”I Danmark er der religionsfrihed, men ikke religionslighed!”. Sådan kan man fra tid til anden høre folketingspolitikere sige. Og det er ganske vist. Det fremgår klart af Grundloven og af folkekirkens økonomi. Men det faktum til trods trumfer den manglende religionslighed ikke princippet om ligebehandling i både lovgivning og forvaltning.
Derfor er der i Danmark en række eksempler på, at muslimer har rettigheder og privilegier, netop fordi folkekirken har de samme. Det er i lyset af folkekirkens lovgivning og forvaltning, at der også er plads til islamisk ret, etik og praksis. Kort sagt: Muslimer har ret til at gøre sharia gældende, netop fordi vi har en folkekirke i Danmark.
Sharia er en af nutidens mest misforståede fænomener. Som vi forklarer i vores lærebog ”Sharia & samfund. Islamisk ret, etik og praksis”, som udkommer den 5. oktober, er sharia for danske muslimer primært en række filosofiske og teologiske overvejelser om det gode liv, om etik og moral, praksis og adfærd og selvsagt også om ret og retfærdighed.
Det bemærkelsesværdige ved sharia, som vi ser det i Danmark og i samfundet, er, at det ikke kun er Koranen og islams profets forbillede, der er styrende for, hvordan muslimer forstår og fortolker ret, etik og god praksis. Muslimers egne udlægninger af sharia er i høj grad styret af de rammer, der er til rådighed for dem, nemlig danske love og gældende ret.
Den seneste håndfuld år har Folketingets politikere både i debatter og i love forsøgt at begrænse og beramme, hvordan muslimer praktiserer islam og udfolder sharia i Danmark. Det gælder især den såkaldte imam-pakke med hadprædikantloven, den nationale sanktionsliste, maskeringsforbuddet og håndtryksloven for blot at nævne dem, der har fået mest opmærksomhed.
Det har ikke været en ubetinget succes. Det har krævet en del politisk idérighed og juridiske krumspring at regulere islam og muslimer uden at begrænse andre religiøse grupper, heriblandt folkekirken. Til trods for at ledende politikere og skiftende regeringers ministre har argumenteret for det fornuftige i, at der er religionsfrihed og ikke religionslighed i Danmark, er det stadig folkekirken og dens love, der sikrer islamiske trossamfund og muslimer betydelige rettigheder og privilegier.
Vi kan konstatere, at lovgivere og juristerne i ministerierne i høj grad tager hensyn til ligebehandling og lige rettigheder for alle trossamfund. For muslimers, jøders eller buddhisters ”præster” eller ”kirker” gælder i hverdagens daglige praksis lige vilkår og rimelige hensyn.
Et højaktuelt emne på den politiske dagsorden er religiøs rådgivning, mægling og imamernes rolle i skilsmisse, og her har muslimer klare rettigheder, netop fordi folkekirken har.
I ”Bekendtgørelse om kirkelig mægling i sager om separation og skilsmisse”, som bærer Bertel Haarders (V) underskrift, er andre trossamfund sidestillet med folkekirken.
Bekendtgørelsen giver i forlængelse af ægteskabsloven mulighed for, at parterne inden en skilsmisse kan få præsten til at mægle – hvis de begge vil det. I Danmark sætter vi altså retten til kirkelig mægling højt, når det gælder separation og skilsmisse.
Det mest interessante fremgår dog af bekendtgørelsens paragraf 3, hvor der ganske enkelt står, at ”tilhører ægtefællerne eller en af dem et trossamfund uden for folkekirken, kan mægling foretages af præsten for den menighed, som ægtefællerne eller en af dem tilhører”. Bekendtgørelsen bruger ordet præst som en dansk fællesbetegnelse for trossamfundets forkynder, og der menes imamer, rabbinere, eller hvem det nu måtte være.
Bekendtgørelsen åbner for, at der kan mægles i sager om separation og skilsmisse – også hos andre trossamfund. Det har konsekvenser for, hvordan vi tænker om sharia og den rolle, islamisk ret, etik og praksis kan have i samfundet.
På den ene side kan man spørge til, hvad udgangspunktet for religiøs mægling er. Folkekirkens præster vil givetvis mægle ud fra den lære, moral og etik, som kan udledes af folkekirkens trosgrundlag, bekendelsesskrifter og den teologi, som de mener afspejler samtiden.
Men når det i paragraf 3 overlades til præster fra andre trossamfund at forestå mæglingen, er det svært at forestille sig, at det ikke for katolske præster er efter den kanoniske ret og for jødiske rabbinere efter principperne fra mosaisk ret. For imamerne må det vel være efter sharia, som netop diskuterer principperne for ægteskab og skilsmisse. Det skal selvfølgelig foregå under forudsætning af, at parterne i skilsmissen og imamen er enige om forståelsen af sharia, og at det er frivilligt og inden for de almindelige lovlige rammer.
På den anden side tegnes der med bekendtgørelsen om kirkelig mægling et markant anderledes billede af, hvorfor imamer med deres sharia blander sig i sager om separation og skilsmisse.
Den 26. september reagerede statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook voldsomt på en historie om islamiske skilsmisser og mente, at ”en imam skal slet ikke blande sig i skilsmisser”. Statsministerens udmelding kom som reaktion på, at en imam i Odense, Abu Bashar, har mæglet i en islamisk skilsmisse, hvilket fik byens borgmester til at melde ham til politiet. Med sådan en udmelding må vi sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvor godt danske toppolitikere forstår islam og sharia som religiøse fænomener, og om de gør sig klart begrebet religion i dansk lovgivning.
Det skal understreges, at det ikke betyder, at Abu Bashars mægling har været lovlig – det skal domstolene nu tage stilling til. Vi siger heller ikke, at bekendtgørelsen er hensigtsmæssig – det kan politikerne tage stilling til. Imidlertid må man konstatere, at hvis mæglingen foregår frivilligt, og hvis imamen kan leve op til tilliden og er sit skærpede ansvar bevidst, så er han forpligtet til at hjælpe parterne. For hvilken ret har parterne, hvis ikke den ret forpligter imamen?
Helt parallelt til spørgsmålet om skilsmisse giver retsplejeloven ”præster i folkekirken eller andre trossamfund” en ukrænkelig tavshedspligt, og man kan ikke afkræve vidneforklaring af dem imod deres vilje. Præster – og altså også rabbinere og imamer – har en absolut tavshedspligt, og den kan de i almindelige tilfælde ikke tvinges til at opgive. Kun i ekstreme situationer er de forpligtet til at vidne, som når det gælder forbrydelser mod statens selvstændighed eller sikkerhed, og forbrydelser, der medfører fare for menneskers liv.
Disse og mange andre eksempler på gældende love om folkekirken viser, at anden tro, andre værdier og anden religiøs forståelse af ret, etik og praksis har en plads i samfundet.
Den religiøse praksis skal selvfølgelig foregå inden for rammerne af gældende lov, men ellers er det rimeligt, at muslimer gør sharia gældende – netop i forlængelse af folkekirkens særstatus.
Derfor kan vi i vores bog konstatere, at sharia som islamisk ret, etik og praksis i Danmark falder inden for et betydeligt rum til religiøs forskellighed. Dermed er folkekirken – sammen med Grundlovens grundlæggende rettigheder og de internationale konventioner – sandsynligvis den institution i Danmark, der sikrer de bedste og bredeste rammer for muslimers ret, etik og praksis i det daglige virke.