Folkekirken og muslimerne

Muslimerne udgør det største religiøse mindretal i Danmark. For en flertalskirke som folkekirken må et praktiserende religiøst mindretal altid være en udfordring, men islam er det måske i særlig grad - på et tidspunkt, hvor en del gammel fjendtlighed mellem de forskellige kristne konfessioner er erstattet af samtale og diskussion, men hvor til gengæld modsætninger mellem kristne og muslimer blusser op ude omkring i verden, og hvor den religiøse identitet også herhjemme er kommet til at spille en stadigt større rolle i den folkelige debat om, hvordan man kommer til at høre til her i Danmark. Jeg vælger bevidst ordet udfordring - fordi mange danskere opfatter muslimsk tilstedeværelse i Danmark som en trussel; nogle opfatter den endda som en provokation. For mig er det i orden at diskutere, om en fremmed kultur udgør en trussel mod den hjemlige kultur. Men kristeligt set er et andet menneske ikke en trussel, men altid en udfordring, i særdeleshed et menneske af en anden tro. Det er også med et gammelt ord en anfægtelse. Meget generelt så har vi fokuseret mere på det, der opfattes som en kulturel trussel, og mindre på den religiøse anfægtelse. Lidt kategorisk udtrykt: Vi er ligeglade med, hvad muslimerne tror, hvis de bare ville opføre sig lidt mindre mærkeligt, hvis de bare vil være og se ud som os. Vi forventer både for meget og for lidt af dem. Vi stiller det krav, at de skal blive som os; burde vi så ikke stille det krav til os selv, at vi gør os klart og viser, hvem vi er, og hvad vi tror? Vi forventer, at de ser bort fra de regler i deres religion, som ikke passer med traditionel dansk livsform. Men vi forventer ikke, at de skal lade sig udfordre af det kristne budskab - det er ikke nødvendigt. Sådan forventer og forlanger vi grundlæggende for lidt af os selv. Jeg vil i det følgende fremdrage noget af det, der er udfordringen set med mine øjne. Det må i sagens natur nærmest være i stikordsform. Muslimerne udfordrer ved selve deres påstand om, at islam er den endegyldige sandhed. Islam er rummelig i den forstand, at den tilkender andre religioner, herunder kristendommen, en relativ sandhed. Men den endegyldige, ufordrejede sandhed findes kun i Koranen. For et menneske, der mener, at noget andet er sandheden, er en sådan påstand en udfordring - til at forsøge at få frem, hvad sandheden så er. Og hvis sandheden betyder noget for en, er man nødt til at sætte sig selv ind i forsøget på at imødegå påstanden om, at sandheden alene findes i islam. Man er nødt til at sige imod. Kristendom og islam er enige om meget kategorisk at fastholde, at endegyldig sandhed findes - derfor må de nødvendigvis støde sammen. Kristendommen har så tillige den opfattelse, at ethvert menneske i sig selv er på vej bort fra sandheden. Dermed er alle mennesker grundlæggende stillet på samme plan. Hvordan fastholde den grundlæggende accept og den kategoriske modsigelse på en og samme tid? Mest afgørende kommer dette frem i spørgsmålet om Jesu betydning. Efter muslimernes opfattelse er Jesus en islamisk profet, men altså ikke andet og mere. Muslimernes gudsopfattelse gør det umuligt, at Gud kan blive menneske. At møde udfordringen fra muslimernes Jesus-billede er ensbetydende med at modsige islams opfattelse af Gud. Men det er jo også at gøre sig klart, hvor chokerende en påstand kristendommen egentlig rummer - fordi den jo forkynder, at Gud er blevet et menneske for ethvert andet menneske, også muslimen. Efter muslimsk opfattelse har Jesus ikke nogen unik betydning for dem. Den kristne modsigelse består i at hævde, at han betyder præcis det samme for dem, som han betyder for de kristne. Og deri ligger så samtidig accepten af dem. Helt konkret: Folkekirken kan ikke unddrage sig forpligtelsen til modsigelse. Men i modsigelsen ligger tillige anerkendelsen af den anden, respekten. Og hvis den bliver væk, har man ikke begrebet, hvad modsigelsen egentlig indebærer. Den »ydre side« af troen spiller en afgørende rolle i islam - i form af religiøse forpligtelser, der omfatter alle livsområder, ydre former, kroppens hengivelse til Gud, så at sige. Derfor er forholdet mellem religion og kultur temmelig entydigt. I kristendommen, specielt den protestantiske, vendes opmærksomheden bort fra det ydre, hen mod hjertets overgivelse. Men hvordan får man så øje på kristendommen? Det er en af muslimernes indvendinger mod de kristne i dagens Danmark. Vi nødes til at overveje, om en tro alligevel ikke også må knytte sig til nogle ydre former, vi nødes til at overveje forholdet mellem kristendom og kultur - og det er ikke entydigt, sådan som debatten godt en gang imellem kan give indtryk af. Vi ser grundlæggende forskelligt på spørgsmålet om religiøs frihed. Vi må imødegå, modsige den opfattelse, der er vidt udbredt i islam, at man ikke kan skifte religion, hvis man er muslim. Vi må kategorisk fastholde den enkeltes ret til at skifte tro uden nogen form for sanktioner. Men det er ensbetydende med en lige så entydig anerkendelse af muslimernes fulde ret og frihed til at forblive muslimer, også her i Danmark, med, hvad det indebærer. I modsigelsen er vi nødt til at give plads til den anden. Ellers giver modsigelsen ingen mening. Den kulturelle fremmedartethed, der også hører muslimerne til, foruroliger os i nogen grad. Det er der ikke noget underligt i. Set med kristendommens øjne er ingen kultur imidlertid en fremmed kultur, fordi det kristne budskab kan gå ind i enhver kultur og komme til orde i den og ved hjælp af den. I kristendommen findes der på den måde egentlig ikke fremmede, eller rettere: Der findes kun mennesker, der er fremmede for Gud, men denne fremmedhed har Gud selv imødegået ved at blive som en af dem. Men de fleste muslimer ville formentlig have sig frabedt påstanden om, at fremmedheden imellem os ophæves på denne måde. Jeg er blevet bedt om at give en teologisk vurdering. Jeg har kun kunnet antyde den. Helt konkret mener jeg, at vi af selve sagen tvinges ind på livet af hinanden - for at kunne tage livtag med hinanden om sandheden. Opgaven er for folkekirken og dens medlemmer i relation til muslimerne her i Danmark at præsentere og repræsentere kristendommen. Sådan udfordres vi i virkeligheden i mødet med det anderledes til at blive bedre hjemme i vort eget. Men det er måske i virkeligheden også en kæmpe chance. Lad mig slutte af med en af mine yndlingshistorier: Eisik hed en jøde i Krakow, han var søn af Jekel. En nat drømte han, at han skulle drage hjemmefra og gå til Prag og under broen op til kongeslottet finde en kostbar skat. Han vandrede den lange vej til Prag, men da han kredsede om broen, blev vagtkaptajnen mistænksom og spurgte ham, hvad han ville. Eisik fortalte, at han hjemme i sin egen by havde drømt, at han under denne bro skulle finde en skat. Vagtkaptajnen slog en høj latter op: Hvem tror på den slags? Så skulle jeg også engang være draget her fra Prag til en by, der hedder Krakow, for jeg drømte, at i den by skulle jeg i huset hos en jøde ved navn Eisik, søn af Jekel, finde en skat under kakkelovnen. Hver anden jøde i Krakow hedder vel Eisik, og hver anden Jekel. Og han lo atter. Eisik bukkede, vandrede hjem til Krakow, gravede sin kakkelovn ud og fandt sin skat. Men se, det var jo ikke sket for ham, hvis ikke han havde vovet sig ud og mødt vagtkaptajnen. Folkekirkemedlemmerne er nødt til at vove mødet, diskussionen med muslimerne, for at finde tilbage til, hvem vi selv er. Sker det, bliver vi måske omsider en udfordring for muslimerne. n biskop, Haderslev Stift