne«, som understøttede nazismen. Dette samarbejde ansporede kirkerne til at tage deres forhold til hinanden op til ny vurdering. Efter krigen gjorde de store folkeflytninger det ydermere tvingende nødvendigt at afklare de kirkelige tilhørsforhold imellem kristne fra forskellige reformatoriske konfessioner. Målet med samtalerne i Leuenberg var at opnå nadver- og embedsfællesskab imellem de reformatoriske kirker. Midlet til at opnå dette fællesskab var de fælles læresamtaler, som udmundede i Leuenberg Konkordien. I Leuenberg Konkordien fremhæves et fælles reformatorisk grundsyn i forståelsen af evangeliet (retfærdiggørelsen af Guds nåde alene) og forkyndelsen heraf (om forholdet mellem ordets forkyndelse og sakramenterne). Samtidig tages der afstand fra de fordømmelser, som kirkerne på reformationstiden havde fremført mod hinanden i forhold til synet på nadver, læren om, hvem Kristus er, og tanken om Guds forudbestemmelse af mennesket til enten frelse eller fortabelse. Konkordien angiver det fælles fundament, som de reformatoriske kirker er enige om i forhold til disse spørgsmål. Dette indebærer dog ikke, at alle forskellene imellem de reformatoriske kirker er ophævet. Men de interne teologiske forskelle, der er tilbage, bliver ikke længere anset for at være af kirkeadskillende karakter. Uenigheden umuliggør med andre ord ikke et kirkefællesskab imellem de forskellige reformatoriske kirker. Leuenberg Fællesskabet er struktureret på den måde, at man - ud over den én gang udarbejdede fælles konkordie - vedvarende har nogle arbejdsgrupper, som over en periode på 4-6 år diskuterer forskellige teologiske temaer. Disse temaer er oftest ikke blot vigtige for afklaringen af forholdet mellem de forskellige konfessioner, men er også af betydning for de enkelte kirkers selvforståelse. For øjeblikket deltager den danske folkekirke i to ud af tre arbejdsgrupper. De to arbejdsgrupper, hvori vi tager aktiv del, beskæftiger sig dels med forholdet mellem lov og evangelium, dels med forholdet mellem kirken og Israel. Læresamtalerne i arbejdsgrupperne udmunder i et fælles dokument, som giver udtryk for resultatet af de førte teologiske samtaler. Disse lære-dokumenter har ikke samme status som Konkordien. Danmark bliver ved tiltrædelsen af Leuenberg Fællesskabet ikke underlagt nogen fælleseuropæisk synode. Leuenberg Fællesskabet har ikke til formål at diktere teologiske holdninger, men i stedet at fremme en intern teologisk debat de reformatoriske konfessioner og kirker imellem. En debat, som vel at mærke har sit udgangspunkt i en fælles forståelse af det reformatoriske anliggende. Ved at blive officielt medlem bekræfter den danske folkekirke så at sige det samarbejde, som den allerede siden starten af Leuenberg Fællesskabet har taget del i. Af kirkeretlige grunde valgte man fra folkekirkens side ikke at skrive under på Konkordien. Men de danske biskopper har allerede i et brev af 31. juli 1975 bekræftet ønsket om at tage aktiv del i Leuenberg Fællesskabet. Med dannelsen af Det mellemkirkelige Råd i 1990 er der imidlertid ikke længere forbundet nogen kirkeretlige problemer med at skrive under. Derfor har Det mellemkirkelige Råd på anbefaling af landets biskopper valgt at tiltræde Konkordien. Den danske folkekirke vedkender sig dermed det fælles læremæssige grundlag imellem de forskellige reformatoriske kirker - herunder en anerkendelse af og deltagelse i hinandens nadverfejring og ordination. Dermed bekræfter den danske folkekirke udadtil, at den ønsker at indgå i et forpligtende fællesskab med de øvrige evangeliske, reformatoriske kirker i Europa, og indadtil, at der ikke længere er nogle kirkeretlige grunde, som på forhånd gør det umuligt for folkekirken at deltage i et sådant kirke-fællesskab. n ph.d.-studerende og folkekirkens repræsentant i Leuenberg Fællesskab.