Prøv avisen
Kronik

Professor: Folkemødets livskraft har overgået alle forestillinger

Italesættes folket som ”folket versus eliten”, trækker det på betydninger fra standstiden, hvor der var afgrundsdyb forskel på aristokratiet og folket, hvorimod begrebet ”folkemøde” indskriver sig i folketidens vision om, at vi indgår i et folkeligt – ja, endda et mellemfolkeligt – fællesskab, skriver professor. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Ove Korsgaard, professor i pædagogik på Aarhus universitet, forfatter til flere bøger, blandt andet ”Kampen om folket”

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag åbner Folkemødet. Når der her bliver talt om ”folket versus eliten”, trækker det på standstiden, hvor der var afgrundsdyb forskel på aristokratiet og folket, hvorimod ordet ”folkemøde” indskriver sig i folketidens vision om et mellemfolkeligt fællesskab

FOLKEMØDET PÅ BORNHOLM er seneste knopskud på et træ, der blev plantet for snart 250 år siden. Og hvilket skud! Dets livskraft har overgået alle forestillinger. Hvem skulle for 10 år siden have troet, at Folkemødet ville blive en så bragende succes, som tilfældet er? Sidste år besøgte omkring 100.000 gæster Folkemødet, hvor der var cirka 3200 arrangementer og over 1000 arrangører. Mødet kunne være kaldt så meget andet end et folkemøde, det kunne hedde et politisk møde, en politisk festival, en politisk messe og så videre. Men allerede nu er det svært at forestille sig en anden betegnelse, for Folkemødet opfattes næsten som det eneste rigtige begreb for mødet.

Det tyder på, at vi stadig lever i den tid, som Grundtvig kaldte folketiden. Det var dog ikke Grundtvig, der plantede det træ, der har givet navn til Folkemødet på Bornholm. Træet blev plantet i Tyskland i slutningen af 1700-tallet af filosoffen og sprogforskeren Johann Gottfried von Herder. Mere præcist skete det, da han i 1778-1779 udgav to bind med viser, som han havde indsamlet og kaldte for folkeviser. Det er første gang i verdenshistorien, at begrebet ”folk” bliver brugt om viser. Jamen kan folkeviser da hedde andet end folkeviser? Er viser ikke altid blevet kaldt folkeviser? Nej, det er noget, som Johann Gottfried von Herder fandt på. Tidligere kaldte man viser for ballader, skillingsviser eller noget helt tredje. Herders sproglige nyskabelse slog imidlertid an og dannede mode.

Moden bredte sig til store dele af Europa og vandt i høj grad også indpas i Danmark. Endda i en sådan grad, at vi i dag har svært ved at forestille os tiden før folketiden, altså tiden før man begyndte at sætte ordet ”folk” foran alt muligt, så viser blev til folkeviser, højskoler blev til folkehøjskoler, styre blev til folkestyre, møder til folkemøder og så videre.

Hvad kaldte man tiden før folketiden? Grundtvig har givet en præcis defini- tion, idet han kalder den gamle tid for stændertiden. Før folketiden var befolkningen i Danmark delt op i fire stænder med aristokratiet som førstestand, gejstligheden som anden stand, borgerskabet som tredjestand og bondestanden som fjerdestand. Sådan havde det været siden middelalderen. Der var ikke lighed for loven, idet de forskellige stænder havde forskellige rettigheder og pligter. Aristokratiet havde de fleste rettigheder og bondestanden de fleste pligter. Bondestanden var for eksempel den eneste stand, der skulle springe soldat. Grundtvig kaldte ligefrem standssystemet for et kastesystem.

Med folketiden undergraves standssystemet af idéen om folke-lighed. Den idé betød, at befolkningen gradvist blev underlagt princippet om lighed for loven. I Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1849 proklamerede Grundtvig forventningsfuldt: ”Stændertiden er forbi, nu skal folketiden komme.” For ham var folketiden en ny tid – ja, ligefrem en ny tidsepoke i verdenshistorien. Hvad han kæmpede for og håbede på, var en gigantisk samfundsmæssig og mentalitetsmæssig transformation fra stændertid til folketid.

Brugte man ikke ordet ”folk” tilbage i stændertiden? Jo, i høj grad. Men med en anden betydning end i folketiden. Ordet ”folk” blev primært brugt om fjerdestanden, altså om bondestanden. Folk blev brugt synonymt med ord som almue, mængde og hob og blev betragtet som samfundets laveste stand, hvad folket også var. Det kom til udtryk i begreber som folkehold, folkeløn, folkekøkken, folkebord og så videre. Ord som for eksempel folkestue og folkemad er standsbegreber, idet de indikerer, at der eksisterer en anden stue, en herskabsstue, og at der her blev lavet en anden form for mad end herskabsmad.

I egen selvforståelse hørte samfundets elite, adelen og gejstligheden, ikke til folket. Så langt man kan gå tilbage historisk, skrev den danske præst Hans Peter Kofoed-Hansen i bogen ”Et folk – folket” fra 1869, ”ville adel og gejstlighed selv ærbødigst have frabedt sig den ære at regnes til ’folket’”. Men med folketiden blev begrebet ”folk” vendt på hovedet og gjort til en suverænitetskategori, således som det kommer til udtryk i ord som folkestyre og folkesuverænitet.

I DE MANGE ORDBØGER, der blev udgivet i 1800- og 1900-tallet, kan man følge processen. De gamle standsmarkører såsom folkebord, folkestue og folkemad begynder at glide ud i hverdagssprogets periferi, og nye ord vinder indpas – såsom folkefrihed, folkemagt, folkerettigheder, folkesamfund, folkeskole, folkeslægt, folkestat og folkeværdighed.

Med folketiden vælder det frem med nye folkeord. De nye ord deler sig i tre grupper med hver sin betydning: en politisk, en kulturel og en social. Den politiske betydning kommer frem i begreber som: folkesuverænitet, folkevilje, folkestyre, folketing og folkeafstemning. Den kulturelle i ord som: folkevise, folkeeventyr, folkesprog, folkedragt og folkedans. Den sociale i betegnelser som folkepension, folkevogn og folkesocialist.

Lidt forenklet kan disse tre folkebegreber identificeres ved hjælp af politiske tænkere som Rousseau, Herder og Marx. Hvor forskellige disse tænkere end er, så er de fælles om at give begrebet folk ny betydning. I Rousseaus samfundsfilosofi er folket en politisk kategori, i Herders en kulturel kategori, og i Marx’ en klassekategori. De tre betydninger er alle moderne i den forstand, at de distancerer sig fra den gamle forståelse af begrebet folk, nemlig folk som undersåt.

I DANMARK ER GRUNDTVIG folketidens store filosofi. Hans folkebegreb rummer både en kulturel, en politisk og en social dimension. Han er mest kendt for at have udviklet en ny form for oplysning, nemlig folkeoplysning, og en ny form for højskole, nemlig en folkehøjskole. Når han lagde så stor vægt på oplysning, var det især for at få ændret almuens mentalitet og selvforståelse, så almuens standsbevidsthed blev omdannet til folkebevidsthed. Hvis almuen fortsatte med at betragte sig som almue, kunne der ikke indføres folkestyre.

Almuen måtte, som han skrev, ”først ved en højere dannelse være åndelig trådt ud af deres sfære og var da ikke længere almue”. Almuen ville i så fald være et folk med en ny bevidsthedsform. Grundtvig arbejdede målrettet på at fremme den forestilling hos almuen, at de tilhørte et folk. At gøre det krævede folkelig oplysning og folkelig dannelse. Folkehøjskolens opgave blev da også i mere end 100 år sammenfattet i slagordet ”Fra almue til folk”.

Men selvom standstiden efterhånden blev forvandlet til folketiden, forsvandt den gamle betydning af ”folk” som de ekskluderede aldrig helt. Den italienske filosof Giorgio Agamben finder således, at den moderne historie fortsat er præget af en kamp mellem to forståelser af begrebet ”folk”: folk som udstødt og folk som suveræn. Denne dobbelthed findes i en række europæiske sprog, det gælder popolo på italiensk, peuple på fransk, pueblo på spansk, people på engelsk, Volk på tysk og ”folk” på dansk. Begrebet ”folk” bruges således både om ”det konstituerende politiske subjekt og den klasse, der er de facto om ikke retligt ekskluderet fra politik”, siger Giorgio Agamben.

PÅ FOLKEMØDET PÅ BORNHOLM vil begge betydninger af ordet folk uden tvivl blive brugt. Hvilken betydning der kommer til at dominere retorikken på mødet, er værd at lytte efter, da det siger noget om, hvor vi i Danmark er på vej hen samfundsmæssigt og bevidsthedsmæssigt. Lever vi stadig i folketiden, eller er stændertiden for alvor vendt til tilbage i ny udgave? Italesættes folket som ”folket versus eliten”, trækker det på betydninger fra standstiden, hvor der var afgrundsdyb forskel på aristokratiet og folket, hvorimod begrebet ”folkemøde” indskriver sig i folketidens vision om, at vi indgår i et folkeligt – ja, endda et mellemfolkeligt – fællesskab.