I den aktuelle debat om folkekirkens ordning og forbindelse til staten bør det ikke overses, at den eksisterende model rummer potential til at integrere afvigende kirkelige mindretal. Tidligt i det 20. århundrede lykkedes det trods modstand fra flere kirkelige retninger at integrere frikirkelige strømninger i folkekirken.
LÆS OGSÅ: "Kirkelukninger er ikke afvikling, men udvikling"
Diskussionen om folkekirkens ordning kommer blandt andet til udtryk i form af regeringens planer om at indlede forhandlinger om en moderne styrelseslov for folkekirken med andre ord et nyt forsøg på at indfri Grundlovens løfteparagraf: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov (paragraf 66). Så længe en sådan ikke eksisterer, vil der jævnligt forekomme diskussion og uklarhed om, hvem kirken egentlig er. Debatten om kirkens stemme er imidlertid blot ét spørgsmål i kirkeforfatningssagen. Et andet er, hvorvidt en statsstyret model hæmmer udviklingen af kirkelige mindretal. Det er ikke selvfølgeligt. Tværtimod er der i nyere kirkehistorie et slående eksempel på, at folkekirken som institution har formået at integrere en bevægelse, der absolut ikke definerede sig selv som folkekirkelig, men nærmere som det modsatte. Sikkert overraskende for mange er der her tale om det vigtige kompromis mellem staten og Det kjøbenhavnske Kirkefond i 1907.
Kirkefondet blev dannet i 1896 som svar på den voksende kirkenød i hovedstaden. Befolkningstallet steg kraftigt i slutningen af 1800-tallet, uden at kirkebyggeriet fulgte med, hvilket resulterede i kæmpesogne med op mod 70.000 indbyggere. Som formand for Kirkefondet stod Sjællands biskop, Thomas Skat Rørdam (1832-1909), for den folkekirkelige forankring, men i det daglige arbejde var den ubestridte leder professor i statsvidenskab Harald Westergaard (1853-1936), der frem til sin død var formand for Kirkefondets forretningsudvalg.
Siden 1890 havde han stået i spidsen for et privat initiativ, der i forståelse med enkelte københavnske sognepræster opførte små kirker, eksempelvis Nazaret Kirke i Ryesgade, som en slags filialkirker i de eksisterende sogne. Idealet var præget af lavkirkelige angelsaksiske og metodistiske principper om aktivering af lægfolket i levende, aktivt bekendende menigheder, kirketugt og kirkelig fattigpleje.
Ved dannelsen i 1896 blev der givet Kirkefondet ret til at optage kollekt i alle landets kirker på store bededag. Midlerne herfra blev anvendt til opførelse af kirker, der blev indviet til folkekirkelig brug. Men kirkerne var fortsat Kirkefondets private ejendom, hvilket var begrundet i Harald Westergaards mistillid til folkekirken som institution og i særdeleshed en bekendelsesløs rigsdag, der kunne gøre en fritænker til minister.
I Kirkefondets selvforståelse går det synspunkt igen, at Kirkefondet var et genuint og harmonisk folkekirkeligt projekt. Denne orkestrering af eftermælet kan man læse i enhver oversigt over fondets historie. Men der er tale om en efterrationalisering. Når Harald Westergaard og Kirkefondet blev i folkekirken, skyldtes det ikke slægtskab med folkets kirke. Kirken var netop ikke for et folk, der blev indlemmet ved dåben, men alene for den levende menighed, der havde aflagt personligt vidnesbyrd.
Udtrykt i fagtermer bekendte Kirkefondets græsrødder sig til foreningskirkelige og frikirkelige principper frem for folkekirkelige principper. Kirkefondet blev alene i folkekirken af ganske profane årsager, da man kunne drage fordel af den økonomiske ramme, som folkekirken udgjorde. Kirkefondet kæmpede en brav kamp for, at dets kirker kunne få del i sognets præstepenge og diverse afgifter for kirkelige handlinger såsom dåb, konfirmation og vielse. Uden for folkekirken var dette ikke i samme grad muligt og man ville desuden også som frikirke risikere beskyldninger om at gå på hugst i de eksisterende sogne.
Det var den reelle årsag til fornuftsægteskabet mellem Kirkefondet og staten. Harald Westergaard udtalte i 1907, at Kirkefondet bag kulissen arbejdede på frikirkelige principper, og at han afgjort ikke ville begræde folkekirkens opløsning. Ejerskabet til kirkerne sikrede, at kirkens sande mur ville stå tilbage, når folkekirkens mur var faldet.
Biskop Rørdam som folkekirkelig garant for Kirkefondets arbejde gav kritikerne heller ikke meget for. Odenses biskop, Harald Stein, udtalte opgivende om Rørdam i 1898: Han er Sjællands Biskop; men Kjøbenhavns Biskop er faktisk: Harald Westergaard. Det understreger, at en frikirkeligt sindet lægmand var kirkens hovedkraft i hovedstaden ved indgangen til det 20. århundrede. Og i grundtvigske kredse blev han, eksempelvis af Morten Pontoppidan, såmænd anset for at være eksponent for en decideret uluthersk tolkning af kristendommen og dermed i strid med Grundlovens ord om den evangelisk-lutherske folkekirke. I mange grundtvigske præsters øjne var kirkefondsaktivisterne lige så fremmede for folkekirken som katolikker eller andre afvigende kirkesamfund
Men det var ikke kun Harald Westergaard, der ved at blive i folkekirken forstod at gøre en dyd ud af nødvendigheden. I Kultusministeriet var man ligeledes klar over, at ingen kunne bygge kirker som Kirkefondet. I 1907 spidsede kampen til. Harald Westergaard nægtede at overdrage flere kirker til folkekirkeligt brug, førend Kirkefondet fik en regulær særstatus som en kirke i kirken. Baggrunden var menighedsrådsloven fra 1903, der for de nye demokratisk valgte menighedsråd indførte en høringsret vedrørende præstevalget. Men for Harald Westergaard repræsenterede menighedsrådene et ligegyldigt folkeflertal og ikke kirkens sande medlemmer, der derimod var at finde blandt de aktivistiske menighedssamfund, der opstod omkring kirkefondskirkerne og som typisk var bidragydere til kirkedriften.
Sagen blev drøftet i Det Kirkelige Udvalg, som var blevet nedsat i 1903 som en del af Venstres kirkelige reformprogram. Det bestod af biskopper, præster og lægfolk fra alle kirkelige retninger og skulle forberede en kirkeforfatning. Dette udvalg af kirkens stemmer ville ikke acceptere Kirkefondets krav om særstatus. En tredje retning, Kirkeligt Centrum, blev dannet i 1905 med det formål at bekæmpe de ulutherske kirkefondsaktivister.
En splittelse af kirken, for Københavns vedkommende i hvert fald, var sandsynligvis blevet resultatet, hvis ikke statskirkens mand, kontorchef i Kultusministeriet Oskar Damkier (1853-1924), var trådt til og havde indgået en decideret studehandel med Harald Westergaard en sen nattetime i august 1907. Damkier foreslog, at Kirkefondet fremover skulle have ret til altid at udnævne en valgmenighedspræst til den halve brug af de kirkefondskirker, der blev indviet til folkekirken. Omvendt ville staten garantere Kirkefondets fortsatte private ejerskab over kirkebygningerne. Harald Westergaard var skeptisk, men gik dog ind på aftalen, da den trods alt sikrede, at den sande menighedskirkes medlemmer aldrig ville blive hjemløse i kirkerne, uanset hvad folkekirken bød på af dovne levebrødspræster og vanekristne menighedsråd.
Striden var blevet bilagt, og Kirkefondet fortsatte nu det hektiske kirkebyggeri. Pointen er, at det via statskirkens repræsentant i Kultusministeriet blev muligt at sikre integration af en særdeles kontroversiel religiøs minoritetsbevægelse. Historiens ironi er således, at folkekirken i hovedstaden blev reddet af sin mest ihærdige kritikere på den tid.
Dette blev vel at mærke sikret ved Kultusministeriets og dermed statens autoritet og magtbeføjelser, hvorimod folkekirkens forskellige kirkelige retninger, som i eksemplet Det Kirkelige Udvalg, ikke var i stand til at sikre integration af en frikirkelig enfant terrible som Harald Westergaard, der endte med at blive folkekirkens entreprenør. Dog modvilligt.
Det er muligt, at folkekirken som statsdrevet er en tung pram at bugsere, men samtidig rummer den måske fortsat et inklusionspotentiale med hensyn til religiøse minoriteter. Dermed ikke sagt, at en modernisering i form af en styrelseslov og om muligt enkelte grundlovsændringer ikke er nødvendig. Det kan der være mange gode grunde til. Men løsnede bånd mellem stat og kirke medfører også en risiko for, at diverse kirkelige grupperinger med ord lånt fra biskop Rørdam bliver ekskluderende samfund til indbyrdes beundring.