Den 18. marts blev der sat punktum i sagen om Kirkeministeriets afskedigelse af sognepræst Mette Villads Christensen i januar 2009 med Østre Landsrets dom. Sagen drejede sig om, hvorvidt betingelserne i tjenestemandslovens paragraf 43 (skilsmisseparagraffen) var opfyldt, det vil sige, om der mellem præst og menighed gennem en årrække havde bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som udgjorde en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel.
Af landsrettens tre dommere gav to dommere præsten medhold i, at afskedigelsen var ulovlig med den begrundelse, at de konstaterede dybtgående og uløselige uoverensstemmelser ikke havde varet en årrække. Til trods for, at en dommer frikendte Kirkeministeriet (nu hedder det Ministeriet for Ligestilling og Kirke), fordi han mente, at også årrækkekravet var opfyldt, lod kirkeminister Manu Sareen (R) samme dag udsende en pressemeddelelse om, at ministeriet ikke ville anke sagen, hvilket må undre.
Jeg overværede sagens behandling i Østre Landsret i min egenskab af retsteologisk forsker. Sagsbehandlingen forløb forbilledlig velordnet i betragtning af, at alle fire dage var hårdt programsat. Samtidig emmede retssalen af meget stærke følelser, især under afhøringen af de indkaldte vidner, som af retsformanden var blevet formanet om at tale sandt. Beskrivelserne af forholdene i tresognspastoratet gjorde ondt i forskersjælen, men de understregede også, at det retsteologiske omdrejningspunkt i en paragraf 43-sag er retablering af det kirkelige liv i pastoratet, selvom præsten er sagens hovedperson.
Når det skal vurderes, hvilke folkekirkelige konsekvenser der kan drages af denne sag, må man derfor hæfte sig ved landsrettens brug af begrebet menighed. Hverken paragraf 43 eller den øvrige lovgivning indeholder nemlig en udtrykkelig definition.
LÆS OGSÅ: Sejr i fyringssag kan stille præster dårligere
Landsretten fik forelagt to definitioner. Præsten mente, at menigheden kun omfatter sognebørnene i snæver forstand, det vil sige de medlemmer af menigheden, som har bopæl i sognet (paragraf 5 i medlemskabsloven, jf. menighedsrådslovens paragraf 41-42 om menighedsmøder). Kirkeministeriet hævdede, at menighed efter klassisk forståelse betyder de medlemmer af folkekirken, institutioner, myndigheder og samarbejdspartnere i pastoratet, som præsten har en pastoral forpligtelse over for, herunder også menighedsrådet.
Ombudsmanden, som i den første af sine to afgørelser underkendte Kirkeministeriets afskedigelse af præsten, tilsluttede sig ministeriets udvidede fortolkning, dog med den præciserende tilføjelse, at personer, der har kirken som arbejdsplads, ikke indgår i menigheden i kraft af deres ansættelse. Der foreligger ikke noget responsum i sagens mange akter om begrebet menighed og dens repræsentation.
Landsretten valgte at lægge Kirkeministeriets udlægning i Ombudsmandens version til grund for sin afgørelse (udskrift af Østre Landsrets dombog, side 85). Hermed er den udvidede definition af begrebet menighed i relation til paragraf 43 blevet knæsat. Da det er uholdbart med flere definitioner af sognemenigheden, vil denne fortolkning utvivlsomt blive benyttet i andre sammenhænge.
Ingen præster kan herefter påberåbe sig den smalle definition under udøvelsen af deres gerning. Er der samarbejdskonflikter i horisonten, skal han/hun være meget opmærksom på, om grænserne mellem de samarbejdspartnere, menighedsbegrebet opererer med, kan være flydende. Lad mig give et par funktionæreksempler:
1) Hvis en kirkefunktionær har bopæl i sognet, hører vedkommende til menigheden på lige fod med andre sognebørn. Er præsten årsag til samarbejdsproblemer, kan det ikke undgå at influere negativt på menighedsrelationen. Har en sådan konflikt betydning i en paragraf 43-sag?
2) Hvis en udensognsboende kirkefunktionær samtidig er ansat ved en institution, som præsten har en pastoral forpligtelse over for, bliver menighedsforholdet belastet, dersom præsten i samarbejdet med den institutionsansatte optræder upassende. Skal det tillægges betydning i en paragraf 43-sag?
Eksemplerne er ikke hypotetiske. De er hentet ud af sagens akter. To gravere havde begge bopæl i deres kirkesogn. Organisten var samtidig ansat som musiklærer på skolen, hvor det lokale børnekor, der var en del af samarbejdet mellem kirke og skole, øvede.
Hvad mente landsretten? Retten udtalte sig specifikt om det andet forhold. Det hedder i dommen, at Landsretten finder ikke, at denne konflikt mellem Mette Villads Christensen og to medarbejdere (organist og kirkesanger), som ikke boede i pastoratet, kan betegnes som en konflikt mellem præst og menighed. (side 86). Landsretten tillagde det altså ingen betydning, at organisten havde ansættelse på en institution, som ifølge den udvidede fortolkning af menighedsbegrebet, landsretten valgte at benytte, udtrykkeligt indgår i menigheden. Denne inkonsekvens letter ikke implementeringen af det nye menighedsbegreb.
Til gengæld havde landsretten et klart blik for, hvor hurtigt sagen udviklede sig til at blive en konflikt mellem præsten og et flertal af medlemmerne af menighedsrådene, der som valgte repræsentanter for menigheden indgår i den, men ikke kan identificeres med samtlige menighedsmedlemmer. Udfaldet af menighedsrådsvalget i 2008, der reelt blev et valg for eller imod præsten, viste, at konflikten havde bredt sig ud i den samlede menighed, idet en stor del af den stemte imod præsten.
Endvidere fandt landsretten, at det var dokumenteret, at konflikten havde forplantet sig til det kirkelige liv, eftersom antallet af deltagere i gudstjenester og kirkelige arrangementer var dalende, indtil arrangementerne helt ophørte (side 87).
Som nævnt haltede det med årrækkekravet. To dommere mente, at uoverensstemmelserne mellem præst og menighed var dybtgående i slutperioden, men ikke i begyndelsen, det vil sige forud for april 2007. De hæftede sig blandt andet ved, at der på dette tidspunkt ikke blev taget initiativ til at løse endsige drøfte eventuelle uoverensstemmelser (side 90).
Af hensyn til præstens retssikkerhed kan der ikke slækkes på årrækkekravet, der efter en sproglig forståelse sammenholdt med tjenestemandslovens forarbejder skal have bestået i mere end to år (side 85). Omvendt kan en ansvarlig tilsynsmyndighed, det vil sige provst og biskop, som begge skal afgive indstilling i en paragraf 43-sag, heller ikke sige til en opløst menighed: I må pænt holde ud, for at vi kan være på den sikre side i afskedigelsen af jeres præst. En biskop ville svigte sin tilsynsopgave, hvis han i samråd med provsten undlod at indlede en afskedigelsessag oven på et menighedsrådsvalg, hvor et stort flertal af hele menigheden har fravalgt præsten, og hvor præsten efterfølgende har afvist at ville søge andet embede eller tage imod en favorabel fratrædelsesordning.
Et sådant menighedsrådsvalg er en manifestation af menighedens negative brug af sin teologisk begrundede kaldsret. Derfor bør sagen give anledning til en konstruktiv debat om det ømtålelige spørgsmål om forholdet mellem menighedens kaldsret og præstens retssikkerhed med henblik på en tiltrængt justering af den kirkelige lovgivning.
Udvidelsen af begrebet menighed skal udmøntes i en udvidelse af menighedens kaldsret, som administreres af menighedsrådet i forbindelse med præstevalg. Udvidelsen må hverken forvandle kaldsretten til et magtmiddel eller tilføre menighedsrådet arbejdsgiverrettigheder, men kaldsretten skal indeholde en beføjelse for menighedsrådet til at indstille præsten til afsked (ikke til at afskedige præsten), når samarbejdskonflikten er gået uhjælpeligt i hårdknude, og kirkelivet er sygnet hen.
Kristine Garde er ph.d. og retsteolog