Ifølge Oscar Wilde er det en utaknemmelig opgave at være forældre: ”Børn begynder med at elske deres forældre, siden fordømmer de dem, sjældent – om nogensinde – tilgiver de dem.” Heller ikke sproget yder forældreskabet megen retfærdighed. For selvom enhver forælder føler sig overbevidst om, at man gør det meget bedre end forældregenerationen, så står man alene med det synspunkt. Ifølge sprogets logik er bedsteforældre de bedste.
I et konkurrencesamfund som vores må disse forhold naturligvis virke udfordrende. Burde man ikke som forældre tage sig sammen, gå på gaderne for at få den anerkendelse, der tilkommer én? Man kan udruste sig med bannere, slagord og bevæge sig i optog for at bevæge andre til at forstå, at man må have respekt for forældreskabet. Man burde være ambitiøs, ligesom den nye regering, der vil gøre Danmark til det bedste land i verden at være barn i.
Idéen om at blive bedsteforældre, inden slægtens kronologi gør det naturligt, kan ses som en naturlig protest over de ændrede forhold i storfamilien. De rigtige bedsteforældre har en tendens til at melde sig ud. De har fået nok af tv, strikketøj og skrigende børnebørn. De er derfor taget på jordomrejse eller har slået sig ned i Sydfrankrig. Det har skabt et tomrum, der har åbnet for nye muligheder. Thi nu er chancen kommet til forældre, der i grunden helst vil være bedsteforældre og dermed gøre sig fortjent til børnenes kærlighed ved at lave deres yndlingsretter, servere slik og lade være med at opdrage.
Oplivet ved denne tanke og ved udsigten til omsider at få ro og fred i familien optændes man da til dåd. Ja, når man tænker nærmere over det, må man forbløffes over, at man ikke for længst har fået en så god en idé. Det burde ikke være vanskeligt at realisere, for ganske vist har børn deres egne meninger, men da de har dem fra forældrene, så burde det ikke give anledning til uoverensstemmelser. Styrket af disse overvejelser når man frem til håbet om snarligt at blive pædagogisk profet. Men ak, ved at gøre undersøgelser i felten opdager man, at dette projekt allerede er realiseret under navnet curling.
Hvorfor skal det hedde curlingforældre? Hvorfor ikke kalde en spade for en spade og tale om, at forældre gerne vil være bedsteforældre? Det skyldes muligvis tidens angst for realiteterne eller måske en angst for fortiden. Bygger man for eksempel en ny sporvognslinje, kalder man det en letbane, fordi ordet sporvogn peger bagud. Det er gammeldags, og angsten for fortiden skaber en hysterisk mani for noget nyt.
Man ser også bagud, hvis vil have bedsteforældre som ideal. Så er det langt bedre med ordet curling, der peger fremad. Og det gør man ved at sætte skub i en sten på et isglat underlag med kurs mod husets cirkler. For at den skal kunne nå sit mål, er spillerne flittigt beskæftigede med at skurre rent foran den, således at den uhindret kan glide frem. Curlingforældre rydder banen for deres børn, så de ingen forhindringer møder, ud fra en filosofi om, at børn går i stykker og får ar på sjælen, hvis de møder ubehageligheder og vanskeligheder.
Hvis man synes, at der er lige lovlig meget tivoli over den tankegang, så skal jeg være den første til at indrømme det. Men spørgsmålet er, om det er mig, eller det er virkeligheden, der tivoliserer? For er det at tivolisere opdragelsen ikke en realisering af en pædagogik, hvis idégrundlag er curlingideologien? Det vil sige en pædagogik, der tager sigte på fred og fordragelighed ved at styre uden om konflikter og problemer og i stedet møde børnene med underholdning. Dermed er vejen banet for en udvikling, der må få ideologiske konsekvenser, og man kan vente at der inden for en overskuelig fremtid vil blive fremsat forslag i Folketinget til forbydelse af modgang.
Hvor fører curlingidéerne os hen? Til en drømmeverden, hvor det er idéerne, der er realiteterne. Og selvom der curles som aldrig før, er der efterhånden sikre tegn på, at vi er på vej i den gale retning.
Desuden hører man om, at børn i stigende grad får psykatriske diagnoser. Og hvorfor nu det, når alle problemer bliver curlet væk? Og hvorfor er børn i det hele taget så støjende? Ja, der er selvfølgelig ikke noget galt med støjende børn, medmindre forholdene kræver, at de er stille. Og det er jo det, mange børn magter. Det skyldes deres ængstelighed ved at skulle bære ansvaret for de konfliktsky curlingforældre.
Det skaber uro, og hos nogle børn endda angst, som uvilkårligt må have udtryk og derfor er mange moderne børn ikke til at holde ud at være i stue med – hvilket er grunden til, at de rigtige bedsteforældre er rejst.
Desuden ser vi nu konsekvensen af curlingopdragelsen i et nyt ungdomsoprør. Hvor børnene havde magten over deres curlingforældre, mens de endnu var små, er det nu ledelsen på de højere læreranstalter, der mærker magtens vilkår. Man skal derfor ikke lade sig narre af emnet for konflikten.
Det drejer sig om en magtkamp ligesom i 1968, hvor unge, optændte af fikse idéer, smadrede forskningen på universiteterne. Deres oprør var et ægte produkt af overflodssamfundets tivoliserede pædagogik. I 1968 var slagordene marxisme og klassekamp. I 2019 handler ungdomsoprøret om køn og kønskamp. Begge disse ungdomsoprør er en manifestation af magtkampe, der kunne og burde være afviklet og bearbejdet, mens børnene endnu var små.
Spørgsmålet er, om det ikke var rimeligt at forlange, at forældrene tog de nødvendige kampe med deres børn, mens de endnu er børn. Der er jo ikke meget mening i. at private problemer skal sætte den ideologiske dagsorden i samfundet. Derfor er der grund til at spørge: Har forældre ikke en opgave at løse? Skal forældre ikke sørge for at andre mennesker kan holde ud at være sammen med deres børn?
Svaret afhænger naturligvis af idéernes status. Ifølge Cervantes er idéerne langt mere betydningsfulde end realiterne. Ja, man kan sige, at idéerne er realiteterne, især når det gælder børneopdragelse. Derfor er det næppe muligt at anfægte de pædagogiske idéer om anerkendelse og curling, selvom enhver kan se, at børn bliver magtsyge eller psykisk syge af det. På den baggrund kunne det være en overvejelse værd at spørge om, hvad opdragelse egentlig går ud på.
Opdragelse handler om at skabe rammer for børnene, som de kan udvikle sig i. Det betyder, at man må begrænse dem, fordi begrænsningen skaber mulighed for personlig udvikling, som er forudsætningen for, at barnet kan opdage realiteterne.
Hvis barnet ikke lærer at give afkald, hvis barnet ikke mærker, at det er forældrene og lærerne, der har myndigheden, ja, så kan man se resultatet ved at orientere sig i det absurde teater, der går under navn af køns- og identietsbevægelse. Og hermed er vi tilbage ved begyndelsen og forældrenes længsel efter at blive bedsteforældre.
Man fristes til at foreslå en begrænsning af de rigtige bedsteforældres udrejsetilladelse, hvilket jo også må kunne aflæses positivt på co2-regnskabet. Det vil give dem mulighed for at løfte den opgave, der er deres sande mission i livet.
Forældrenes opgave derimod er at påtage sig den myndighed, der skal til for at skabe ro i familien, og de rammer, der er nødvendige for, at børnene kan udvikle og frigøre sig. Det er livets nødvendighed, at generationskonflikten bliver afviklet, og grunden til, at forældre nødvendigvis må finde sig i at ende i Wildes paradoks.