I forbindelse med 200-års-dagen for Kants død er vi blevet mindet om oplysningstidens motto: Hav mod til at bruge din egen forstand. Det lyder godt, men er det mere end en velklingende floskel? Hvad ligger der overhovedet i kravet om, at vi skal bruge vor egen forstand?
I hvert fald to ting: I første omgang et krav om, at vi skal bruge forstanden; og så yderligere et krav om, at vi hver især skal bruge vor egen forstand. I det første tilfælde opfordres der til en kamp mod fordomme og overtro. Med kravet om at bruge forstanden indskærpes, at vi ikke skal holde noget for sandt, uden at vi også er villige til at prøve, om grundlaget holder. Fordomme og overtro skal erstattes af viden, som bygger på erfaringer og logiske overvejelser.
Med kravet om, at vi hver især skal bruge vor egen forstand, kommer en ny dimension ind i billedet. Da opfordres der til, at samfundet ikke skal tvinge nogen til at tro noget, som vedkommende ikke ved egen eftertanke vil tro. Tværtimod skal det tilstræbes, at samfundet i alle væsentlige spørgsmål giver enhver forudsætninger for selv at kunne danne sig sin mening; og derfor giver alle adgang til de relevante argumenter og overvejelser, som skal gennemtænkes og afvejes for at nå frem til en moden mening. I dette ligger en fordring om tolerance. Samfundet skal afholde sig fra at bruge sin fysiske magt til at tvinge borgerne til at have andre overbevisninger - andre religioner - end dem, som borgerne selv hver især når frem til ved hjælp af deres egen dømmekraft.
Forstår vi oplysningstidens motto ret, så indeholder det altså to opfordringer: på den ene side til kamp mod overtro og fordomme, og på den anden side til kamp mod intolerance og religiøs ensretning. Denne erkendelse stiller os umiddelbart over for et nyt spørgsmål. For kan de to bestræbelser ikke støde sammen? Hvorledes undgås, at man i sin kamp mod overtro og fordomme bliver intolerant?
Tolerancen kræver, at samfundet ikke bruger sin rent fysiske magt til at tvinge den enkelte til at bekende sig til en bestemt tro. Kampen mod overtro og fordomme skal foregå gennem åben diskussion og ved hjælp af argumenter og modargumenter. Det er intolerant at bekæmpe overtroen med fysisk tvang og kætterbål, men ikke at bekæmpe den med rationel kritik. Og ingen overbevisning kan i tolerancens navn frabede sig at blive udsat for intellektuel kritik.
Spørgsmålet er så, om vi forvalter arven fra oplysningstiden med den nødvendige omhu, så den ikke forødes. For at kunne bedømme det, er det i første omgang værd at gøre sig klart, hvorfor oplysningstidens idealer netop satte sig igennem i den vestlige verden. Skal man tro en tradition fra oplysningstiden selv - bl.a. repræsenteret ved Bayle, Gibbon og Montesquieu - så var kristendommen den værste kilde til intolerance. I så fald er det endnu mere underligt, at det frem for alt var i den kristne verden, at oplysningstidens idealer satte sig igennem.
For mig at se er den nævnte opfattelse da også for snæver. Det er korrekt, at kristne kirkesamfund har vist sig intolerante mod hinanden og mod ikke-kristne. Men når det netop var den kristne og ikke den kinesiske eller islamiske verden, som fik en succesrig oplysningstid, så er der al mulig grund til at tro, at det skyldes en indre forskel mellem religionerne. Nemlig det faktum, at Bjergprædikenens uopfyldelige fordringer sætter et aktivt skel mellem religion og politik, mens hverken konfucianismen eller islam sætter et tilsvarende skel. Med Jesu forkyndelse havde kristendommen et indre potentiale for den adskillelse af politik og religion, som var en positiv faktor i udbredelsen af oplysningstidens ideer. I det lys er det mindre overraskende, at det netop var i Vesten, at oplysningstiden slog igennem. Kristendommen var ikke en hindring, men en katalysator.
Det er på den baggrund, at vi i dag må forholde os til spørgsmålet, om vi forøder arven fra oplysningstiden. Og da bør der selvfølgelig straks peges på, at kristendommen ikke længere har samme fremtrædende folkelige plads som tidligere. Men endnu væsentligere er det måske, at der er sket en omprioritering i oplysningstidens klassiske værdihierarki.
Hvor de gamle prioriterede rationaliteten og religionskritikken frem for tolerancen, så synes prioriteringen nu at være omvendt. Hvor de gamle aldrig ville sætte hensynet til den religiøse tolerance over friheden til religionskritik, så er tendensen nu, at selve den kritiske diskussion betragtes som et udtryk for intolerance. Med henvisning til tolerancen kræver man i dag, at enhver tro skal respekteres på dens egne betingelser. Her har man i filosofisk afmagt gjort rationalitetsbestræbelsen sekundær i forhold til tolerancen. For indeværende er denne ændring af prioriteringen mellem oplysningstidens egne værdier måske den alvorligste trussel mod vor forvaltning af oplysningstidens arv.
Problemet ser vi helt konkret i forhold til islam. Påstanden om, at islam har vanskeligere end kristendommen ved at forliges med en velfungerende sekulær demokratisk orden, er for mig at se rationelt velbegrundet. Foruden vor historiske erfaring bygger den især på forskellem mellem Bjergprædikenens uopfyldelighed og sharialovens opfyldelighed. Den sidste kan gøres til politik, den første umuligt. Og vi misforstår vor situation, hvis vi ikke rationelt anerkender den politiske betydning af den forskel.
Men netop den misforståelse har tidsånden bevæget sig ind i, og med at den har sat tolerancen for rationaliteten i værdihierarkiet. Når enhver tro skal respekteres på sine egne præmisser, så bliver påstanden om, at islam har vanskeligere end kristendommen ved at forenes med en sekulær demokratisk orden, udtryk for intolerance. Så bliver den ikke et bidrag til forståelse af vor vanskelige situation, men derimod et bidrag til skabelsen af et fjendebillede. Det er sådanne fordrejninger af virkeligheden, der sker, når man bytter om på rangordenen mellem rationalitet og tolerance.
Det ironiske er så yderligere, at det nominelt er de samme kredse, der før var mest kritiske over for kristendommen, som nu er mest positive over for islam, og som oftest er hurtige til at placere ethvert forsøg på kritisk diskussion af islam som bestemt af intolerance. Ironisk, men forståeligt, fordi det netop er disse kredse - tør jeg betegne dem som den frisindede venstrefløj? - der har været hovedkraft i omprioriteringen af oplysningstidens idealer. Det er frem for alt dem, som har forskudt den gamle bekendelse til rationalitet og religionskritik til fordel for en altopslugende tolerance. Men en tolerance, der sættes højere end rationaliteten, undergraven forskellen mellem rationalitet og irrationalitet. Og derved vil den også i det lange løb undergrave sig selv og oplysningstidens arv.
Vort sekulære demokrati er en rationel orden. Det er et rationelt forsøg på at skabe et samfund med politisk ligeværdighed, og hvor den enkelte opfordres til at bruge sin egen forstand. Dette sekulære demokrati undergraver sig selv, hvis det ikke fortsat fastholder, at rationaliteten som værdi skal prioriteres før tolerancen. Ingen anskuelse skal kunne påberåbe sig tolerance som værn mod rationel kritik og fri diskussion. Prioriteres rationaliteten først, så kan den tilskrive tolerancen en rationel plads i værdihierarkiet. Men prioriteres rationaliteten først, så kan den tilskrive tolerancen en rationel plads i værdihierarkiet. Men prioriteres tolerancen først, så ender vi, hvor der ingen forskel er mellem rationalitet og irrationalitet, og hvor demokratiet derfor også undergraves.
Omprioriteringen af oplysningstidens værdier har ført os ind på et galt spor. Vil der komme en tid, hvor man vemodigt kan konstatere, at vi som mennesker kun havde rationalitet til politisk at virkeliggøre oplysningstidens idealer, så længe vi også havde støtte fra kristendommen? En tid, hvor man må erkende, at da rationaliteten skulle forsøge at stå på egne ben, svigtede den ved at renoncere i forhold til tolerancen. Således kan vort historiske dilemma også formuleres.
Kai Sørlander er
filosof og forfatter