Det kom som et chok. Dengang i januar 2002, hvor den ny regering fremlagde sit finanslovsforslag. Der var mange i FOF (Folkeligt Oplysningsforbund, red.), som har sine rødder i Det Konservative Folkeparti, som fik morgenkaffen galt i halsen. Den nye regering havde sat en ny dagsorden, og folkeoplysning blev ikke ligefrem opfattet som noget, der var værd at satse på.
Hele vores selvopfattelse blev taget op til revision. Vi havde nemlig, lidt naivt, forestillet os, at der var bred konsensus om folkeoplysningens værdi for det danske samfund. Folkeoplysning, en af de mest værdifulde traditioner i det danske demokrati. En god og billig måde at lære folk noget nyt, en bærende pille i det danske demokrati båret af lokale ildsjæle med en god portion idealisme i bagagen.
Deltagerne på kurserne i FOF og de øvrige oplysningsforbund skulle være med til at betale for skattestoppet. Det drejer sig om mere end en million mennesker, så mange går til folkeoplysning hvert eneste år. Der er altså i høj grad tale om en folkebevægelse. Også helt konkret. Folk bevæger sig aften efter aften væk fra hjemmets fire vægge og fjernsynet og ud i et aktivt samvær med andre mennesker.
»Det er da alt sammen meget godt, men hvis folk har lyst til at gå til engelsk eller blomsterbinding, kan de da bare selv betale. Det er ikke noget, der skal bruges skattekroner på.« Sådan lyder en ofte brugt indvending mod folkeoplysning. Milevidt fra vores egen selvopfattelse, men uden tvivl en holdning, som deles af mange politikerne, embedsmænd og andre smagsdommere.
Der er ingen tvivl om, at det bl.a. er her, skoen trykker. Folkeoplysningen var et let offer, fordi vi simpelthen har været for dårlige til at kommunikere folkeoplysningens værdier, for dårlige til det, der med et moderne udtryk kaldes PR. FOF har i hvert fald lært den lektie, at selvom vi lever i Grundtvigs fædreland, er det hele tiden nødvendigt at gøre opmærksom på folkeoplysningens kvaliteter. Ellers vil vi fortsat være et let offer, når politikerne skal finde besparelser på finansloven.
Og gode argumenter er der nok af, når man skal forklare folkeoplysningens værdi for det danske samfund. Men først lige myten med kaffe og kage. Den holder ikke stik ifølge en nylig PLS-Rambøll-undersøgelse af, hvorfor deltagerne vælger at gå på kursus i FOF. Undersøgelsen viste, at for over 80 procent er selve det at lære noget nyt den vigtigste årsag. For kun ca.10 procent er det sociale samvær det centrale. Folk kommer ikke for at drikke kaffe, men for at lære og opleve noget.
Det var den danske forfatter Meir Aaron Goldschmidt, der i forrige århundrede formulerede den berømte sætning: »Dannelse er menneskets udviklede evne til opmærksomhed.«
Denne definition af dannelse kan også stå som et slags motto for FOF's opfattelse af folkeoplysning. Vi udvikler folks evner til at være opmærksomme på tilværelsen. Det handler ikke kun om konkrete kompetencer, men om at udvide folks horisont og dermed medvirke til at gøre borgerne til ligeværdige deltagere i den demokratiske debat i samfundet.
I hvert fald besluttede vi i FOF, da chokket havde lagt sig, at vi ikke ville sætte os over i et hjørne og surmule. FOF har så meget at byde på, at frygten for, at folkeoplysningen ikke kunne overleve de nye vilkår, ikke skulle blive en selvopfyldende profeti. Vi skulle vise dem, at folkeoplysning er så attraktivt og vigtigt, at den fortsat godt kan klare sig med det forringede offentlige tilskud. Overskriften på arbejdet blev: Folkeoplysningen er kommet for at blive. FOF er kommet for at blive.
For FOF betød det en omstilling af hele organisationen. Vi skulle til at blive mere forretningsorienterede med alt, hvad det indebærer af strategier, sammenlægninger, kommunikationsplaner og ikke mindst branding. Eller med andre ord: For at sikre idealismen skal FOF også være økonomisk bæredygtig. For øvrigt en ironisk pointe. Medens erhvervslivet i øjeblikket snakker om værdier og etik, skal en værdibaseret organisation som FOF blive til en forretning, der også har fokus på indtjeningen.
Dette har også betydet, at der ikke blot er kommet en ny tankegang, men også et nyt sprogbrug ind i FOF. Vi er i øjeblikket således i gang med at undersøge, hvordan markedet ser ud om fem til 10 år. En sådan markedsundersøgelse skal bruges til at tilpasse produkterne til kunderne. Dette arbejde peger i retning af, at FOF's primære målgruppe, dvs. borgere over 50 år, i høj grad stadigvæk vil efterspørge de ydelser, som FOF markedsfører. Der bliver flere velhavende ældre, som ønsker at have en aktiv fritid med indhold.
Et kig ind i krystalkuglen om, hvad fremtidens brugere vil gå til, peger i retning af, at de i højere grad vil efterspørge mere individuelle og fleksible løsninger. Det vil i mindre grad blive kurser, som bliver afholdt på en fast ugedag over en hel sæson. I stedet vil kunderne efterspørge kortere forløb, som f.eks. lægger op til en bestemt begivenhed. Det kunne være en rejse, en opera, en kunstudstilling eller en koncert. Kun fantasien sætter grænser. Et af nøgleordene i fremtidens tilbud bliver uden tvivl oplevelser. Folk vil i højere grad efterspørge spændende og intense oplevelser, der gør en forskel i dagligdagen. Alt dette naturligvis kombineret med, at man samtidig lærer noget nyt.
Man kan sige, at zap-kulturen også vil komme til FOF. Kunderne vil blive mere kritiske, og der vil blive brug for interessante og anderledes ting på hylderne, ellers vil de zappe videre til andre tilbud. Folkeoplysningens niche kommer til at ligge i brændpunktet mellem den kompetencegivende undervisning og fritidsindustrien, en kobling af læring med spændende oplevelser eller sagt på en anden måde: Folkeoplysningen er oplevelser med indhold.
Hvordan er det så gået, siden priserne er steget voldsomt? Tallene taler i hvert fald deres tydelige sprog. I 2002 havde FOF en nedgang i undervisningstimer på knap fem procent. De foreløbige tal for 2003, hvor nedskæringerne for alvor er slået igennem, indikerer et yderligere fald på ca. syv procent. Tallene dækker over store regionale forskelle, bl.a. fordi de kommunale tilskud varierer fra kommune til kommune. Et kursusforløb på 72 timer kan således variere med op til 500 kr. Den nedadgående tendens er således ikke til at til at tage fejl af, men retfærdigvis skal det siges, at det heldigvis er langt mindre, end vi frygtede, da finansloven blev vedtaget i januar 2002.
Og så sidder der sikkert nogle politikere og tænker. Når nu FOF ikke har oplevet den store nedgang, så kan vi jo lige så godt fjerne resten af tilskuddene. De fleste borgere har tilsyneladende råd til at gå til folkeoplysning under alle omstændigheder. Til dette kan man kun svare, at FOF satser stærkt på at overleve under lige meget hvilke vilkår, man byder os fra politisk side. Det skylder vi alle vore deltagere. Men de reducerede offentlige tilskud giver social slagside. Den ikke velstillede del af befolkningen, herunder især nogle af de ældre, vil blive nødt til at sidde hjemme og kukkelure foran fjernsynet med alt, hvad det indebærer af social isolation og faldende livskvalitet.
Det er en udvikling, vi ikke tror på, at den nuværende regering vil lægge navn til. I FOF vil vi i hvert fald gøre alt for, at dette scenario ikke bliver en realitet.
Fra politisk side er man inde i en ændret prioritering - et skattestop med færre offentlige udgifter og flere penge til borgernes egen disposition til følge, men det er en langsom proces. Vi må sørge for, at folkeoplysningen ikke dør undervejs, både af hensyn til det dansk samfund og den enkelte borger.
Inge Vinther er direktør i FOF
Læs kronikken i morgen:
»Fødevareministeriet varetager ikke gamle husdyrracers tarv!«
af Stig Benzon