Prøv avisen
Kronik

Forbrugsmentaliteten har taget styringen over vores liv

Sara Stubgaard-Schmidt, Sociolog og fysioterapeut

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har brugt flere årtier på at definere os ved forbrug. Derfor bliver det skræmmende pludseligt at lade være, så en udfasning af forbrugersamfundet kan virke som at vende en supertanker. Men at redde kloden kan vise sig at være det, der redder os fra os selv

JEG KENDTE ENGANG en dame, som indsamlede og strøg gavepapiret fra juleaften. Og en anden, som stoppede strømper. Min veninde og jeg var ved at dø af grin over det med gavepapiret. Vi syntes, hun var håbløst umoderne, og vi så det som et udtryk for smålighed, at hun ikke ville bruge penge på nyt papir.

Men netop i går fandt jeg mig selv sidde og søge efter genanvendeligt gavepapir på nettet. Jeg kan pludselig ikke holde ud at skulle pakke mine børns adventsgaver ind i glitret papir, som sikkert ikke engang kan genbruges, fordi det er fyldt med giftig farve, for derefter at se det flået det i stykker dagen efter og ende i skraldespanden.

Forbrugersamfundet har siden 1970’erne været den dominerende tendens i den vestlige verden, og det har været definerende for vores identitet. I flere årtier har identitet været kædet direkte sammen med forbrug. Shopping er blevet en hobby for mange. I 1987 lavede Babara Kruger, en amerikansk kunstner, et værk med teksten ”I shop therefore i am” som en kritisk kommentar til den allerede dengang stigende forbrugerisme. Og det er fortsat siden da. Forbrugersamfundet har gennemsyret vores liv i 40 år. Vi køber ting for at placere os i forhold til andre. Vi køber for at få indhold i livet, og det stigende forbrug har vi i årtier set som et sundhedstegn.

Verdens økonomi er nemlig bundet op på vækst, og vækst er afhængig af forbrug, og verdens tilstand har derfor været målt på begreber som forbrugertillid og vækst. Når man hører noget nok gange, begynder man at synes, at det er i orden. Det skete også for os. Vi glemte at være kritiske. Vi grinede ad dem, som genbrugte gavepapiret, fordi vi blev blinde.

Forbrugsmentaliteten har også spredt sig til andre forhold i vores liv. Vores forhold til os selv og vores krop har ændret sig. Vi er i høj grad selv blevet en vare, som skal kunne sælges på forskellige markeder. Jobmarkedet, datingmarkedet for at nævne de største.

VI TALER OM at være vores eget brand. Vi har taget et begreb fra den corporative verden og overført direkte til vores egen personlighed og fysik. Vi skal gøre os salgsklare og forbrugsvenlige, så andre er interesserede i os.

Vi bruger en masse energi på at promovere og optimere os selv, så vi bliver en attraktiv vare. Hvis man læser stillingsannoncer, er det tydeligt, at bestemte karaktertræk som robusthed, evnen til at have mange bolde i luften og omstillingsparathed er populære, og det kræver en del arbejde og selvoptimering at kunne leve op til de krav.

Vores kroppe er også blevet indlogeret i forbrugsmentaliteten. Vores eget brand skal helst underbygges af et flot ydre. Ligesom virksomheder bygger hovedsæder og flagskibsbutikker, som signalerer de værdier, de gerne vil være kendte for, så modellerer vi vores kroppe, så de fremstår veltrimmede, robuste, omstillingsparate. De værdier, som efterspørges på markedet, skal helst kunne ses i vores kroppe.

Vi er ikke en krop længere. Vi har en krop. Mentalt er vi gået fra at være i vores krop til at betragte den som en ting, vi skal optimere. Og som vi ofte kæmper imod. For kroppen er ikke designet til forbrugersamfundet og lystrer der for ikke altid. Den er gammeldags, et vanedyr, der elsker pauser. Den vil hvile, og den er ikke med på at præstere i en uendelighed. Det overhører vi i forbrugets hellige navn, og det koster. Ifølge Stressforeningen lider mellem 250.000 og 300.000 mennesker af alvorlig stress i Danmark, og ifølge WHO vil stress og depression være en af de største sygdomsfaktorer i fremtiden.

MEN DER ER VED AT SKE en ændring. Vi har nået en usynlig grænse, som viser sig ved en let kvalme over at smide mange kilo plastic på genbrugspladsen efter juleaften. Eller som en mental træthed over at skulle præstere igen og igen. Vi har i mange år været så spundet ind i forbrugersamfundets værdier og idealer, at vi ikke har stillet spørgsmål ved dem. Men nu kommer spørgsmålene. Fra de unge, der demonstrerer og råber ”Okay boomer”. Og fra børnefamilierne, der går ned med stress og mister meningen med det hele. Og fra de ældre, som godt kan huske, hvordan man undgår madspild, og ikke forstår, hvorfor vi andre smider så meget mad ud.

Nu står vi ved en skillevej, hvor vi godt kan se, at endeløst forbrug ikke holder. Det er blevet for dyrt at leve for at forbruge. For dyrt for miljøet og for dyrt for os selv. Men hvad vi skal sætte i stedet, har vi ikke helt fundet ud af, og det afspejles blandt andet i dette års forbrug på Black Friday, hvor onlinehandelen ifølge nethandelens interesseorganisation FDIH røg op på rekordhøje 750 millioner kroner. En stigning på 50-60 procent. Der forbruges altså stadig, men FDIH kan dog se en tendens til mere omtanke. Flere køb var planlagte køb, som kunderne søgte på flere gange, inden de besluttede sig, og Black Friday var derfor også kendetegnet ved velovervejede køb frem for impulskøb. Men et decideret fald i forbruget har vi ikke set endnu.

Og det skyldes blandt andet, at vi nu har brugt flere årtier på at definere os ved forbrug. Når vores identitet er så tæt knyttet til forbrug, bliver det skræmmende pludseligt at lade være. Hvis jeg er noget i kraft af mit forbrug, hvem er jeg så, hvis jeg holder op med at forbruge? Derfor kan en udfasning af forbrugersamfundet virke som at vende en supertanker.

MEN VI SER EN BEFOLKNING, som har stemt grønt. Vi ser skoleelever samles til Fridays for Future-demonstrationer verden over. Vi har fået en fælles sag, og det skaber håb. Der er flere og flere rollemodeller, som vi kan læne os op ad, og der opstår græsrodsbevægelser, som går imod forbruget.

I Netflixserien ”Minimalism” skærer to unge mænd alt overflødigt væk. Alt, de ejer, kan være i en taske, og så drager de rundt i USA og holder foredrag på små interimistiske scener på markeder og i forsamlingshuse. De har en sag, og de er lykkelige for deres frihed fra forbrug og fra præstation. Slow living er også i vækst. Slow living er et opgør med det tempo, som også kendetegner et forbrugssamfund, hvor der helst skal forbruges og produceres i højere og højere tempo. Slow living skærer ligesom minimalisme overflødig støj og forbrug væk for at finde tilbage til det, som giver mening: natur og relationer og tid til fordybelse. Nogle bliver veganere, andre stryger gavepapir, flere samler skrald og tager toget.

SOCIOLOGER HAR LÆNGE kritiseret forbrugersamfundet for at være tomt for mening og for at gøre os ensomme. At tilliden mellem mennesker daler, fordi vi hver især er optagede af at optimere os selv og have os selv som mål.

Løgstrups etiske fordring om, at man aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at man holder noget af dets liv i sin hånd, gælder stadig, og den gælder også omvendt. For ved at holde lidt af andres liv i vores hænder, finder vi meningen i livet. Det er, når vi er noget for andre, at vi oplever, at livet er meningsfuldt. Vi er afhængige af hinanden. Både af hinandens hjælp, og fordi vi bliver ensomme, når vi skal klare alt selv. Det opdager vi måske nu. Vi løser ikke klodens problemer hver for sig. Det er et fælles projekt, vi er tvunget ud i.

At vi fremover kan blive nødt til at være en del af noget større for at løse de problemer, vi står i, kan vise sig at have den sideeffekt, at den mentale trivsel stiger igen. Nu har vi dyrket vores ego i lang tid, og det har gjort mange ensomme og triste. Vi har presset os selv og vores kroppe, og det har gjort os syge. At redde kloden kan vise sig at være dét, som redder os fra os selv.