Forældre i folkekirken tøver nu med dåben

Flere og flere medlemmer af folkekirken vælger ikke at lade deres barn døbe. Der er tale om ganske få procent, men de kan nu ses i statistikkerne. Dagens kronikør, der er præst i folkekirken, er af gode grunde bekymret. Han ridser her nogle af de væsentligste grunde til de dalende dåbstal op

Forældrenes vægelsind pålægger barnet en stor beslutning, som det kræver meget at træffe. Ofte tumler barnet med spørgsmålet om, hvorvidt det ”nu tror nok” og anlægger altså et rent gerningsperspektiv på dåben helt i pagt med moderne tidsånd.
Forældrenes vægelsind pålægger barnet en stor beslutning, som det kræver meget at træffe. Ofte tumler barnet med spørgsmålet om, hvorvidt det ”nu tror nok” og anlægger altså et rent gerningsperspektiv på dåben helt i pagt med moderne tidsånd. Foto: Marianne Grøndahl.

DECEMBER ER MÅNEDEN, hvor mange mennesker benytter folkekirken. Det særlige bånd mellem folk og kirke ses ganske tydeligt. Julegudstjenester for institutioner, skoler og foreninger fylder godt, ligesom juleaftensgudstjenesterne har stor folkelig opbakning.

Det skal dog ikke dække over, at dette bånd ikke behøver at være en selvfølge. For nogle medlemmer af folkekirken vælger ikke at lade deres barn døbe. Der er tale om ganske få procent, men de ses nu i statistikkerne.

Det burde påkalde sig mere opmærksomhed, end det gør. Både i forhold til forskning i folkekirken, de kirkelige tiltag og i forhold til de teologiske overvejelser i forbindelse med dåb. Undertegnede er præst i folkekirken og ønsker brændende, at folkekirke og folkekirkeordning kan gives videre til de næste generationer. Derfor denne kronik. Mit fokus er overvejende teologisk.

Hvorfor lader forældre i folkekirken ikke deres barn døbe? En lille gruppe af forældre kan ikke overskue både en helt lille baby og også at skulle tænke på dåb og efterfølgende dåbsfest. Dette er en praktisk og socialt betinget årsag til ikke at lade sit barn døbe.

Kunne kirken ikke aktivt tilbyde dåbshjælp? Sognelokaler er ofte tilgængelige, og der eksisterer allerede traditioner for at hjælpe praktisk og økonomisk i form af julehjælp og lignende.

Andre forældre lader ikke deres barn døbe ud fra en tanke om, at barnet ”selv skal have lov at vælge”. Jeg har haft nogle dåb af børn fra 1.-7. klasse, og oftest har det været stærkt og smukt. Men hvis jeg får spørgsmålet, om ikke forældrene skulle vente med dåb, så giver jeg det pragmatiske svar, at det er meget lettere at sige fra for et barn i konfirmationsalderen, end det er at sige til.

Eller sat på spidsen: Forældrenes vægelsind pålægger barnet en stor beslutning, som det kræver meget at træffe. Ofte tumler barnet med spørgsmålet om, hvorvidt det ”nu tror nok” og anlægger altså et rent gerningsperspektiv på dåben helt i pagt med moderne tidsånd.

I det følgende vil jeg indkredse en række grunde, der måske har svækket incitamenterne for at få sit barn døbt som helt lille.

DEN FØRSTE GRUND har rod i det gamle skel mellem Indre Mission og grundtvigianismen. Skellet antager en anden form i dag end i 1800-tallet. Det går mellem de socialt aktive og så dem, der ikke er det. Her tænker jeg på dem, der gør brug af kirken til kor, højskole, familiearbejde og lignende, og så dem, der slet ikke er aktive socialt.

De sidste frastødes let af få, meget aktives iver efter at ”få fat i folk” på alle mulige måder. De har ikke lyst til at ”de kirkelige” sådan skal sætte dagsordenen. Så jo mere disse aktivister soler sig i succeser med aktiviteter, jo dybere bliver skellet, og jo mindre bliver lysten til at komme hen i kirken og være sociale med alle disse ”meget kristne” og få sit barn døbt. Så hellere lade være. Det var allerede kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen, der formulerede en variant af denne tankegang i bogen ”Den fjerne kirke” (1996). Jeg bør måske lige fortælle, at jeg selv er en glad aktivist, der gerne ser, at der ”sker noget” i kirken.

DEN ANDEN GRUND til at fravælge barnedåb er, at forkyndelsen i folkekirken er blevet ”amoriseret”. Amor betyder forelsket kærlighed. Problemet er, når den kristendom, som forældre præsenteres for, er en lang, tandløs tale om Guds kærlighed, som alle sukkersødt klistres ind i. Som om alt surt og sygt i tilværelsen blot skal sødes med sukker.

Sæt en dramaturg til at lytte til prædikener i folkekirken. Hun vil sikkert sige, at menigheden lulles ind i ligegyldighed eller falder i søvn, når præsten når til dét om Guds søde kærlighed. Hvis det er rigtigt, så lulles beslutningen om barnedåb også let ind i ligegyldighed. Gud er så kærlig og elsker alle, og der uddeles blankochecks til alle mennesker. Nåden er jo gratis. Bliver der ikke en megen lille, nærmest ligegyldig himmel til forskel, om barnet bliver døbt eller ej? Hvorfor overhovedet lade sit barn døbe?

Den ”amoriserede” kristendom kan eksempelvis også spores i en forargelse over ritualets ordlyd om, at man bliver et Guds barn i dåben. For det var man da i forvejen? Hævdes det. Måske. Men kunne man da så ikke i det mindste skelne mellem det implicitte og eksplicitte, det uudtalte og det udtalte - er det ikke mere udtalt og virkeligt alt det med dåb, når den vitterlig sker i menighedens gudstjeneste?

I dåben bliver jeg jo eksplicit - eftertrykkeligt - et Guds barn, Gud bliver mig en far, og jeg får Jesu bøn Fadervor i dåbsgave og kan i kraft af dåbens nåde retteligt kalde Gud min far og tage Fadervor i min mund, når jeg bliver lidt ældre og får sprog.

DEN TREDJE GRUND til at fravælge barnedåb bunder i en overfladisk tilgang til den lutherske tradition. Vi bliver eksempelvis for hurtigt færdige med tankerne bag Den Augsburgske Bekendelse - ét af folkekirkens læreskrifter, der blev forfattet i 1530 i Augsburg. Her står der eksempelvis i artikel to om arvesynden, at den ”virker fordømmelse, og også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden”. Hvorledes skal disse ord fortolkes? Står barnet ikke lidt hen i det uvisse, hvis det ikke døbes?

Tanken om evig død er ikke så fremmed for os, som vi måske tror. Hvem kender ikke til fænomenet, den dårlige dag, hvor man mest af alt er et oppegående lig? Og hvis den evige død skulle angå den hinsidige evighed - svarer det så ikke meget godt til, hvad nogle mennesker tænker: at når vi dør, så dør vi, og så er livet slut? Så opsluger døden livet - og er den så ikke evig?

Er dette ikke en folkereligiøs måde at genformulere tanken om evig død anno 2014? Og så kan man selvfølgelig spekulere i denne evige død: Hvordan mon den opleves? Som et brændende helvede? Da jeg skrev ”En bog om helvede og Folkekirken” (2011) slog det mig, så umiddelbart et forhold mange danskere har til et helvede. Manden på gaden véd åbenbart, hvad Helvede er. Derfor skrev jeg bogen og blev kritiseret for at afskaffe Helvede. Selvom jeg er beæret over denne tiltro til mine evner, så plejer jeg at henvise til, at det ikke er mig, men Kristus, der afvikler Helvede.

Og det bringer mig til den fjerde grund til at fravælge dåb. Dåbens forhold til frelsen udviskes i dåbsteologien. Dåben er en familiebegivenhed og ikke ret meget andet. Når det så forkyndes, at Gud er som en kærlig familiefar til evig tid, så er han det vel også helt uden dåb?

At dåben er den eksplicitte tilsigelse af syndernes forladelse, ja, at dåben har karakter af frelsebegivenhed, glimrer ved sit sproglige fravær. For - helt uafhængig af menighed og dåb - vides det åbenbart på forhånd, at Gud nok skal frelse alle mennesker. Og hvis det så skulle være en sand viden, hvad med det forløsende her og nu? Bliver det os til del helt uden Guds ord, menighed og dåb?

Der er altså en række grunde - som jeg har forsøgt at opregne nogle af i denne kronik - som svækker folkekirkekristnes incitament til at få deres barn døbt. Godt hjulpet på vej af visse former for forkyndelse i folkekirken.

Jacob Holm er sognepræst