Prøv avisen
Kronik

Nyt lys over Martin A. Hansens rolle under Besættelsen

Ole Juul

Ole Juul, Skribent, foredragsholder og formand for Landsforeningen Martin A. Hansen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Folkestrejken i 1944 fik Martin A. Hansen til at reflektere over den folkelige fælles vilje til modstand. Ny antologi, som udkommer på mandag, kaster nyt lys over Martin A. Hansens refleksioner og tekster fra det illegale blad Folk og Frihed

I SOMMEREN 1944 MODTOG forfatteren Martin A. Hansen en opfordring om at skrive til det dengang illegale blad Folk og Frihed. I de første besættelsesår havde Martin A. Hansen, som efterhånden havde skabt sig et særligt ry i litterære kredse, været noget forbeholden over for den gryende modstandsbevægelse i landet og de sporadiske sabotagehandlinger, som de spredte grupper ud over landet foretog. Men med urolighederne i august 1943, hvor regeringen gik af, begyndte der at tegne sig et andet billede af og for modstandsbevægelsen. Af dagbogsnotater fra disse dage kan man hos Martin A. Hansen fornemme en art lettelse over, at nu sker der da endelig noget. Nu bliver der sagt fra, hvilket for Martin A. Hansen betød en nødvendig og konsekvent afklaring over for besættelsesmagten.

I DAGBOGEN SKRIVER HAN hen imod årets slutning følgende: ”Stærkest var jo 29. august og de spændte dage før og efter. Nu var forholdet klar. Det var i grunden en lettelse. Det er mørkt, men man ved, hvad der sker.” Den nye situation skærpede også Martin A. Hansens egen forståelse af nødvendigheden af en aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt, så da Bente Hammerich i sommeren 1944 – sammen med de to andre redaktører af Folk og Frihed Aksel Heltoft og Povl Vestergaard Larsen – henvendte sig til den kendte forfatter og kulturpersonlighed om aktiv støtte til deres illegale arbejde, sagde Martin A. Hansen straks ja. Herfra gik Martin A. Hansen helhjertet ind for sagen, og en af hans tidlige artikler, ”Dialog om Drab og Ansvar”, som blev trykt i den illegale antologi ”Der brænder en Ild”, hvor han utvetydigt forsvarede likvidering af stikkere, er sidenhen i forskningen og historieskrivningen blevet en tekst, som man gang på gang vender tilbage til, når man vil have afklaret forholdene i de anspændte uger og måneder i slutningen af krigen.

MARTIN A. HANSEN GJORDE i kraft af sit illegale arbejde under Besættelsen nogle interessante iagttagelser, hvilket senere blev grundlaget for hans syn på demokrati og folkestyre. Hans refleksioner over mødet med folk af vidt forskellig observans gjorde, at han indså, at der på tværs af alder, uddannelse, religion og politik kan findes og genfindes en fælles samklang i et folk, der vil virke til gavn for demokrati og folkestyre, når det for folket for alvor ”brænder på”, hvilket det gjorde i de sidste måneder af besættelsestiden.

Derfor havde Martin A. Hansen som så mange andre, han kom tæt på i sit illegale arbejde, store forventninger til, hvad der ville ske, når befrielsen endelig kom. Men han blev som mange andre skuffet, da valget i oktober 1945 gav de gamle partier og samarbejdspolitikerne magten tilbage. Men i stedet for at lade skuffelsen farve fremtidsvisionerne, arbejdede Martin A. Hansen nu intenst på andre platforme for at styrke og fastholde det, han havde erfaret under Besættelsen, hvilket han i adskillige artikler i de blade, der med Befrielsen var blevet legale, nu underbyggede.

Landsforeningen Martin A. Hansen, der blev dannet i 2009 i forbindelse med forfatterens 100-årsdag, har længe haft et ønske om at kunne publicere disse artikler, som Martin A. Hansen forfattede under og umiddelbart efter Besættelsen, da det ud over at have stor historisk relevans også kan kaste nyt lys over de tanker og refleksioner, man i dag gør sig om demokrati og folkestyre. Ønsket bliver endelig indfriet på mandag, hvor bogen ”For Folkets Frihed” udkommer på forlaget Gyldendal. Her vil man ud over i samlet bogform for første gang at kunne læse de væsentligste af artiklerne fra de illegale blade, især Folk og Frihed, møde en række litterater, teologer og historikere, der kaster nyt lys på de problemstillinger og diskussionsfelter, som Martin A. Hansen berører i sine artikler, og på den måde begrunder artiklernes aktualitet.

Noget af det mest interessante og i grunden stærkt opløftende er de tanker, som Martin A. Hansen gør sig under og umiddelbart efter folkestrejken i København i de første julidage i 1944. Her bliver forfatteren opmærksom på og skriver senere i Heretica artiklen ”Juli 44” om dette ”fællesinstinkt, der undertiden får alle til at tænke, sige og gøre det samme på samme tid, en storbyens samvittighed, der er steget op fra sit dyb og giver sig forunderlige udslag i stram selvdisciplin, selvbeherskelse, gavmildhed, hjælpsomhed, offermod, indbyrdes forsonlighed. En besynderlig fællesvillen, i hvilken den enkelte ikke føler sig som et nummer, et led, en del af helheden, men som helheden selv, som ansvarlig for alle, hvert dræbt barn er hans eller hendes, hver skudt mand er deres søn eller broder, en viljens storhed, der ofte hæver sig over den enkeltes formåen til daglig, og som viser den, der mistroisk har set på det, der rummes i begrebet ’Massen’, at flokken og fællesskabet har højere og ædlere egenskaber, end man har været tilbøjelig til at tro. Disse dage lærer den skeptiske, at massen ikke uden videre er ’masse’, at ’massepsykosen’ ikke blot forringer mennesket, at flokken ikke altid sænkes til den ringestes niveau”.

Nej, det er det modsatte der sker, en oplevelse, der ikke kan eller vil glemmes. ”Jeg tænker ikke på larmen ved barrikaderne, men på den store stilhed sidenhen. Sproget, som nyfødt levede i en munter-stilfærdig bemærkning. Og i tystheden hørte man, der var et folk til.”

I SIT STORVÆRK om kristningen i Danmark omkring årtusindskiftet, ”Orm og Tyr” (1952), gør Martin A. Hansen sig nogle tilsvarende tanker og refleksioner om en fælles vilje i et folk. Her skriver han, at ”når en sjælden gang de enkeltes reaktion forenes i en mangfoldighedens beslutning, da er noget afgørende sket. Bagefter er den enkelte og de mange ikke mere helt de samme. Man ville ikke skrive om det, dersom ikke vor egen generation havde oplevet det, i den mærkeligste hændelse i vor tilværelse, en begivenhed, som skønt ikke fuldt forstået, alligevel er bestemmende for denne bogs syn. Jeg tænker på folkestrejken sommeren 44”. Hvad Martin A. Hansen her indirekte får sagt, er, at den fælles beslutning i folket om kristningen af landet og den fælles vilje til modstand under folkestrejken i julidagene i 1944 er to sider af samme sag. Begge dele har en samklang i nogle dybe lag, der gør, at et folk kan bevæge sig. I tiden omkring årtusindskiftet var det fra den gamle hedenske religion til den i Nordeuropa spirende kristendom, og i juli 1944 var det en overbevisende fælles opstand mod overmagten. Det er historisk interessant, men det har tillige en aktualitet indbygget i sig, da det kan hænde igen, at folket samler sig. Der er nedslag i folkets historie, der har karakter af en mangfoldighedens beslutning. Det hænder sjældent, men når det hænder, så sker der noget afgørende for folket.

I sine artikler knytter Martin A. Hansen flere steder til ved det, han kalder retssynstanken, som er førkristen, men reddet med over fra vikingetiden til den unge kirke. Det er et gammelt nordisk tanke- og idékompleks om den enkeltes værd, der kommer op til overfladen en gang imellem.

Når man i dag læser Martin A. Hansens forunderlige, friske tekster, får man en klar fornemmelse af, at her er en forfatter, en kulturpersonlighed, der instinktivt vidste, at der ligger noget gemt i et folk, som kan ligge i dvale i århundreder, men som vækkes til live, når det for folket er livsnødvendigt. I folket ligger der en fælles vilje, som forpligter den enkelte i fællesskabet. Af den grund og mange andre, som kommer til udtryk i de mange artikler fra besættelsestiden, er det en berigelse og bekræftelse at læse og genlæse Martin A. Hansen.