UVILJEN MOD OMSKÆRING er ikke ny i historien. Så når militante humanister i dag ønsker lovgivning om forbud mod omskæring, er det ikke uden fortilfælde. For det er ikke først i moderne tid, at der var mennesker, der anså omskæring – og vi taler her udelukkende om omskæring af mandkønnet – for lemlæstelse.
Allerede i antikken kom det til sammenstød i denne sag mellem græsk-romersk kultur og den antikke jødedom. Ganske vist fortæller historieskrivningens fader, Herodot (cirka 480 til cirka 420 f.Kr.), at også andre folk som for eksempel egypterne og fønikierne som en ældgammel skik praktiserede omskæring, de sidstnævnte dog kun for så vidt de ikke var kommet i kontakt med grækerne.
I 332 f.Kr. havde Alexander den Store erobret Mellemøsten derunder Palæstina og dermed skabt forudsætningen for den stærke hellenisering af områdets byer i den følgende tid. Det kan vi for eksempel læse om i Første Makkabæerbog og Anden Makkabæerbog, to jødiske historiebøger, der hører hjemme i samlingen Det Gamle Testamentes apokryfe skrifter. De stammer fra henholdsvis det første århundrede før og efter vor tidsregning, og her får vi en levende skildring af, hvordan mange jøder i Jerusalem fra ypperstepræsten og nedefter helt frivilligt i større eller mindre målestok overgav sig til den hellenistiske kultur.
Det medførte snart indførelsen af skikke, der stred mod Moseloven. Ikke blot begyndte unge mænd at gå med græsk hat, men de deltog også i sportslegene på det nyoprettede gymnasium, hvor de – som det ligger i betegnelsen – optrådte nøgne. Derved blev deres omskæring synlig, og da den i en grækers øjne var et indgreb i gudernes skabning, førte det til, at de atter skaffede sig forhud og derved faldt fra den hellige pagt. Naturligvis fremkaldte al denne ”skamløshed” en reaktion fra mere rettroende jøders side. Helt galt gik det, da en ny konge, Antiokus IV Epifanes, i 175 f.Kr. fik magten i det Syrien, der på det tidspunkt havde overherredømmet over Palæstina. For at gøre en lang og indviklet historie kort: Hans regime fremkaldte et mindre jødisk oprør, som også var et opgør med de kræfter, der holdt med kongen. Da det var nedkæmpet i 168 f.Kr., fulgte Antiokus sin sejr op ved simpelt hen at forbyde jødisk religion, derunder også omskæring. Han indstiftede ligefrem et Zeus-alter i Jerusalems tempel – det, der i Daniels Bog optræder under kodeordet ”Ødelæggelsens vederstyggelighed”.
Dette afstedkom en omfattende opstand, som blev anført af en præstefamilie, der fik betegnelsen makkabæerne og således har lagt navn til makkabæerbøgerne. Faktisk fik makkabæerne i de følgende årtier Palæstina befriet, og krigslykken vakte drømmen om et rige af davidiske dimensioner, et Storisrael. Et stormagtsvakuum i de sidste årtier af 100-tallet tillod erobringer af nabo områder øst for Jordan-floden og syd for Judæa. Og her stillede de sejrrige jødiske tropper de overvundne mænd over for valget mellem at blive slået ihjel eller at blive tvangsjudaiseret – hvad der indebar omskæring. Fra en af de familier, der underkastede sig disse vilkår, stammer i øvrigt den senere Herodes den Store (37-4 f.Kr.). Denne fremfærd med tvangsomskæring var en af de faktorer, der fremkaldte en antisemitisme i den antikke verden.
FOR GRÆKERE OG ROMERE var omskæring nemlig stort set lige så modbydelig, som kvindelig omskæring er det for os i dag. Så da kejser Hadrian (117-138) i begyndelsen af 130’erne udstedte et forbud mod omskæring, var det øjensynlig ikke specielt rettet mod jøderne i hans rige. Faktisk var der tale om en opfølgning på det forbud mod kastration, som en forgænger, kejser Domitian (81-98), tidligere havde udstedt. Ifølge dette skulle kastration straffes i overensstemmelse med cornelisk lov (Lex Cornelia), det vil sige som mord. Men det er først Hadrian, der sidestiller kastration og den omskæring, som han kun kunne betragte som en barbarisk skik. Det havde for ham intet med religion at gøre.
Det havde det dog selvfølgelig for de jøder, der blev ramt af forbuddet. Da Hadrian så tilmed under et besøg i Mellemøsten i 130 havde besluttet, at Jerusalem skulle nygrundlægges under navnet Aelia Capitolina, og at der skulle opføres en Jupiter-helligdom på tempelpladsen, udbrød den såkaldte anden jødiske opstand. Den varede fra 132 til 135 og var mindst lige så blodig som den første fra 66 til 70, som blev nedkæmpet af Vespasian og hans søn Titus og endte med erobringen af Jerusalem og ødelæggelsen af byens tempel.
Modstanden ulmede dog også efter nedkæmpelsen. Og da Hadrians forbud mod omskæring primært var et forsøg på at udrydde en barbarisk skik og ikke jødedommen, lempede hans efterfølger, kejser Antoninus Pius (138-161), på forbuddet, så jøder – som de eneste – blev undtaget, fordi det var deres religion.
Jeg er ikke vidende om, at kirken, da den i 300-tallet fik det kejserlige magtapparat bag sig og efterhånden blev eneste tilladte religion, nogensinde har forsøgt at hindre jøder i at praktisere omskæring inden for egne rækker. Det vil jeg i givet fald gerne lade mig belære om. At kirkehistorien til gengæld kan fortælle om tvangsdåb, hører med til kristendommens skyggesider.
For de tidligste kristne, der ikke var af jødisk herkomst, bortfaldt omskæring sammen med andre skikke, der tjente til at definere jødisk identitet og dermed også etnicitet. Apostlen Paulus advarer i sine breve fra begyndelsen af 50’erne tilmed meget stærkt ikke-jøder mod at lade sig omskære, selvom der på den tid endnu var andre Kristus-troende jøder, der hævdede, at det var en nødvendighed for at blive frelst.
Ifølge Paulus havde de kristne i stedet dåben og behøvede ikke noget ydre tegn ”i kødet”. I forlængelse af en række steder i jødedommens hellige bøger talte Paulus i stedet om en omskæring af hjertet som det, der var nødvendigt. I et skrift fra omkring midten af 130’erne, det såkaldte Barnabasbrev, der hører hjemme i samlingen ”De Apostolske Fædre”, afvises det i øvrigt, at buddet om omskæring nogensinde har skul let forstås bogstaveligt. Ifølge denne anonyme forfatter var det noget, som en ond engel fik jøderne til at tro! Det er selvfølgelig en absurd påstand.
En lidt mere kuldslået betragtning tilsiger, at det i høj grad ville have været kontraproduktivt for den tidlige kristne mission blandt ikke-jøder, hvis den havde stået fast på kravet om omskæring. For som sagt: Det blev i den græsk-romerske verden betragtet som et barbarisk og modbydeligt indgreb på det menneskelige legeme og ville have skræmt de fleste langt væk. Havde Gud ment, at manden ingen forhud skal have, havde han skabt ham uden!
Men den teologiske begrundelse er altså den egentlige og vigtigste: Kristen tro manifesterer sig først og fremmest i noget indre, der så ganske vist vil ud og i det ydre bestemme et menneskes holdning og adfærd over for ethvert medmenneske.
MÅSKE SKULLE VI LÆRE af historien. En skik, som et religiøst samfund som det jødiske i århundreder på lovlig vis har praktiseret i Danmark, skal ikke pludselig forbydes ved lovgivning. Vi plejer ellers her i landet at berømme os af at mene, at man kommer længst med oplysning og argumenter.
Lad dog jøder og muslimer selv bestemme over deres liv, for så vidt de ikke kommer i konflikt med loven. Den skal så også på sin side for dem være til at leve med. Og finder de med tiden af egen drift frem til en mere symbolsk løsning med hensyn til omskæring, så er det fint. Det er tvang i religiøse spørgsmål til gengæld aldrig.