Folkeskolen er blevet en virksomhed, der producerer synlige elevpræstationer

Mens forældre kommunikerer alene på intranettet, og iPads er blevet centrum i undervisningen, tror eleverne, at skolen kun handler om at præstere. I fraværet af pædagogisk praksis stiger volden i folkeskolen

Folkeskolen er blevet en virksomhed, der producerer synlige elevpræstationer
Foto: arkiv/Katinka Hustad/ritzau.

HVORFOR STIGER VOLDEN i folkeskolen? Fordi den pædagogiske praksis ikke længere findes.

I stedet har vi nu folkeskolereformens teknokratiske implementeringsmetoder. Og det er noget helt andet. For her er læreren og eleven ikke frie, og formålet ikke myndighed. Her er alene læringsmålstyret optimering af statistikbaserede testresultater og en stigende elevdiagnosticering for at få udløst ekstraressourcer.

Hvad er det, der sker ude på skolerne? Det ved enhver forælder. Der bliver i stigende grad brugt classroom management - metoder, hvor elever stigmatiseres med røde, gule og grønne labels. Elever med diagnoser bliver holdt hjemme i årevis af forældrene. Mange skal ødelægges helt, før de får et specialundervisningstilbud. Forældre kommunikerer alene på intranettet. Centrum for al undervisning er iPads. Skole-hjem-samtaler foregår ud fra testresultaterne og med computeren foran læreren.

Børn tror, skolen handler om at præstere og komme på ”næste niveau”. Lærere skal følge kommunale kursers it-bårne manualer og må bare sige, at ”sådan er det nu”, hvis det kritiseres af forældrene.

Personalets sygemeldinger skal følges op af teamstrukturer, og skoleklassens rolige faste strukturer er endt i konstante flydende gruppedannelser. Samtaler hedder nu kommunikation, venskaber relationer, og skolefaget er blevet til testkompetencer. Folkeskolen er blevet en virksomhed, der producerer synlige elevpræstationer.

På læreruddannelsen indleder en grundbog med det helt evidente, at ”teorividen falder ikke ned fra himlen. Den blev frembragt af mennesker”. Pædagogikken som fag opstår efter oplysningstiden, hvor vi med blandt andre tyske Immanuel Kant og franske Jean-Jacques Rousseau indser, at mennesket kan og skal bruge sin sunde kritiske fornuft. Er det stadig en del af folkeskolen? Nej. Tværtimod.

For vi har haft en folkeskolereform, hvor folkeskolelærere nu tvangsindlægges på kommunale kurser i John Hatties metode ”synlig læring” og i en eller anden embedsmands selvopfundne ”læringsmålstyret undervisning”, som var det begreber, der, ja, stod mejslet i stentavler.

Synlig læring bliver lanceret som en ufejlbarlig videnskab, som ingen lærere må kritisere. Heller ikke, hvis den strider i mod mangeårige pædagogiske arbejdserfaringer. Hvis de udøver kritik af synlig læring i kommunale sammenhænge, hænger deres arbejde i en tynd tråd.

Blandt andet fordi professor Jens Rasmussen i 2010 annoncerede: ”Syntesen mellem teori og praksis får lov til at foregå i den enkelte lærerstuderendes eget hoved. Det er ikke godt nok.” Og så blev han sat i front i den nye læreruddannelsesform, der skulle understøtte folkeskolereformen.

I bedste Singapore-style blev begge reformer indført nærmest hen over natten i 2013 – med eller uden faglige, erfarne, fornuftige lektorer og folkeskolelæreres opbakning.

For enkelte professorer, politikere og embedsmænd havde fået en åbenbaring. Videnskaben skulle blive lov, en manual, noget folk i praksis ikke kunne kritisere, og alle måtte forstå, at lærernes arbejdserfaringer var at sammenligne med hekseagtige almuetraditioner. Thi det står skrevet hos Hattie.

Folkeskolereformen blev en abstrakt Scientology-agtig manualiseret indføring i bestemte angelsaksiske metoder, hvor tilhørende obligatoriske kurser og it-implementering blev finansieret med elever med diagnoser, der i dag undervises hjemme, fordi de ikke kan være i folkeskolen. Eksklusion og vold i skolen opstår, når lærere ikke længere kan fremtræde som myndige lærere, men er blevet statens marionetter. Vi kender det fra Korea. Det kaldes i dag fremskridt, blandt andet fordi samme Rasmussen lod kundgøre i 2004, ”at det ikke længere giver megen mening at tale om fællesskaber, hvortil de ydre forskrifter kan føres tilbage som fælles værdier og traditioner”.

Så ud med fælleskabet og traditionerne, ud kom al fokus på folkeskolens formålsparagraf. Det blev simpelthen forældet snak at tale om formål, om skolen som normativ. Hvad er folkeskolen så nu? Den blev til implementeringen af rene videnskabelige metoder. Til konkurrence. Konkurrence mellem eleverne. Thi det står skrevet hos Hattie (side 82). Konkurrence mellem folkeskolerne, en liberalistisk pointe. Konkurrence mellem lande med en standardmålestok, der overser enhver nations særlige kultur. Men hvad er skolen, hvis ikke et lokalt nationalt fællesskab med et fælles værdibaseret formål? Og hvis der intet fællesskab er, men kun individer, hvad betyder det så for evnen til at mærke andre? For mængden af vold? For muligheden for at ekskludere uden at opdage det?

En egentlig pædagogisk praksis er fjernet fra vores samfund, og tilbage findes nu alene videnskabsbaserede ”rene”, optimerende individualiserede læringsprocesser, helt uafhængig af historie, indhold og fællesskab. Højskoleforstander Hans Henningsen advarede imod lige det; imod ”at dyrke det fuldkomne menneske (…), der gør det konkrete menneske her og nu til noget kun foreløbigt, der skal overvindes, eventuelt ofres for at nå frem til det virkelige menneske”.

Pædagogikken er en menneskepraksis, ikke kun en teoretisk videnskab. Modsat psykologien, biologien, neurologien og sociologien, der dominerer i dag, så indeholder den pædagogiske praksis dilemmaer, konflikter, paradokser og modsætninger. Fænomener, der i øjeblikket søges elimineret med en dertil opfundet reformforskning fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse.

Hermed ryger den pædagogiske, menneskelige praksis ud med badevandet, og lærere/pædagoger bliver derfor i øjeblikket erstattet af socialrådgiver, hk’ere og akademikere. På den måde bliver elever og lærere selve problemet i folkeskolen; et spildprodukt ved siden af de velsmurte effektive computere og videnskabsbaserede metoder. For elever og lærere er ustyrlige, de vil være frie, vil dyrke det fælles, spilde tiden sammen og kan ikke forudses, styres og måles. Med diagnoser og videnskabelige rapporter forsøger vi derfor i abstraktionens og videnskabens navn at sætte mennesket på plads, så det passer ind i videnskabens abstrakte logikker. Det er vist prøvet før!

Men fagpersonligheder skal ikke manualiseres og metodefikseres. De skal opfordres til at drømme, ville, tro på, holde af og så videre. Også i pædagogiske institutioner. Mennesket skal opmuntres til at tage et ansvar for fællesskabet. Et moderne demokratisk samfund kan ikke se på, at fagpersonligheder går ned med stress og depression i afmægtighed over, at de jo nødvendigvis skal skønne i undervisningen, der er fuld af modsætninger og paradokser, og derfor aldrig ”rent” kan følge de anviste forskningsbaserede metoder i praksis.

Hvis læreren ikke føler sig myndig, så forsvinder overskuddet til at se den afmægtige elev, der også føler sig som et tandhjul i et stort metodemaskineri. Overskuddet, der mærker elevens fortvivlelse, inden det ender med vold. Abstraktioner som ”kommunikationprocesser”, ”læringsmålstyring” og ”relationskompetence” findes kun i institutioner uden fællesskab, traditioner og mening.

I dag må de teknokrater, der styrer folkeskolen, derfor kritiseres, så fagpersoner igen kan udøve en pædagogisk praksis i folkeskolen. Hvis det ikke sker, er vi ikke længere et moderne demokratisk samfund.