Prøv avisen

Folkekirkens fremtid en dansk model

KRONIK: I fremtidens kirke må vi lægge alle gamle tanker bag os om vandtætte skodder mellem den officielle folkekirke og de frie kirkelige organisationer og se det hele som genuint kirkeligt arbejde

I EN TID PRÆGET af fortsat sekularisering og religiøs pluralisering af samfundet rejser spørgsmålet sig om, hvad folkekirkens formål og opgaver er. I betænkningen om Opgaver i sogn, provsti og stift blev det sidste år slået fast med al ønskelig tydelighed, at folkekirkens mål er at forkynde Kristus som hele verdens frelser, og at det danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn provsti og stift. Her og igen i den nyeste betænkning om Folkekirkens lokale økonomi understreges det, at menighedernes opgave ikke blot er gudstjenester og kirkelige handlinger, men også undervisning, diakoni og mission.

Derfor giver det god mening, når der i dag, den 27. august, holdes en konference om Folkekirkens fremtider, at der blandt de godt 150 deltagere ikke blot er repræsentanter for folkekirkens stifter og institutioner og for de faglige kirkelige organisationer, men også for de frie folkekirkelige organisationer som for eksempel Indre Mission, FDF, Kirkens Korshær og Danmission. I organisationer har frivillige i mange år gjort en stor indsats med blandt andet børne-/ungdomsarbejde, omsorg for udstødte, ensomme og nødlidende og med hensyn til mission både i Danmark og ude i verden, opgaver, som nu kommer inden for den officielle folkekirkes synsfelt.

Hvilken fremtid vil vi ønske os for folkekirken? Der er stort set ingen, som afviser folkekirkens opgave med hensyn til undervisning; det er et område, hvor der netop i disse år er sket en række spændende ting, som f or eksempel juniorkonfirmandundervisning og kirkehøjskoler.

Kirkens diakonale forpligtelse trænger sig også på. På det seneste har biskop Steen Skovsgaard således taget initiativ til en undersøgelse af de diakonale udfordringer i Lolland-Falsters Stift. Sekulariseringen, udbredelsen af nyreligiøse strømninger og debatten om islam har også sat fokus på kirkens missionsopgave. Sidste år stod alle landets biskopper bag en indbydelse til en folkekirkelig missionskonference. Og efter Muhammed-krisen har også præster i Islamkritisk Netværk, som for de flestes vedkommende ikke tidligere har været engageret i mission, argumenteret for, at folkekirken må være i mission blandt muslimer.

SPØRGSMÅLET ER, hvordan folkekirkens skal tage vare på disse nye opgaver? I Sverige arbejdes der med en enstrenget model, hvor de frie kirkelige organisationers arbejde med undervisning, diakoni og mission integreres helt i den svenske kirke. Derved får arbejdet en helt officiel karakter, men samtidig mister det også sin selvstændighed.

Er det vejen frem for den danske folkekirke? Efter min opfattelse ville det være dybt ulykkeligt, om vi skulle bevæge os i retning af den svenske model. Ud fra en modernistisk tankegang, hvor effektiviteten forbindes med store og hierarkiske enheder, ville det måske have givet mening, men i en postmoderne verden er det nok mere relevant at tænke i en netværksstruktur. Hvis de frie kirkelige organisationer og deres arbejde integreres helt i den officielle kirke, er der en overhængende fare for, at netop organisationernes komparative fordele går tabt. Det drejer sig om frivillighedskulturen, det stærke personlige engagement og det lægmandsbaserede arbejde. Dertil kommer, at de frie organisationer naturligvis ofte vil have en større fleksibilitet og en kortere beslutningsgang, så de hurtigere kan tage nye opgaver op.

I øvrigt er det interessant at bemærke, at den officielle folkekirke og de frie kirkelige organisationer med hensyn til styrker og svagheder langt hen ad vejen spejler hinanden, sådan at en styrke på et område i den ene struktur ofte modsvares af en svaghed i den anden struktur på det samme område. Blandt folkekirkens styrker, som altså ikke findes i samme omfang i organisationerne, kan nævnes forankringen i gudstjenesten, den høje legitimitet og tillid i befolkningen, det forholdsvis stabile medlemstal, den stærke økonomi og den store teologiske rummelighed og mangfoldighed. Ligesom folkekirken har brug for at blive præget af nogle af de værdier, som er karakteristiske for de frie organisationer, sådan har også organisationerne brug for folkekirken på grund af dens styrker.

Det, der er brug for, er at bygge videre på en dansk model for samspil mellem sognemenighederne og de kirkelige organisationer, en model, som allerede findes i svøb mange steder, og som blot har brug for at blive videreudviklet. Vi må lægge alle gamle tanker bag os om vandtætte skodder mellem den officielle folkekirke og de frie kirkelige organisationer. Foreningernes søndagsskoler eller ungdomsklubber eller varmestuer er ikke geskæftighed på Vorherres vegne eller forsøg på at retfærdiggøre sig over for Gud ved gode gerninger, men er et genuint, kirkeligt arbejde, som må lyses i kuld og køn af den officielle folkekirke. På den anden side vil alle visioner om, at folkekirken overtager organisationernes arbejde og dermed overflødiggør organisationerne, vise sig at være et fatamorgana, der blot hindrer os i at se den danske virkelighed i øjnene.

HELDIGVIS GØRES der allerede i dag erfaringer med brugbare modeller for samspillet mellem sognemenigheder og organisationer. Den mindst vidtgående er arbejdsdelingsmodellen, der bygger på en gensidig anerkendelse og et begrænset samarbejde. Et eksempel på det er det internationale missions- og nødhjælpsarbejde, som varetages af organisationerne, mens folkekirken (Det Mellemkirkelige Råd) gennem deltagelse i internationale fora varetager de økumeniske kontakter til samarbejdskirker.

Allerede i dag er der organisationer, som på markedsvilkår leverer konsulentydelser til menigheder på basis af etableringen af kompetencecentre på en række forskellige, faglige områder. Eksempler på det er Kirkefondet og Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik. Teologisk Pædagogisk Center kunne også betragtes som et kompetencecenter (etableret af den officielle folkekirke), som leverer pædagogiske ydelser til organisationerne.

Kontraktmodellen er en tredje model, hvor samarbejdet mellem organisationer og menigheder sker på basis af en oftest implicit kontrakt. Udførelse af en bestemt type kirkeligt arbejde fra organisationernes side modsvares af, at menigheder stiller økonomiske, lokalemæssige eller andre ressourcer til rådighed for organisationernes arbejde. Tilløb til en sådan model finder man i menigheder, som på forskellig vis støtter organisationers børne-/ungdoms- eller spejderarbejde.

Af mere formaliserede samarbejdsmodeller kan nævnes rådsmodellen og projektmodellen. I rådsmodellen, som kendes fra eksempelvis Folkekirkens Mission og Dansk Diakoniråd, etableres et formaliseret samarbejde, hvor repræsentanter for organisationerne og folkekirken indgår i råd eller udvalg, der kan være inspiratoriske, rådgivende, besluttende eller i visse tilfælde også operationelle.

Projektmodellen kendes blandt andet fra Mødestedet Vesterbro, hvor der er indgået et forpligtende, formaliseret samarbejde mellem et provsti og Danmission om etableringen og driften af et diakonalt arbejde blandt indvandrere på Vesterbro. Danmission kommer med erfaringer og ekspertise og frivillige samt indsamlede midler, mens provstiet yder økonomisk støtte og bistand fra en præst.

Som også betænkningen om Folkekirkens lokale økonomi peger på, så må folkekirkens fremtid blandt andet indebære et forøget samarbejde mellem den officielle folkekirke og de frie kirkelige organisationer. Der er behov for at se nøjere på en sådan dansk model for samarbejde mellem de forskellige strukturer i det folkekirkelige liv. Kirkeministeriets to ovennævnte betænkninger og den kommende konference må her ses som en udrakt hånd fra den officielle folkekirke til de frie folkekirkelige organisationer med hensyn til samarbejde om og i fremtidens folkekirke.

Mogens S. Mogensen er konsulent og ekstern lektor. På forlaget Unitas har M.S. Mogensen netop udgivet bogen Den danske model. Samspil mellem sognemenighederne og de frie kirkelig organisationer i folkekirken.