Prøv avisen
Kronik

Folkekirkens grænseløse rummelighed

Foto: Picasa

Det er svært at komme i tanke om ét eneste af trosbekendelsens udsagn, som ikke er blevet genstand for radikale omfortolkninger målt med en almindelig, traditionel, normal-kristelig forståelse af udsagnene, skriver dagens kronikør

DISKUSSIONEN OM DYRETELEPATI er blandt andet en diskussion om folkekirkens rummelighed.

Og der tænker jeg ikke på spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken skal kunne rumme folk, der tror på muligheden af kontakt med døde dyr. Folkekirken skal kunne rumme folk af de besynderligste overbevisninger. Jeg går stærkt ud fra, at det i samtlige sogne er som i Løsning og omegn, at der ikke bliver sorteret ved indgangen til kirken om søndagen eller nogen som helst andre dage. Folk af alle mulige slags tro og livsførelse bydes hjerteligt velkommen indenfor.

Nogle har fået sagen om hestetelepati i Gislinge Kirke til at handle om, hvorvidt der er plads til folk med den slags overbevisninger og praksis i kirken. Det er slet ikke det, sagen drejer sig om.

Sagen drejer sig derimod om, hvorvidt folks mange forestillinger med deraf følgende praksis kan medregnes som en del af kirkens tro.

Derfor drejer spørgsmålet om folkekirkens rummelighed sig i egentligste forstand om kristendommens rummelighed. Hvad kan rummes inden for kristendommen?

Omend telepati med afdøde heste synes at være over stregen for de allerfleste folkekirkelige aktører (med øjensynlig biskoppen i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, som en af de få undtagelser), så er der i almindelighed meget vide grænser for, hvad kristendommen kan rumme.

Sådan ser det i hvert fald ud i disse år, hvor den ene efter den anden klassiske trosantagelse falder som et korthus. Det er svært at komme i tanke om ét eneste af trosbekendelsens udsagn, som ikke er blevet genstand for radikale omfortolkninger målt med en almindelig, traditionel, normal-kristelig forståelse af udsagnene.

Med god grund møder jeg jævnligt en vis hovedrysten fra almindelige, relativt kirkefjerne mennesker over det tilsyneladende helt grænseløse ved kristendommen. En præst kan sige: Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud. En anden præst kan sige: Jeg tror ikke på, at Jesus bogstaveligt blev levende igen efter at have været død. En tredje præst kan sige: Kontakt med afdøde heste må kunne rummes inden for kirkens spiritualitet. Og alle slipper fra det med embedet i behold.

KIRKEFJERNE DANSKERE har nok ikke mange aktier i kirke og kristendom, men de kan alligevel ikke få det ind i deres hoveder, at det, de altid har forstået ligefremt og enkelt om den kristne tro, øjensynlig kan forstås som noget komplet andet.

Det var også det, der lå bag det meget omdiskuterede stillingsopslag, da et menighedsråd for nogle år siden averterede efter ”en troende præst”. Som om der findes præster, der ikke tror, fnøs kirkens folk. Og for så vidt med rette. For alle præster tror på det, de tror på. Problemet er bare, at de tror på alt muligt. Dette menighedsråd ville bare gerne have en præst, der troede sådan nogenlunde almindeligt og ligefremt på den kristne tros grundudsagn.

Kirkefjerne danskere ryster på hovedet. Og ikke så få kirkenære forstår om muligt endnu mindre af det hele. Hvordan er det dog kommet så vidt, at kristendommen kan forandres til ukendelighed – og stadig kaldes kristendom?

Jeg har de senere år registreret et begreb, som bruges flittigt af flere og flere af folkekirkens aktører. Begrebet forklarer, hvorfor kristendommen i folkekirken er blevet så rummelig, at det nærmer sig det grænseløse og uigenkendelige.

Jeg tænker på begrebet ”fortolkningsreligion”.

Den ene efter den anden siger det nu: Kristendommen er en fortolkningsreligion.

Nu kan det jo være svært at blive uenig om, at kristendommen hele tiden skal fortolkes i betydningen oversættes. Oversættes til enhver tids sprog, kultur, samtid og så videre. I den forstand kan man godt kalde kristendommen en fortolkningsreligion. Man kan endda hævde, at det på en særlig måde ligger indbygget i kristendommen, fordi den i sin kernebegivenhed har alletiders største oversættelseshistorie. Guds ”oversættelse” af sig selv til menneskesprog. Johannes’ berømte ord i indledningen til Johannesevangeliet siger det i klar tekst: ”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” Oversættelsen var langt mere end sproglig. Den var i kød og blod.

Denne kernebegivenhed, at Gud gør sig begribelig for mennesker ved selv at blive menneske, har altid stået som grundmønsteret for kristendommens evne til at gøre sig forståelig i enhver tid og kultur.

PROBLEMET ER IMIDLERTID, at dette grundmønster i nyere tid og teologi er blevet fordrejet, så det ikke længere blot handler om kristendommens evne til at oversætte sig selv, men om dens evne til at forvandle sig selv. Ja, ikke blot kristendommens evne til at forvandle sig selv, men Guds evne til at forvandle sig selv. Mønsteret tages endda til indtægt for, at det er en del af selve Guds væsen, at han forvandler sig selv.

Da han gennem Jesus Kristus blev menneske, gjorde han sig så at sige en ny erfaring. Han blev klogere.

En af fædrene til denne nye kristendomsforståelse var 1800-talsfilosoffen Hegel. Han forstod den kristne lære om treenigheden – Gud som Fader, Søn og Ånd – som en fortælling om Guds selvrealisering gennem historien. Gud realiserer sig selv som Ånd gennem døden som Søn.

Det blev i århundredet efter til den såkaldte procesteologi. Gud udvikler sig sammen med verden. Vi kender den fra hjemlige breddegrader i Niels Grønkjærs aftapning.

MEN HVOR KAN MAN VIDE DET FRA, kunne man spørge Hegel og Co. Ja, hvor ved vi noget som helst fra, ville Hegel kunne svare. Vi ved jo kun, hvad vi selv ved, ikke? Vi har kun vores viden om verden og Gud og det hele fra os selv. Og vores viden og indsigt forandrer sig som bekendt med tiden.

Bag den forestilling om, at al viden har sin basis i mennesket, gemmer sig en lang filosofisk tradition. Den havde en foreløbig kulmination i en filosof lidt før Hegel, nemlig Kant. Han talte om, at vi mennesker kun kender virkeligheden sådan, som den fremstår for vores erkendelse. Hvordan virkeligheden er i sig selv, ved vi ikke noget om.

Så hvad har vi tilbage? Vi har vore fortolkende erkendelser. Og vi har ikke andet. Bibelen selv er fortolkning, menneskets fortolkning af Gud. Den er ikke Guds ord til mennesket i nogen som helst absolut forstand. Kirken kan ikke henholde sig til Bibelens ord som et ord, der kommer til os mennesker udefra og sætter den afgørende bestemmelse om Gud. End ikke Kristus selv repræsenterer et absolut ord fra Gud uden for mennesket, for Kristus har vi jo kun på den menneskelige fortolknings præmisser.

Eller som bispekandidat og nu nyvalgt biskop i Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, skrev for nylig i nærværende avis: ”Ingen af os mennesker har adgang til Vorherres perspektiv.” Der er kun menneskets perspektiv, fortolkningens perspektiv.

Så der er til syvende og sidst frit slag for enhver. Hestetelepati, Gud med lille g, Jesu opstandelse som mytologisk sandhed, you name it.

I reformationsåret må det være på sin plads at minde om, at allerede Luther gjorde op med en tidlig variant af procesteologien. Imod blandt andet humanisten Erasmus gjorde han gældende, at vi må skelne mellem på den ene side Guds uforanderlige væsens uforståelighed og på den anden side det, Gud har gjort forståeligt om sig selv i sin åbenbaring. Luther lagde sig helt på linje med hovedstrømmen i den oldkirkelige lære om Kristus. På én og samme tid døde Gud på korset og forblev uforandret i sin Himmel.

Luther afviste også en tidlig variant af Kant, nemlig den førkristne græske filosof Aristoteles, som hævdede, at kun det, der kan tænkes, er virkeligt. Det ville jo medføre, at al viden og virkelighed bestemmes helt og holdent af menneskets tanke.

Det troede Luther ikke på. Det skulle vi heller ikke tage og gøre. For så ender vi med en hæmningsløs fortolkningsfrihed, som gør kristendommen til luftige tanker og ren ligegyldighed. Som den allerede er blevet langt på vej i folkekirken.