Næstformanden for Dansk-Armensk Forening, Anna Karapetian, perspektiverer den historiske begivenhed og spørger, om den franske lov, som skulle forbyde benægtelse af folkemord, vil overleve anklagen om at være forfatningsstridig
LÆS OGSÅ: Krav om ny lov mod benægtelse af folkedrab
Når man bor i Danmark, kan man i en så alvorlig stund som denne glæde sig over det gode samarbejde, der er mellem Danmark og herboende armeniere, der har lejlighed til at blive en del af forskellige kirkelige handlinger, der markerer årsdagen. Når vi tænker de knap 100 år tilbage, levede armenierne med ødelæggelse af vores kirker i Det Osmanniske Rige, hvilket vi opfatter som en del af det armenske folkemord på 1,5 millioner armeniere.
Derfor har det også været glædeligt, at Frankrig har bakket op om armenierne ved at foreslå en lov mod benægtelse af folkedrab. Desværre har tvivlerne rundt omkring fremført alle mulige begrundelser og undskyldninger for, hvorfor den ikke duer. Og nu bliver den franske forfatning draget ind. Men lad os blot se på den franske lov, som den er, hvor kritikere af loven fremhæver seks angiveligt problematiske elementer:
1) Loven om det armenske folkedrab truer ytringsfriheden.
Først og fremmest handler lovforslaget ikke om det armenske folkemord, men er generelt imod benægtelse eller bagatellisering af en eller flere forbrydelser mod menneskeheden, som det hedder i loven.
Altså understreger loven blot endnu en gang eksistensen af forbrydelser mod menneskeheden, mens det armenske folkedrab og holocaust er eksempler på sådanne forbrydelser.
Den franske lovgivning afspejler fuldt ud EU, for eksempel Ministerrådets rammeafgørelse 2008/913/RIA om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen. Disse love er også vedtaget af Danmark.
Hvis loven bliver vedtaget i Frankrig, må man gerne sige: Jeg tror ikke, at hvad der skete i Tyrkiet i 1915, er folkedrab, men massedrab. Men det vil være ulovligt, hvis man ikke accepterer, at omkring 1,5 millioner armeniere blev dræbt af osmanniske (tyrkiske) soldater.
2) MAN BØR OVERLADE historien til historikere; politikere bør ikke diskutere den.
Argumentet om at overlade historien til historikerne kom fra den tyrkiske premierminister Erdogan i 2005. Han foreslog, at en kommission af tyrkiske, armenske og internationale historikere burde revurdere begivenhederne i 1915. Desværre har nogle af visse embedsmænd og politikere fra det internationale samfund herunder Danmark valgt at adoptere den tyrkiske premierministers mening som et skjold mod dem, der kræver anerkendelse af det armenske folkemord.
Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) skrev følgende i et svar til Folketingets Udenrigsudvalg i januar 2008: Det er regeringens opfattelse, at der er tale om et historisk spørgsmål, som det bør overlades til historikere at besvare.
Men historie for historikere skaber tvivl og forvirring. Overlod vi olieudslippene i New Zealand og Den Mexicanske Golf til økologerne? Skal fejlmedicinering, der medfører døde patienter, overlades til forskerne? Eller skal den aktuelle finansielle krise, der medfører tab og fallit for millioner, være et spørgsmål kun for økonomerne? Vi er alle del af historien og har et historisk ansvar. Om ikke andet, så over for vores efterkommere.
Desuden begrænser den franske lov ikke eventuelle fremtidig videnskabelig historisk forskning om emnet. Slet ikke.
Og ud over at kriminalisere benægtelsen af folkemord kan loven lægge op til, at Tyrkiet ophæver den berygtede artikel 301 i den tyrkiske straffelov, som afholder tyrkiske akademikere og journalister fra at udtrykke deres mening frit om det armenske folkedrab, og fjerner frygten for at blive straffet for deres indsats.
Udviklingen vil gøre det muligt for tyrkiske og udenlandske forskere at gennemføre deres studier frit og opfordrer den tyrkiske administration til at åbne de historiske arkiver, for eksempel dokumenterne fra den osmanniske generalstab.
3) Det er vist ikke alle historikere, der er enige om fakta i forbindelse med det armenske folkedrab.
Anerkendte internationale historikere fastslår i mange uafhængige studier, at der var tale om folkedrab på armenierne omkring Første Verdenskrig.
Og for dem, der mangler orientering eller måtte være skeptiske i øvrigt, ja, så lad os vende blikket mod øjenvidnerne altså dem, der så og faktisk også handlede: Blandt andre to danske kvinder, der er relativt ukendte i deres hjemland, men berømte i blandt andet Armenien for deres mod og modstand under folkedrabet på armenierne omkring Første Verdenskrig.
Lærerinden Karen Jeppe (1876-1935) og sygeplejersken Marie Jacobsen (1882-1960) var to af hverdagens store helte, der ikke overlod historien til andre: Fra de hører om starten på osmannernes drab på armenierne, det gamle kristne folk, til de tager derned som missionærer, opretter børnehjælp og forhindrer slagtningen af tusindvis af armenske børn, kvinder og mænd. Både Karen Jeppe og Marie Jacobsen har opnået helte- og helgenstatus i Armenien, Syrien, Libanon og omkringliggende områder.
4) DET ER IKKE det rigtige tidspunkt for denne lov, da Europa har vigtigere spørgsmål at håndtere.
Nogle hævder, at afstemningen om folkemordsloven var dårligt timet. Men kan man tale om god eller dårlig timing til at fordømme nedslagtningen af mænd, kvinder og børn? Skal pågribelse og tilbageholdelse af kriminelle være afhængig af passende timing i forhold til politik og andre interesser?
Europa har historisk haft fokus på strategiske spørgsmål som for eksempel genopbygningen efter to verdenskrige. I dag hævder nogle, at Tyrkiet er en vigtig partner for Nato, og at det er nødvendigt at undgå provokation og opretholde gode forbindelser.
Det hævdes endog, at de tyrkisk-franske relationer og økonomiske bånd hører til de vigtigste. Desuden er den europæiske økonomiske krise en umiddelbar prioritet, der kan fortrænge historisk-politisk polemik.
Men alle folkedrab skal fordømmes og straffes uanset den aktuelle timing og snævre økonomiske eller politiske interesser!
5) Forbindelsen mellem holocaust og det armenske folkemord er svag.
Mange hævder, at det armenske folkemord og holocaust ikke kan sammenlignes. Men kan man monopolisere tragedier? Og hvad med at undersøge begivenhedernes historiske virkelighed:
a) Den første forbindelse mellem det armenske folkemord i 1915 og det jødiske holocaust blev etableret af iscenesætteren af holocaust, nemlig Adolf Hitler. Han sagde til sine generaler, da de skulle sende deres dødspatruljer ind i Polen: Tag af sted, dræb uden nåde; hvem husker længere udryddelsen af armenierne?.
b) Ophavsmanden til ordet folkedrab (genocide) er Raphael Lemkin, polsk advokat af jødisk afstamning. Han introducerede sin juridiske definition i FN-konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab (1948). Om sin interesse for genocide sagde han: Jeg blev interesseret i folkedrab, fordi det skete så mange gange. Først over for armenierne, og efter armenierne tog Hitler affære.
6) Der er ikke et eneste ord om Armenien og den armenske problemstilling i den nye franske lov.
Den franske lov gælder Frankrig og dem, der bor der.
Men de virkelige interessenter er armeniere, ikke kun i Armenien, men også uden for landet, hvor fire ud af fem armeniere bor, heraf en halv million i Frankrig. De følger med stor interesse den aktuelle debat om de tragiske begivenheder i deres historie.
Alle armeniere har lært fra barnsben, hvordan mange af deres familie brutalt blev myrdet. Det er hovedårsagen til, at de fleste armeniere både i og uden for Armenien var imod de politiske initiativer, der forsøgte at normalisere forbindelserne med Tyrkiet uden forhåndsbetingelser.
Diskussionerne af de armensk-tyrkiske relationer er stadig meget aktuelle (også selvom det mest er de tyrkisk-franske, der diskuteres). Lad os normalisere forbindelserne mellem Armenien og Tyrkiet og prøve at holde fokus på sagens kerne i stedet for at kritisere den nye franske lov.