Prøv avisen
Kronik

Fordyb dig. Gå i kirke. Forpligt dig!

Jacob Munk, stud.theol. ved menighedsfakultetet, bachelor i litteraturhistorie

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Trivialiteten er menneskets sande død. Derfor skal vi sætte alt ind på overvinde denne fjende af menneskeheden. Her kommer tre pejle mærkertil at bekrige triviliateten: Fordyb dig i kunst, forpligt dig og gå i kirke, skriver dagens kronikør

MENNESKET ER ET homo potentialis: Et væsen, hvis bestemmelse er at være et potentiale, at kunne blive til nogen eller noget.

Det er naturligvis et kår, vi deler med larven, med ægget, med ungen. Men larven kan ikke vælge, om den vil vokse sig til en sommerfugl, lige så lidt som ungen kan vælge, om den vil vokse sig voksen. Også mennesket har i sin vandring fra foster til barn til voksen til kadaver et forløb, det må gennemleve. Heri er mennesket et barn af dyret.

Dog har mennesket tillige en anden slags potentialitet, som vi er ene om i dyreriget: et potentiale som kun realiseres, hvis vi giver vores tilslutning dertil.

ORDET ”TILSLUTNING” er her valgt med nøje omhu: Vi er ikke dets skaber. Det er ikke inden for vores kontrol at ændre. Også det er noget givet, omend det er vores eget ansvar at tilegne os det.

Det er dét, Aristoteles kalder menneskets teleologi: at mennesket har et potentiale til at blive noget mere, end det allerede er. Hos Aristoteles er lykke ”det, vi opnår, når vi udfolder vores natur som personer og dermed udlever vores formålsbestemmelse”. Lykke er altså ikke behag, nydelse og velvære. Lykke er at blive mere og mere et menneske.

At blive menneske er ikke nogen spor triviel opgave. Tværtimod er det netop ved at udtrykke vores natur som personer, at vi overkommer trivialiteten og bliver noget mere. ”Trivialitet” kan netop bestemmes som underernæringen af vores menneskelighed, hvormed vi forfalder til noget lavere end et dyr: For dyr har dog ikke ved trivialiteten mistet sig selv. Er der frelse for mennesket, må det altså netop være en frelse til at blive menneske.

Derfor har Grundtvig ret, når han siger, at ”det sandt kristelige er det sandt menneskelige”. Ligeledes må fortabelsen frem for alt være menneskets overgivelse til trivialiteten, hvormed mennesket ikke længere er i stand til at blive menneske og spærres inde i sin egen forbandede selvbevidsthed om at være død og dog ikke kunne dø.

Trivialiteten er menneskets sande død. Med Søren Ulrik Thomsens ord: ”Døden er ikke sølv og turkis/ sejlende bort fra fascinationens/ opløste krop.” Nej: ”Døden er/ ikke at elske og alt er som det plejer.”

Derfor: Bekrig trivialiteten! Spar ikke på tropperne, men sæt alt ind på at overvinde denne fjende af menneskeheden. Jeg vil særligt give tre pejlemærker for, hvordan man undgår at blive bytte for trivialiteten: 1) Fordyb dig i kunst. 2) Gå i kirke. 3) Forpligt dig.

Lad os se på dem én for én:

Fordyb dig i kunst! God kunst kan ikke sameksistere med trivialiteten. Når vi konfronterer et værk, hvad enten det er visuel kunst, musik, poesi, romankunst, film eller andet, møder vi i værkets erfaring af skønhed og helhed noget larger than life.

En roman tager de øjensynligt vilkårlige aspekter af menneskelivet og samler det til et meningsfuldt hele, som giver en oplevelse af at iagttage tilværelsen fra et transcendentalt perspektiv, der afslører dets iboende skønhed. Hvad jeg taler for, er ikke en feel good -litteratur, der altid ender lykkeligt og udlægger meningen i galskaben for os. Tvært imod!

God litteratur og filmkunst tager netop de ubærlige aspekter af tilværelsen – lidelse, sygdom og død – og præsenterer dem som en integreret del af værkets skønne helhedserfaring. Dermed forløser kunsten lidelsen. Det gælder ikke mindst musikken, der netop ved at tale ordløst formår at beskrive menneskelige erfaringer af lidelse, skønhed og guddommelighed med en præcision, som vores ord og forstand aldrig ville kunne rumme.

Gå i kirke! Et af de største værditab, som er overgået Danmark gennem det 20. århundrede, er, at det har gjort den ugentlige kirkegang til en beskæftigelse for de få. Det er en skam, for det, der gives i kirken hver søndag, er uerstatteligt.

Hvor kunsten bekriger trivialiteten ved sin erfaring af ”det skønne”, er kirkens våben derimod erfaringen af ”det hellige”.

Til højmessen om søndagen får vi lov til at træde ind i et rum, der ikke ligner noget andet, og mærke en højtidelighed, som ellers er på vej til at forsvinde helt ud af vores samfund. De ting, der tales om i kirken, er så personlige, dybe og værdifulde, at de nødvendigvis må omtales i et sprog, som ikke ligner dagligdagens.

Hvornår ville man ellers tage ord som disse i sin mund:

”Skin over vang som en morgen med sang,/ morgen i maj, når det grønnes!/

Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,/

så på Guds nåde der skønnes.”

Men hvor er det befriende: Befriende, fordi vi i ordene erfarer, at det her betyder noget. Solskinnet over en majmorgens græs er ikke en triviel observation af naturen. For mennesket er det tillige en erfaring af skønhed, harmoni og håb, hvor naturen ligesom synes at pege ud over sig selv.

Derfor er naturens genfødsel så stærkt et billede på, hvordan forkyndelsen af Guds nåde kommer og giver os liv ved at bringe os ud af trivialiteten og over i det helliges domæne.

Naturligvis kulminerer gudstjenesten i nadverens drama, hvor vi, som i instrumentalmusikken, får lov til at opleve ordene komme til kort: Her må vi bare knæle for mysteriet, føle det på fingerspidserne og smage det.

Forpligt dig! Mennesker i dag, især unge mænd, hader at forpligte sig. Det er skræmmende, uoverskueligt og krænkende for vor tids stærkeste religiøse fornemmelse, nemlig den personlige friheds ukrænkelighed. Og ja, her er jeg også et barn af min tid. Men vi kommer ikke uden om det: Trivialiteten overvindes kun ved at forpligte sig på noget større end én selv.

I dag taler man ofte om casual sex, hvilket jeg mener er en selvmodsigelse, da sex pr. definition bare ikke er særlig casual. Det er tværtimod en dyb, forpligtende og personligt involverende beskæftigelse. Men den nøgne, gensidige selvtilfredsstillelse, som unge mennesker render rundt og bruger store dele af deres tid på i disse år, er noget af det mest ødelæggende for et menneskes dannelse overhovedet. For det er trivialiseringen af en af de allermest dyrebare sider af menneskelivet, nemlig seksualiteten.

Du skal ikke være bange for at gå glip af et godt knald. I stedet skal du forpligte dig på en kæreste, og når I er sikre på, at det skal være jer, skal I gifte jer og få en flok unger. Hvis du derimod ikke ønsker at gifte dig, så forpligt dig på cølibatet. På den måde kan du også stå med på fronten i kampen mod trivialiseringen af sexlivet. Og se så at komme i gang. Trivialiteten er allerede i færd med at føre krig inden i dig.

Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) mente, at mennesket har et potentiale til at blive noget mere, end det allerede er, skriver Jacob Munk. – Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix