direktør for Forbrugerrådet
Euroen har siden den 1. januar 2002 været en realitet i det meste af Europa. Også i Danmark, hvor euro ikke er gangbar som mønt, har en betydelig del af husejerne taget den nye valuta til sig, når der lånes penge.
Selve pengeombytningen har kun begrænset makroøkonomisk betydning - valutakurserne havde allerede længe været låst - men den symbolske værdi kan ikke overdrives. Først med pengeombytningen er det monetære samarbejde blevet en realitet for den almindelige europæiske forbruger. Nu er det ikke nødvendigt at hive lommeregneren frem, når der skal sammenlignes priser på tværs af grænserne, og vekselgebyrerne er ikke længere et irriterende dræn i feriekassen.
Hvorfor står eurolandenes forbrugerorganisationer så ikke begejstrede og klapper? Årsagen er, at euroen kun har mindre betydning i forhold til de problemer, der stadig - 10 år efter, at det indre marked blev udråbt som en realitet - gør det svært for den almindelige europæiske forbruger at få øje på det indre marked.
Euroens ankomst har i udpræget grad synliggjort de mange barrierer, der stadig skal fjernes, for at forbrugerne på en række vigtige områder kan få fordel af den øgede konkurrence, som er hele argumentet for det indre marked. Selv om vi ikke har indført euroen i Danmark, har den danske forbruger fortsat mange problemer fælles med tyske, franske, hollandske og andre europæiske forbrugere.
Geografi, transportomkostninger, uigennemskuelige markeder og national lovgivning spænder dagligt ben for den europæiske forbrugers mulighed for reelt at shoppe i det indre marked. De almindelige forbrugere - dem, der er flest af - er ikke særligt mobile og alene derfor afskåret fra dele af det indre marked. Kun i grænseregioner er der tradition for systematisk at lægge indkøbene på den billigste side af grænsen. Uden for de grænsenære områder gør transportomkostningerne og tidsforbruget det hurtigt til en dårlig forretning at lægge sine indkøb i udlandet. Når det gælder dagligvarer og fødevarer, som den danske forbruger bruger en stor del af sin indkomst på, er der derfor næppe noget at hente ved, at det med euroen bliver lettere at sammenligne priser. At dagligvarehandlen må være ret immun over for udenlandsk konkurrence, illustreres af de store prisforskelle, der systematisk optræder inden for selv små geografiske områder. Der er ikke grund til at tro, at prisniveauet i Københavns supermarkeder skulle kunne påvirkes mere af spændet til svenske priser, end de bliver af prisniveauet i Bilka i Ishøj. Forbrugernes mobilitet er begrænset, og prisen er kun én blandt flere faktorer, der afgør, hvor forbrugeren lægger sine indkøb.
Problemerne med at gennemskue markederne og usikkerhed om forbrugerrettigheder er vigtige bremser på det indre marked. En undersøgelse offentliggjort i foråret 2002 viser, at hvor 63,5 procent af de danske forbrugere har tillid til, at forbrugerrettighederne respekteres ved køb i Danmark, har kun 24,2 procent tillid til, at der vises tilsvarende respekt for deres rettigheder ved køb uden for Danmark. Kun i ganske få lande (Grækenland, Italien og Portugal) var tilliden til, at forbrugerrettighederne blev overholdt ved køb i et andet EU-land, på samme lave niveau som tilliden til hjemlandets handlende. Mangel på tillid er en afgørende psykologisk - og praktisk - barriere for at høste forbrugerfordelene ved det indre marked.
Lad mig i det følgende fokusere på to områder - e-handel og finansielle tjenesteydelser - som eksempler på, at der med euroens indførelse i resten af EU er sat øget fokus på et åbenbart potentiale for forbrugergevinster, men at manglende lovgivning og nationale forskelligheder bremser forbrugernes mulighed for selv at navigere på det indre marked.
Internettet bliver jævnligt udråbt som fremtidens handelsplads, og begejstrede fremtidsprofeter annoncerede - især tidligere - at det ville blive noget nær det perfekte marked - med fuld information om varer og priser på tværs af tid og rum. Danmark er godt med blandt de lande, der udgør E-handelens fortrop, men markedet er ved at miste pusten. Fra 2000 til 2001 steg nethandelomsætningen i Danmark med en sølle milliard kroner og nåede dermed op på 13 milliarder kr. Salg til forbrugerne står kun for ca. 20 procent af handelen på nettet - dvs. godt 2,5 millarder kr. eller under 500 kr. pr. dansker. Kun en ringe del af disse 500 kr. anvendes til køb fra udlandet. Disse tal viser, at der er meget langt til visionen om en større og mere effektiv markedsplads på nettet.
Til trods for en relativt omfattende EU-lovgivning på e-handelsområdet og regler, der i visse henseender stiller forbrugeren bedre ved køb over nettet end ved direkte køb, viger forbrugeren altså tilbage for netbutikkerne. Undersøgelser i Danmark viser, at 35 procent af forbrugerne er bekymrede over sikkerheden ved betalingen, og at dette er den væsentligste årsag til ikke at købe varer over nettet. Andre undersøgelser viser, at de firmaer, som opererer på nettet, i praksis har meget svært ved at leve op til EU-lovgivningens regler om køb over nettet. Et større antal forbrugere oplever derfor, at returretten ikke efterleves, eller at bestilte og forudbetalte varer aldrig dukker op. Virksomhederne bærer dermed selv en stor del af ansvaret for e-handelens nuværende krise, men myndighederne har heller ikke gjort meget for at sikre, at lovgivningens bogstav bliver overholdt. Tillidskrisen reducerer det afkast, man kunne forvente fra det indre e-handelsmarked, og euroen er ikke i sig selv et redskab til at løse op for situationen.
De europæiske forbrugerorganisationer har sammen med industrien taget initiativ til at forbedre situationen ved at arbejde for en slags mærkningsordning. Ideen er, at firmaer, som aktivt respekterer forbrugernes rettigheder og lovgivningen, kan mærke deres hjemmeside med et fælles europæisk mærke. Danske erfaringer med et lignende initiativ er positive, men viser også, at det begrænsede omfang af e-handelen i sig selv gør det svært at opbygge en tilstrækkeligt slagkraftig organisation til at kontrollere branchen. Det er dyrt og besværligt at få forbrugernes tillid tilbage, når den først er tabt.
Et andet område, hvor det indre marked endnu ikke er slået igennem hos den almindelige forbruger, er finansielle produkter og tjenesteydelser. Forbrugerne bruger overalt i EU store summer på forsikringer og pensionsordninger eller på lån optaget i hus og bil. Der er således store penge at hente for forbrugeren, hvis disse områder kunne effektiviseres gennem en øget konkurrence. En effektivisering ville betyde lavere gebyrer og en mere rationel administration og kunne i løbet af opsparingsperioden betyde en individuel besparelse på titusinder af kroner for mange private pensionskunder.
På pensionsområdet er det især de nationale skatteregler, som blokerer for, at pensionsopsparingen oprettes i et andet EU-land. De danske skattemyndigheder frygter at miste beskatningen af udbetalingerne, såfremt de opsparede midler udbetales uden for optjeningslandet. Frem for en opsplitning i nationale pensionsmarkeder burde problemet løses ved bedre europæisk koordinering af regler for ind- og udbetaling samt udvidede rapporteringsforpligtelser.
På bankområdet er de fortsat høje gebyrer for pengeoverførsler samt udbredelsen af nationale betalingskortsystemer en hindring for fri konkurrence på såvel kontoprodukter som långivning. Bedre konkurrence på bankområdet er en forudsætning for, at den danske banksektor ikke fortsætter sin stadig mere dominerende adfærd med ukontrollerede gebyr- og omkostningsstigninger til følge. Først når en lønkonto i f.eks. en tysk eller svensk bank er et naturligt alternativ til tilbuddet fra Nordea, har forbrugeren et reelt frit valg, der på én gang kan stimulere konkurrencen og fremme udviklingen af billigere og bedre banktjenester.
Udviklingen i Danmark i retning af, at flere lån tilbydes i euro, burde føre til nemmere adgang for udenlandske konkurrenter på lånemarkedet for private. Indtil videre har der dog kun i ringe omfang været interesse for at udvikle dette marked, hvilket både kan skyldes de danske bankers dominerende position og nationale forhold, der gør det forholdsvist dyrt at starte bankforretning op.
I 1999 blev den finansielle handlingsplan fremlagt af EU-kommissionen. Denne plan udstikker rammerne for, hvordan markedet for finansielle tjenesteydelser kan åbnes op for konkurrence, samt en tidsplan for ny lovgivning.
Det danske formandskab vil skulle arbejde med mange af delelementerne og vil give lejlighed til at starte diskussionen om, hvorledes man skal gå videre på en række af de områder, der er mest relevante for forbrugeren.
Det vil være forkert at underkende euroens politiske og symbolske betydning, men der er stadig lang vej igen, før borgerne kan få en mere direkte oplevelse af det indre markeds perspektiver. Så længe juridiske og strukturelle konflikter bremser forbrugeren i direkte at høste fordelene af det europæiske projekt, er det ikke overraskende, at EU-samarbejdet i brede kredse opfattes som industriens og elitens projekt.
Synlige og følelige fordele på den private pengepung er en af flere nødvendige forudsætninger for en mere folkelig forankring af EU-projektet. Det danske formandskab har en mulighed for at bidrage positivt til processen, men det kræver mod og vilje til at tage kampen op mod stærke interessegrupper, hvoraf nogle findes inden for myndighedernes egne rækker. Det er en kamp, der må tages, hvis det indre marked skal trænge helt ud over disken og frem til den enkelte borger. n
Dagens kronik er et redigeret uddrag fra bogen »Den europæiske nødvendighed - 37 vinduer mod fremtidens EU«, som i denne uge udgives af Jurist- og Økonom- forbundets Forlag