Prøv avisen

Folkekirkens udløbsdato

Der er ingen tvivl om, at et kirkeråd vil bringe folkekirken ud af balance. Sporene efter allerede etablerede nordiske kirkeråd taler deres skræmmende sprog, mener Carsten Breengaard. På billedet ses Serup Kirke. Foto: Terkel Broe Christensen Denmark

Den folkekirke, vi har, er et historisk resultat af en politisk magtkamp. Det var viljer spillet hårdt ud mod hinanden. I mere end 150 år har disse viljer stået over for hinanden. Hal Koch kaldte som bekendt folkekirken for et velordnet anarki, men det er nok rigtigere at kalde den interesser i balance. Den balance er mere end truet nu

FOLKEKIRKEN SKAL HAVE EN FORFATNING. Eller er der snarere tale om, at folkekirken skal have en forfatning. Anderledes udtrykt: er forfatningen en gave eller er den et diktat? Diktater er sjældent rare, men gaver da? Der er selvfølgelig de gode, men der er jo også de klamme. Og hadegaver er der da vist også. Hvis folkekirkens forfatning er en gave, hvilken slags er den så?

LÆS OGSÅ: Folkekirken har brug for et kirkeråd

Jeg har levet mit kirkeliv i feltet fra tidehverv til grundtvigianisme. Salige P.G.Lindhardt kaldte gruppen for grundtvigsk-tidehvervsk, og den har i generne indlagt et had til kirkeforfatning. Mere positivt udtrykt: de grundtvigsk-tidehvervske er den forfatningsløse folkekirkes hedeste elskere.

Jeg husker fra min ungdom, at det ikke var ualmindeligt blandt venner at kalde folkekirkens ordning for intet mindre end evangelisk. Folkekirken var ikke bare verdens bedste kirkeordning, den var nærmest faldet ned fra himlen som en guddommelig gave. Den var en åbenbaring af selve Guds mening med en kirke. Herrens kirke er på jord hedder en salme af tidehvervs-grundtvigianeren K.L. Aastrup, og den kirke er folkekirken.

Men det er jo sjældent, at historiske ordninger er så rene i snittet. Og folkekirken faldt faktisk ikke ned fra himlen. Den var, som alt andet her på jord, et miskmask af mangfoldige interesser. Magtkampe for nu at sige det lige ud. Selv 1849-grundlovsfædrene var vel ikke enige om alt, men to ting var de enige om: Folkekirken var et trossamfund og så altså en folkekirke og ingen statskirke. Og da en konfessionsløs rigsdag ikke kan være øverste instans i et trossamfund, og da folkekirken som sagt ikke skulle være en statskirke, måtte folkekirken løsgøres fra statsforvaltningens førerbunker rigsdagen/folketinget.

Men allerede før grundlovsafstemningen var der ballade. Grundtvig ville gerne have en folkekirke, men han ville ikke have, at den var et trossamfund. Derfor ville han selvfølgelig heller ikke have en forfatning; folkekirkens sande forvaltere skulle være rigsdagens medlemmer.

Ved den endelige afstemning led den gamle imidlertid nederlag. Men man er som bekendt en dårlig taber, hvis man ikke mener, at tabte slag skal vendes til sejre. Og her fik de grundtvigske så en gave. Adskillige på rigsdagens venstrefløj, der med Grundloven for første gang havde fået del i samfundsmagten, ønskede, da det kom til stykket, ikke at afgive den igen.

Selv et kirkeråd opfattede de som en utålelig magtreduktion. Og bisperne skulle sandelig heller ikke nyde noget med folkelig indblanding i deres administration. Og centraladministrationens embedsmænd, tror man de ville sende magt ud af huset, når de først havde den inden døre?

For så vidt er det en banalitet, at ikke alt på tegnebrættet kan føres ud i livet. Og det skal det vel heller ikke. Men den folkekirke, vi fik, var ikke et resultat af en åbenbaring, den var ingen evangelisk inkarnation. Den var resultat af en benhård politisk magtkamp. Den var politiske viljer spillet hårdt og konfrontativt op mod hinanden.

I mere end 150 år har disse viljer stået mod hinanden. Fra tid til anden har parterne foretaget grænseoverskridelser for at øge egen magt, men stort set har der været en balance. Hal Koch kaldte som bekendt folkekirken for et velordnet anarki, men det er nok rigtigere at kalde den interesser i balance. Magtinteresser, der har lært at leve med hinanden vel vidende, at hvis man pressede for meget, kunne hele konstruktionen risikere at falde sammen.

ET SÆRLIGT FØLSOMT OMRÅDE har været det, man kalder kirkens indre, det vil sige kirkens tro, lære og ritualer. Mangen en kirkeministeriel embedsmand har ønsket at få fingre i dette område, men som min svigerfar, højesteretspræsident Mogens Hvidt, engang bemærkede til departementschef August Roesens Kirkeret, var der her tale om et helt særligt område, som kræver varsomhed og hensynsfuldhed. Eller, som kirkehistorikeren Leif Grane engang bemærkede: ministeriets omgang med folkekirken kræver takt.

Med den nuværende regerings indtog i gemakkerne fik folkekirken politiske magthavere, der imidlertid ikke ved, hvad varsomhed, hensynsfuldhed og takt er.

Og folkekirkens minister, (minister betyder tjener) forvandlede sig med egne ord til folkekirkens chef, dens herre.

Han gik omgående i gang med at destabilisere den historiske balance. Med to initiativer, der intellektuelt synes modsatrettede, men som dog har det fælles, at de begge tjener til at undergrave folkekirkens fundament. Begge anført i regeringsgrundlaget og meget betegnende vedtaget i Det Sorte Tårn: selvstændigt kirkeråd og folketingsbesluttet kønsneutralt vielsesritual.

Man skulle jo tro, at hvis folkekirken skulle have et selvstændigt kirkeråd, så måtte vielsesritualet overlades til dette, men nej, har man ligestillingskirkeministermagt, så skal man ikke løbe den risiko, at kirkerådet ville mene noget andet.

I grundtvigsk-tidehvervske kredse er forbitrelsen mod kirkerådet i øjeblikket maksimeret. Man afholder møder, ja, udsender endog skrifter. Anliggendet er at vise, at folkekirken i sin af historien givne form er decentral; det er sognet, der er folkekirkens kerne.

Sognet samlet omkring sognets kirke, sognets kirkegård, sognets præst og sognets menighedsråd. Lokale, jordnære, dagligdags ting i centrum. Konkret samtale. Og denne bestemmelse er grundlæggende rigtig, efterhånden også delt af såvel Indre Mission som valgmenighedsgrundtvigianere.

Ingen tvivl om, at et kirkeråd vil bringe folkekirken ud af balance. Sporene efter allerede etablerede nordiske kirkeråd taler deres skræmmende sprog. Kirken forvandlet til et politisk resolutionsorgan. Det norske kirkeråd, der vedtog at sende oliemilliarderne til Afrika, og det svenske, der har blandet sig i politik i et omfang, så man ikke mere kan huske enkelteksempler. Jo, var der ikke noget med vandgennemstrømningen i Øresund? Bare vent, hvad Roskildes grønne biskop vil forelægge kirkerådet til vedtagelse.

Det er klart, at et kirkeråd vil forandre det folkekirkelige liv til ukendelighed. Hverdagen vil blive bestemt af en politisk global dagsorden. Syrien og afstandtagen fra Venstres finanslovsforslag. Men efter min mening er folkekirkens udløbsdato ikke kirkerådet, men Folketingets vedtagelse af pålægget om et ritual for kønsneutrale vielser. Folkekirken ophørte da med at være en kristen kirke.

I den gamle kirke talte man om, at kirken repræsenterede værdierne, mens regeringen stod for disses praktiske udførelse. Et sådant over-underordningsforhold har vi jo lagt bag os, for i folkekirken blev der gennem historiens kampe etableret en balance, hvor Folketing tog sig af det ydre, kirkefolket gennem samtale af det indre.

Under Manu Sareens taktløse herredømme er man imidlertid vendt tilbage til fortidens magtbrug, nu blot med modsat fortegn. Det er Folketing og minister, der tegner værdierne, bisperne er kun embedsmænd. Vi fik i 2012 en statskirke.

Alligevel trøster en del grundtvigsk-tidehvervske sig med, at det var en undtagelse og anser fortsat kirkerådet for den største fare. Det er temmelig naivt. Problemet er langt mere omfattende.

Hvis man iagttager den aktuelle debat om jødisk og muslimsk religionsudøvelse, så ser man fremtrædende politikere, der kræver ret til at bestemme, hvordan menighedernes medlemmer skal sidde. Vi kan ikke acceptere kønsopdelte siddepladser i synagoge eller moské, siger de.

Hvad er det, vi ser i horisonten? En totalitær civil statsreligion, der kun forstår og anerkender ét sprog. Det politiske magtsprog. Hvornår indser folkekirken, at forudsætningen for, at den kan være netop en folkekirke, er, at den bryder med staten?

Carsten Breengaard er lektor emeritus og dr.theol.