Prøv avisen
Kronik

Forebyg seksuelle overgreb i kirkelige miljøer

Annette Bech Vad, Landsleder i Foreningen Agape

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Kirker og kristne fællesskaber er ikke skærmet, når det handler om seksuelle overgreb. Det har vi desværre oplevet flere eksem-pler på. Men vi kan forebygge seksuelle overgreb ved at kende de processer, der ofte går forud for overgreb, skriver dagens kronikør

For nyligt talte jeg med en præst om forebyggelse af seksuelle overgreb. Præsten gav udtryk for noget, som han var betænkelig ved hos en i kirken, men sagde: ”Vi har ikke noget konkret og har ikke taget ham i noget. Så vi synes ikke, vi kan gøre noget – og vi skal jo heller ikke sprede en mistanke, med mindre vi har noget at have det i.”

Det er en helt forståelig tilgang. Vi er forsigtige og bærer over. Men vi skal være opmærksomme på, at vi dermed også kan risikere at dække over, at der sker noget, som ikke skal ske. For seksuelle overgreb sker desværre også i kirker og kirkelige fællesskaber – og det er lige skræmmende og overrumplende hver gang.

Vi rystes af sager som den fra Tømmerup, hvor en folkekirkepræst for to år siden blev dømt for grove og gentagne seksuelle krænkelser af børn og unge. Eller sagen fra Byens Kirke i Silkeborg, hvor en frikirkepræst i 2018 blev dømt for at have udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed til gentagne seksuelle overgreb mod børn og unge.

Det er skræmmende sager, som vi allerhelst lukker både øjne og ører for – vi kan ikke holde ud at høre om det.

Men vi er nødt til at tale om det engang imellem for at sikre, at det ikke gentager sig andre steder.

En undersøgelse fra det norske kirkelige ressourcecenter mod vold og seksuelle overgreb viser, at omfanget af grænseoverskridende adfærd, vold og seksuelle overgreb hverken er større eller mindre i kirkelige miljøer end i det øvrige samfund. Så selvom vi kan mene, at kirkelige fællesskaber med omsorg for den svage bør være beskærmet mod overgreb, bliver vi også nødt til at forholde os til virkeligheden: at det er de ikke.

Derfor skal vi også i kirkelige miljøer have fokus på, hvordan vi kan forebygge nye overgreb.

Vi kan som det første se på vores egen forestilling om, hvordan overgreb foregår. Kuno Sørensen, som er psykolog i Red Barnet, siger:

”Vi har en tendens til at forestille os, at seksuelle overgreb sker ved et voldsomt, fysisk overfald, som er tydeligt for enhver. Men i de fleste sager med seksuelle overgreb kender krænker og offer hinanden, og der har som regel været en længere proces, hvor krænkeren har bearbejdet barnet eller den unge til at overskride sine grænser og gradvist fået magten over vedkommende. Denne proces kaldes grooming og involverer en række faser, som krænkeren anvender over for offeret for at kunne begå overgrebet.”

Denne viden fra Red Barnet tyder på, at det er vigtigt, at kirkerne kender disse ”grooming”-processer, så vi tidligt kan være opmærksomme og kritiske over for disse manipulerende og forførende strategier fra krænkerens side.

Samtidig skal vi være ekstra opmærksomme på de særlige dynamikker, der er i værdibaserede fællesskaber.

I vores kristne fællesskaber lever vi både i og af tillid. Vi arbejder på at opbygge en tillidsfuld kultur, fordi vi ved, hvor godt vi trives, når vi er sammen på en klangbund af tillid. Men dette gode ønske kan spille os et puds i de situationer, hvor vi begynder at få en mistanke om, at noget ikke er helt sundt. For hvem har lyst til at være den, der sætter noget i gang, når man ikke ved, om det har noget på sig?

Måske tænker vi, at der er andre, som er tætte på, og det må være dem, som skal reagere, hvis der virkelig er noget om det. Og måske ved vi heller ikke, hvem vi skal gå til med vores bange anelser.

Her er det vigtigt at have retningslinjer, som alle i kirken eller det kristne fællesskab kender. Retningslinjerne skal skabe klarhed over, hvem man går til, hvis man har en mistanke. De skal blandt andet tydeliggøre, at det er den enkeltes ansvar at reagere og gå videre med sin mistanke, og at det er ledelsens ansvar – uanset om lederen er ansat eller frivillig – at stoppe ethvert tegn på grooming eller anden grænseoverskridende adfærd.

Ikke mindst er det ledelsens ansvar, at lovgivningen overholdes, og at relevante myndigheder inddrages, som loven foreskriver.

Retningslinjerne kan også indeholde anbefalinger om det gode samvær med børn og unge og for eksempel konkrete anvisninger for, hvordan man putter børn på lejre, hvad man gør, hvis der er en, der har brug for en samtale – og hvordan det helt praktisk foregår med knus og kram. På den måde er retningslinjerne ikke kun forebyggende, men de kan også beskytte mod falske anklager.

For at sikre, at retningslinjerne kommer i brug, kan man også formulere, hvordan man regelmæssigt vil drøfte dem, for eksempel ved sæsonstart, årsskifte eller før konfirmandlejre.

Vi vil gerne hjælpe kirker og fællesskaber til at få formuleret retningslinjer, og derfor ligger der på vores hjemmeside, agape.dk, et udkast til retningslinjer, som kirker og kristne fællesskaber kan tage udgangspunkt i.

Jeg har været i kontakt med mange forskellige kirker og fællesskaber, og det viser sig, at flere har retningslinjer på området, men som en præst sagde: ”Ja, vi har retningslinjer, men det er nok alligevel vores dårlige samvittighed, for retningslinjer gør det jo ikke alene. Ansatte og frivillige skal jo vide, hvad de betyder i praksis.”

Ja, retningslinjerne skal følges op af handlinger, og der skal indarbejdes en struktur og en praksis, som skaber opmærksomhed i forhold til, at en usund relation ikke får lov til at udvikle sig til et decideret overgreb.

Det står klart for Agape, at kirker og kristne fællesskaber har behov for både viden og hjælp til at forebygge seksuelle overgreb – viden om grooming-processer, hjælp til at skabe retningslinjer, hjælp til at få retningslinjerne i brug i praksis og hjælp til at handle i konkrete situationer.

Samtidig er der også behov for ikke at stå alene, for flere kirker og fællesskaber giver udtryk for, at de ikke selv kan løfte hele opgaven lokalt.

Vi skal stå sammen, og vi skal alle gå de skridt, vi kan, for at sikre, at der ikke sker seksuelle overgreb i vores fællesskaber.

Vi oplever klart, at interessen er der for at forebygge overgreb, men hvad med handlingerne? Her har Agape et ansvar, for vi har redskaber til forebyggelse af seksuelle overgreb, vi har en bred kirkelig kontaktflade og kontakt til eksperter inden for området.

Vi tager de skridt, vi kan. Et af dem er denne kronik, hvor vi håber at kunne være med til at skubbe kirker og kristne fællesskaber i gang med at formulere retningslinjer og få retningslinjerne ud i praksis. Men vi ved også, at det er en opgave, der let kan blive udskudt til næste dag. Det gik jo i dag, så det går nok også i morgen.

Derfor har vi også taget initiativ til en konference, hvor vi i januar 2020 samler en lang række forskellige kirker og fællesskaber, dels for at videregive den viden, vi har på området, og dels for at sætte alle disse fællesskaber i kontakt med hinanden, så vi forpligter os over for hinanden.

Kirker og kristne fællesskaber skal være trygge steder for alle. Det er vores mål.

Nu har vi taget de første skridt. Hvordan ser dine skridt ud?