Prøv avisen

Folkekirken som vært og som gæst

"Når vi som kirke skal være gode gæster i andre menneskers liv, er det af afgørende betydning, at vi lærer at blive gode til at lytte," mener dagens kronikører, Hans Raun Iversen , Morten Skrubbeltrang, Annette Brounbjerg Bennedsgaard og Mogens Mogensen.

Den kristne opgave er ikke kun at være den gode vært, der modtager gæster, men også at være den gode gæst. Det er et grundprincip i kristendommen, at den vil møde mennesker, hvor de er, og derfor kommer den altid som en gæst på den lokale kulturs betingelser

FOLKEKIRKENS UDFORDRING er til stadighed at være i samspil med mennesker i lokalsamfundet, for evangeliet er som englene julenat fortalte hyrderne det en glæde, som skal være for hele folket. Det samspil kan vi bidrage til ved at være gode værter som kirke.

Gæster skal helst føle sig hjemme. I må endelig lade, som om I er hjemme, siger vi til dem. Sådan har de fleste af os det. Med mere end 12 millioner besøgende om året er folkekirken Danmarks største gæstebyder. Alle disse besøgende skal gerne føle sig godt hjemme. Folkekirkens menighedsråd og præster er meget opsatte på at være gode værter.

LÆS OGSÅ: Biskop: Præster skal ud og drikke kaffe i sognet

I kirken har man gode grunde til at invitere mange gæster og forfine kunsten at være en god vært. Tilmed får man gode besøgsstatistikker at fremvise, den dag pressen eller biskoppen skulle spørge efter dem.

Gæstfrihed er en central kristen dyd i Hebræerbrevet formanes de kristne ligefrem til at huske på, at ved at være gæstfrie har nogle af jer uden at vide det haft engle på besøg som gæster (13, 2). Så ve den, der ikke er en gæstfri vært, og hvis gæster ikke føler sig hjemme.

Hvad er kernen i at føle sig hjemme? Det er vel ikke bare noget med hygge eller at smække benene op på sofabordet? Da sygeplejerske Rita Nielsen i 2005 havde talt med de indlagte på Sankt Lukas Hospice om deres liv, var deres svar: Her kan jeg være mig selv. At føle sig hjemme er at kunne være sig selv.

Taler man for eksempel med begravelsesgæster i folkekirken, er svaret det samme. Det var en god begravelse, hvis man kunne være sig selv. Det kan man ofte i folkekirken, som for så vidt er god til at have gæster og være vært.

MEN MÅSKE HAR kirken glemt, at evangeliet fra begyndelsen kom på besøg, var gæst. I salmen Den store hvide flok, vi se (Salmebogen nr. 571), synger vi om lammet selv, der ved livet selv er både vært og gæst. Hvorfor nu det? Den jordiske Jesus talte fortrøstningsfuldt om sin himmelske fars boliger, men selv havde han ikke det, hvortil han kunne hvile sit hoved. Han var altid på farten gæst i andre menneskers liv og hjem.

Det var til den samme arbejdsform, han udsendte sine disciple. Ikke til at bygge slotte, kirker eller hjem, men til at være gæster i andre menneskers liv og hjem. Tydeligst kommer det til udtryk i talen til de 72 disciple, som man udsendte to og to til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen:

Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. (Luk. 10, 5-9).

Den kristne opgave er ikke kun at være den gode vært, der modtager gæster, men også at være den gode gæst, der takker ja til at leve med i andre menneskers liv.

Det er et grundprincip i kristendommen, at den vil møde mennesker, hvor vi er mest os selv. Derfor kommer den altid som en gæst på den lokale kulturs betingelser, sådan som det ifølge Grundtvig skete så lykkeligt med Ansgars mission i Danmark:

Dengang, tusind Aar tilbage,

Aandens Torkild Adelfar (Ansgar)

Først kom hid i mørke Dage,

Som en Pilgrim aabenbar,

Bad kun om en Munkecelle

Og om Lov til at fortælle

Hvad han havde hørt og seet;

Da os stillet blev for Øie,

Det er som en fremmed Giæst

Engle-Herren fra det Høie

I det Lave kiendes bedst,

Vil på Bjerget og på Sletten

Aldrig krænke Giæste-Retten,

Lønne Værten med Utak.

Christenhedens Syvstjerne, 1860

Når vi som kirke skal være gode gæster i andre menneskers liv, er det af afgørende betydning, at vi lærer at blive gode til at lytte. At det bliver en fast del af kirkens praksis at lytte mindst lige så meget som vi taler.

I Lokal Kirkeudvikling, Kirkefondets nye treårige forløb, opøver kirkerne en ny evne til at lytte igennem metoden at lytte til ordet og hinanden. Først lytter alle til en bibeltekst, hvorefter man to og to først lytter til, hvad den anden har bidt mærke i ved at høre teksten, og derefter omvendt. Til slut fremlægger alle deltagere på tur for hele gruppen, ikke hvad de selv har bidt mærke i eller tænkt, men hvad deres samtalepartner har hørt og tænkt. Metoden er inspireret af Church Innovation i Minneapolis.

DER ER ISÆR TO GODE GRUNDE til at øve sig i denne enkle, men dog afgørende anderledes bibelbrug: For det første er der brug for en ny tilgang, der hverken handler om den rigtige udlægning eller de lærdes belæring, men om at ethvert menneske får kastet lys over liv, samfund og fremtid af evangeliet lys. Altså en nysgerrig udforskning af, hvad Bibelen har med liv og virkelighed at gøre for mig og os lige her og nu. Det er vigtigt, at vi genopdager det almindelige præstedømme, hvor ethvert menneske kan få livsoplysning, tro, håb og udfordring af at lade evangeliets lys skinne ind over vores virkelighed.

For det andet handler kirkens arbejde først og fremmest om at lytte til andre mennesker. Som kristen må man være snar til at høre, men sen til at tale, som det hedder i Jakobs Brev 1, 20.

Når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, da må man først og fremmest passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette citat fra Søren Kierkegaards Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed bruges hyppigt i socialpædagogiske og psykologiske sammenhænge. Men hos Kierkegaard handler det berømte citat om at lede et menneske til den kristne tro.

Hertil kræves der ifølge Kierkegaard, at hjælperen først (må) ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og dermed forstå, at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.

Det at lytte omhyggeligt til andre ved bibelbrug kan udvides til systematisk altid at lytte til andre, især dem, der er længst på afstand. Ved siden af dwelling in the Word (at tage bolig i ordet, red.) kan man lave dwelling in the World (at tage bolig i verden, red.).

Man kan selvfølgelig genoptage den gode gamle form med en bestemt rytme omkring husbesøg, som mange præster lærer meget ved at gøre. Men det kan også gøres ved, at to-tre medlemmer af menighedsrådet en række aftener inviterer seks-otte mennesker fra bestemte grupperinger i sognet til en samtale eller en lytterunde.

Det kan ske i folks egne omgivelser, for eksempel på en arbejdsplads eller et neutralt sted, hvor de føler sig hjemme. I denne arbejdsform, som også breder sig i folkekirkens sogne i disse år, bruger man en folkelig udgave af de professionelle fokusinterview: Samtalen former sig frit ud fra forberedte spørgsmål, hele tiden med fokus på, at de indbudte får mulighed for at fortælle, hvad der er vigtigt, vanskeligt eller glædeligt i deres liv.

På den måde kan folkekirken blive både vært og gæst i forhold til mennesker omkring sig.

Hans Raun Iversen er lektor ved Københavns Universitet, Morten Skrubbeltrang er generalsekretær i Kirkefondet, Annette Brounbjerg Bennedsgaard er udviklingskonsulent i Kirkefondet, og Mogens Mogensen er selvstændig konsulent og ekstern lektor