I ARBEJDET som sognepræst bruger jeg en mindre procentdel af min arbejdstid på tværreligiøst arbejde. En dag kom en fra menigheden til mig for at høre om dette arbejde. Efter at have fortalt om det sagde hun til mig: "Det er flot, at du kan finde tid til at lave dette i din fritid ved siden af dit arbejde og din familie."
En sådan samtale vækker til eftertanke. Er det folkekirken og dermed også præsters opgave at gå ind i tværreligiøst arbejde, eller er det noget, vi kan bruge vores fritid på, hvis det har vores interesse?
Mit svar vil være, at det er en opgave, som folkekirken kan vinde meget ved at gå ind i, fordi det tværreligiøse møde kan være givende både på et menneskeligt, kulturelt og religiøst plan. Når vi på tværs af forskellig kulturel og religiøs overbevisning får mere viden om hinanden, kan respekten for mangfoldighed øges.
Derudover kan mødet med det anderledes få os til at reflektere over vores egen baggrund og være med til at styrke vores identitet. Det er her, den helt store gevinst ligger for folkekirken, hvis vi tør gå ind i det tværreligiøse arbejde. Dialogen på tværs af trosforskelle kan være en hjælp i folkekirkens arbejde med at oplære og minde døbte børn, unge og voksne om vores kristne rødder.
Derudover skal vi huske på, at det tværreligiøse arbejde må bygge på åbenhed og ærlighed.
Åbenhed over for den anden, at han eller hun selv definerer, hvad der skal bidrages med, og at jeg selv må forsøge at forstå, hvad der har betydning i den andens kultur og religion. Samtidig må jeg være ærlig om, hvad der er indholdsrigt i min kultur, og hvad min tro betyder for mig.
TVÆRRELIGIØST ARBEJDE kan foregå på mange måder og på mange niveauer. Alt efter situation og kontekst kan den foregå på et intellektuelt plan og på lederniveau, eller den kan foregå på græsrodsplan og på et praktisk orienteret niveau.
Dialogmødet i København i januar mellem kristne og muslimske ledere fra Irak er et godt eksempel på tværreligiøst arbejde på lederniveau. I den sammenhæng var det en biskop fra folkekirken, der var vært for mødet.
Derudover har der i Danmark siden 2006 årligt været afholdt et Kristent Muslimsk Samtaleforum, hvor kristne (både fra folkekirken og fra andre kristne trossamfund i Danmark) og muslimske ledere mødes og debatterer samfundsrelevante emner.
I dette samtaleforum er der blandt andet blevet talt om naboskab og medborgerskab, om religion i frihed og frihed i religionen, om at leve sammen i Danmark med forskelligheder og ligheder og om selvkritik hos kristne og muslimer.
Men også på græsrodsniveau findes der rundt i landet eksempler på, at folkekirken går ind i et frugtbart tværreligiøst arbejde.
I Fredericia Provsti høster vi for tiden frugten af et praktisk orienteret tværreligiøst projekt, som har kørt de seneste par år. Det er et projekt, som både inddrager børn og voksne.
Efter at have etableret en tværreligiøs gruppe i byen enedes vi om at lave en legeplads, som indeholder tre legehuse, der har form som et hindutempel, en moské og en kirke. Legepladsprojektet, som kaldes for "Legebro mellem tro" har tre vigtige formål:
FOR DET FØRSTE at bringe mennesker med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde sammen, så vi kan lære hinanden at kende.
For det andet at bygge noget til fremtiden, nemlig til dem, der er børn nu. Vi har ønsket at vise vores børn, at man godt kan lege sammen, selvom man er forskellige.
Endelig har vi for det tredje ønsket at huske på Fredericias historie som en fristad, som for over 300 år siden fik religionsfrihed takket være kongelige privilegier. Det betød, at Fredericia allerede i slutningen af 1700-tallet var en multikulturel by.
Med sine tre formål samler "Legebro mellem tro" derfor både fortid, nutid og fremtid.
Legepladsen "Legebro mellem tro" har vist sig at være et projekt, der er velegnet til skole-kirke-samarbejdet. Skoleklasser henvender sig uopfordret til os for at høre om tankerne bag legepladsen. Det er opmuntrende at opleve, hvordan børn med muslimsk såvel som hinduistisk baggrund ranker ryggen, når vi fortæller om traditioner, tro og praksis, der er forbundet med moskéen eller templet, og at se, hvordan de er stolte over at byde ind med deres kulturelle og religiøse viden.
Endnu mere opmuntrende har det dog været at opleve, hvordan børn med kristen baggrund har lyttet til deres skolekammeraters viden om anden tro og kultur og deraf er blevet inspireret til at fortælle om og blive klogere på deres egen kristne bagage.
Min vurdering er, at mange folkeskolelærere kan se det positive i at gå ind i et samarbejde med folkekirken om det tværreligiøse arbejde.
Tal fra Dansk Statistik viser, at cirka 11 procent af eleverne i folkeskolen har anden etnisk baggrund end den traditionelt danske. Det svarer til, at hver niende elev i folkeskolen har en anden kulturel – og i mange tilfælde også religiøs – baggrund end den, flertallet af danskere har.
Disse tal sammenholdt med folkeskolens formålsparagraf stk. 3, hvor det hedder: "Skolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage," kan ses som en opfordring til folkekirken om at tilbyde folkeskolen at gå med ind i den tværreligiøse og tværkulturelle samtale.
For folkekirken er uomgængeligt en af vor kulturs traditionsbærere, og den er et sted, hvor mennesker gives ramme og mulighed for at sætte ord på deres tro og religion. I mange tilfælde hænger tro og kultur uløseligt sammen, og derfor kan folkekirken godt påtage sig rollen som igangsætter og formidler af samtaler og arbejde med mødet mellem forskellige kulturer og tro.
Hvis folkekirken og præster skal gå ind i det tværreligiøse arbejde både med folkeskolen og med andre grupper, er det nødvendigt at gøre det ud fra nogle tilstrækkelig brede rammer. Det er et godt grundtvigsk såvel som evangelisk princip at lade frihed råde i menneskers møde med det anderledes.
Vi må acceptere, at det ikke nødvendigvis er os, der definerer, hvad de enkelte deltagere i tros- og kulturmødet skal have ud af samarbejdet. Hvad enten man er meget eller lidt bevidst om sin kultur, tro og traditioner, skal man kunne være med og bidrage med det, man ved og kan.
Hvis vi definerer rammerne for snævert, falder folk fra, og det tværreligiøse møde bliver for en elitær gruppe. For fokuserer vi alene på, at et samarbejde skal handle om klare trosytringer, så falder alle de fra, som ikke tydeligt kan give udtryk for, hvad de tror på.
Det modsatte er også et problem. Hvis vi tager muligheden for at tale om tro og religion væk fra mødet mellem folk med forskellige baggrunde, så tager vi ikke de mennesker alvorligt, for hvem troen har betydning – og i sidste ende heller ikke os selv.
Karina Steinecke Dahlmann er sognepræst ved Hannerup Kirke i Fredericia og formand for Haderslev Stifts Tværkulturelle Udvalg