Prøv avisen
Kronik

Folkelighed er kultur med helt konkrete udtryk

Et folk er ikke en én gang for alle etableret virkelighed. Et folk er hele tiden under tilblivelse (sådan mener også moderne mentalitetshistorikere). Det er det, som Grundtvig forstår som vækst under Guds forsyn. Eller vi kan sige en stadig kamp for at rejse sig fra almue til folk, skriver kronikører. Foto: Ulrik Jantzen

Vi skal som ledende kultur hævde den særegne danske blanding af historie, kristendom, kritik, videnskab og oplysning, som vi kalder folkelighed. Vi tror, at de fremmede kulturer, som slår sig ned i Europa i disse år, vil forandre dansk folkelighed, hvis de ellers vil lade sig integrere

Knud-Erik Therkelsen skal have tak for i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 2. november at åbne en tiltrængt offentlig diskussion om folkelighed og fællesskab blandt de grundtvigske.

Baggrunden er et forkastet ændringsforslag til Grundtvigsk Forums vedtægter, fremsat på årsmødet i weekenden den 24.-25. oktober.

Ændringsforslaget ville skrive ”evangeliets forkyndelse” og dermed også ”samhørigheden mellem kirke og folk” ud af formålsparagraffen. Therkelsen argumenterer for ændringen, fordi det ellers bliver vanskeligt at invitere nye befolkningsgrupper, først og fremmest muslimer, indenfor i dansk folkelighed.

Therkelsens invitation til disse nye befolkningsgrupper hviler på to begreber: Folket, som er ”det fællesskab, der skal bære folkestyret” og ”ånd”, som han vil udvide fra at være evangelisk-kristen til at være en religiøs livstydning.

Begge begreber er i vore øjne problematiske, selvom de problemer, Therkelsen rejser, er helt reelle. Folkene lever ikke med deres særegenheder på de territorier, de gennem historien var knyttet til. Arabere bor på områder, som ligger i Danmark, men de lever stadig i Mellemøsten med alle vaner og kulturelle præg intakte. Det er i øvrigt en smertelig erfaring, som mange danskere gør i de indvandrertætte boligområder.

Et folk er ikke en én gang for alle etableret virkelighed. Et folk er hele tiden under tilblivelse (sådan mener også moderne mentalitetshistorikere). Det er det, som Grundtvig forstår som vækst under Guds forsyn. Eller vi kan sige en stadig kamp for at rejse sig fra almue til folk.

Det er således en reduktion af begrebet folk at definere det som ”demokratibærende fællesskab”. Det er en abstrakt definition, fordi den intet siger om, hvad det er, som skaber bevægelsen fra almue til folk. Det er en åndelig kraft, men er det en hvilken som helst åndelig kraft? Kunne der eksempelvis være åndelige kræfter, som skabte den modsatte bevægelse fra folk til almue?

Therkelsen gør en dyd af pragmatisme. Han ophøjer det forhold, at alle befolkningsgrupper skal være her og må lære at leve sammen til et åndeligt udgangspunkt. Eller han blander et principielt og et praktisk niveau sammen.

Han vil undgå, at muslimer og kristne skal genere hinanden og i stedet være imødekommende. Derfor vil han have evangeliet ud af Grundtvigsk Forums formålsparagraf, som er et principielt statement, men dermed reducerer han evangeliet til en forsvindende, kulturhistorisk impuls.

I vore øjne giver det kun mening at tale om folkelighed som kultur med helt konkrete udtryk som for eksempel vilje til frihed, kritik, kærlighed til sproget, historisk sans herunder bevidsthed om evangeliets rolle i udviklingen af dansk folkelighed.

Grundvig skrev i Dansk Kirketidende 1852: ”Hvis danskerne ikke ved hvad ordene Gud, menneske, ånd, sjæl, sandhed, løgn, lov, synd, retfærdighed, godhed, nåde, barmhjertighed, fred, tro, håb og kærlighed og mange andre ord om usynlige ting på deres modersmål vil sige, da kunne Jesus lige så godt tale til dem på hebraisk som på dansk.”

Folkeligheden har altså allerede og altid et indhold, som man ikke kan sætte sig ud over uden at ophæve sig selv.

Hvis man skulle udrense kristendom af det danske sprog eller af for eksempel formålsparagraffer og dermed også af folkeligheden, for ikke at udelukke mennesker med en anden tro, så ville der kun være et dødt gespenst tilbage. Det fællesskab, som skal bære folkestyret, er også en åndelig kampplads.

Hvorfor skulle vi grundtvigsk inspirerede forsøge at tilpasse for eksempel Grundtvigsk Forum til kulturer og mennesker, som overhovedet ikke har noget ønske om at sidde i Vartov, for at stifte bekendtskab med Grundtvigs tanker om folk og kristendom?

At vi på en række samfundsmæssige områder er nødt til at leve med en ufolkelig abstrakt fornuft for at kunne fungere sammen på en skikkelig måde, er ikke ensbetydende med, at vi skal opgive en dansk (kristen) folkelighed. Det er ingen tjent med og slet ikke den, som eventuelt har et ønske om at blive integreret i det danske. Vi må som danskere stå ved os selv. Gør vi ikke det, svigter vi de fremmede blandt os.

Hvis vi ikke vil opgive alt det, vi med hjertet er knyttet til, og det vil vi ikke, så må vi acceptere, at der er forskelle. Så kan vi ikke forhindre araberne i at bo i for eksempel Gjellerup, mens de samtidig lever i Mellemøsten.

Nok så mange integrationsmedarbejdere kan ikke tvinge mennesker til at opgive det, de er knyttet til, men man kunne bestræbe sig på at give oplysning til indvandrerne om, at deres virkelighed fra Mellemøsten ikke gælder uden for deres egen kultur.

For enden af dette synspunkt kunne ligge en kristen stat. Vi siger det blot for at understrege, at vi godt kan se det, men ikke ønsker det, det vil sige en stat, der for eksempel legitimerer lovgivning med næstekærlighed eller afviser kritik som forstyrrelse af guddommeligt inspirerede ordninger.

Både næstekærlighed og guddommelig inspiration i øvrigt kommer før politikken og statsbygningen som en del af den grundlæggende kultur eller altså det folkelige.

Det største problem i Therkelsens argumentation er hans opfattelse af ånd. Han siger med rette, at det er ånd, som efterspørges, hvorefter han i samhørighedens navn udtynder den ved at tale om religiøse livstydninger. Er der da ikke forskel på ånderne og dermed de religiøse livstydninger? Er de alle lige gode? Er det kulturelt set lige godt at være muslim og kristen?

Det farlige ved denne ubestemte samhørighedens ånd er abstraktion fra virkeligheden, at den gerne vil se hen over kulturelle forskelle. Den har ikke forståelse for, at man godt kan hævde én ånd som bedre end andre og i samme åndedrag tilstede disse andre borgerret i riget.

Om disse andre så skal eller overho-vedet kan præge dansk folkelighed er en sag, som ikke afgøres uden strid. Denne strid har længe været i fuld gang, nu også officielt i Grundtvigsk Forum, og må ikke udvikle sig til vold og brandstiftelse, som vi lige nu ser det andre steder. Det har vi alle muligheder for at undgå, hvis vi ikke giver slip på os selv.

Vi skal som ledende kultur hævde den særegne danske blanding af historie, kristendom, kritik, videnskab og oplysning, som vi kalder folkelighed. Vi tror, at de fremmede kulturer, som slår sig ned i Europa i disse år, vil forandre dansk folkelighed, hvis de ellers vil lade sig integrere.

Det kræver naturligvis stor ærlighed og åbenhed fra vores side. Vil de ikke lade sig integrere, men forblive Mellemøsten i Danmark, vil parallelsamfundene modstandsløst vokse både i antal og fremmedhed. Det problem har pragmatismens ånd, den abstrakte fornuft eller diverse religiøse livstydninger hidtil ikke givet mange svar på.

Kurt V. Andersen og Morten Kvist er begge valgmenighedspræster