Som barn var jeg udsat for pædofile overgreb. Det var en forbrydelse, der gennem talløse repetitioner strakte sig over tre år. Enkelte mennesker var givetvis klar over, hvad der foregik, men de kunne åbenbart ikke bringe sig selv til at sige fra. Alligevel har jeg til dato aldrig oplevet, at nogen har prøvet at bortforklare pædofiles forbrydelser ved at fremføre det ærligt talt også helt vilde postulat, at vi her i Danmark skulle være plaget af en ganske særlig pædofil kultur. Det ville jo være komplet absurd. Der var bare én mand – ud af alle de mænd, der omgav mig – som var en gemen pædofil forbryder.
Efter de seneste dages debat om mænds fornærmende opførsel over for kvinder, er der flere ting, som bliver tydeligere og tydeligere for mig. Eksempelvis, at MeToo-aktivister ofte benytter en udspekuleret retorik. Da jeg i mandags deltog i ”P1 Debat”, hvor også københavnsk borgmester Sisse Marie Welling fra SF deltog, fortalte hun om, hvordan hun som ganske ung politiker var blevet advaret om en tre-fire mænd, der var grænseoverskridende i det politiske liv. Hun sagde samtidig i radioen, at de fleste mænd jo bestemt ikke er sådan. Men kort tid efter kom så det mantra, der lyder i dag fra mange kvinder: ”Det her er en kultur, der skal ændres.”
Men hør hov. Det er da en selvmodsigelse af rang. Enten er det en kultur – og det vil sige noget, stort set alle gør, fordi det netop er et dybt præg, en kultur, en norm. Eller også er det noget, som få enkeltstående gør, og så er det et normbrud, en forbrydelse. Er det norm eller normbrud? Det kan ikke være begge dele samtidig. Endnu mere selvmodsigende: Selve MeToo-tanken opstod faktisk helt fra starten som et forsøg på at offentliggøre alle de skjulte overgreb, som ingen ved finder sted, og som kvinder derfor så smertefuldt må gå rundt med alene. Så kan de selvsamme hemmeligholdte overgreb jo ikke samtidig være udtryk for en helt almindeligt kendt og meget udbredt kultur.
En af de ting, jeg hører, når jeg taler med mænd, er, at de anerkender, at sexisme findes. Men de ser det ikke som en norm. Det gør de kvinder, jeg møder, heller ikke. De mener måske nok, at man kan møde på anstødelig opførsel, men sexisme er jo ikke ligefrem standardadfærd på kontoret. Selv i 1920 blev befamling af kvinder på arbejdet anset som værende forkasteligt.
Det snedige, retoriske greb, som jeg beskriver her, er noget, MeToo-aktivisterne bruger helt bevidst. De står sig nemlig bedre på den måde. At kalde noget for en kultur retfærdiggør, at man pludselig kan skyde gråspurve med kanoner. For selvom det reelt kun er nogle få, enkeltstående fæhoveder, der rager helt umotiveret på kvinder, så skal vi altså, må man forstå, nu til at være på vagt over for alle mænd. For qua, at det er en kultur, så kan mænd ikke undslippe det her. Mænd er en del af kulturen – og den er en del af dem.
Hos De Radikale var det som bekendt kun få mænd, der krænkede. Og man havde for vane at advare om netop disse specifikke mænd – ikke alle mænd. Lidt på samme måde blev der forleden på Facebook delt et billede af en side i Pernille Stensgaards jubilæumsbog ”Selveste Gyldendal”, hvori forfatteren fortæller om, hvordan unge sekretærer og praktikanter er blevet antastet inde på forlaget. Igen: Man advarede de unge om specifikke mænd. Men så snart opslaget deles på Facebook, så peger MeToo-aktivisterne på, at det her er en kultur, der må ændres. Alle mænd må nu til at lære at opføre sig pænt. Alle. Selv, må vi forstå, alle de mænd, som i forvejen er forbilledlige, hvilket – og det er jo ironisk – vil sige stort set alle mænd.
Det leder naturligt til det næste retoriske judokast: ”Det her er alt sammen bare udtryk for et generationsskifte.” Fremtrædende politikere, med Ritt Bjerregaard (S) i spidsen, har sagt netop dét gennem de seneste dage. Det her er et generationsskifte. Men det er igen bare retoriske fiksfakserier. For man er lige netop ikke ude efter, at hele Københavns Rådhus skal besættes med unge – uanset køn. Og man er bestemt ikke ude efter, at de unge hanløver rydder hele øverste etage på Christiansborg. Man er ikke ude efter, at topledelsen i De Radikale eller i DR skal udgøres af andre mænd, når de klamme mænd – som vi nu ved i virkeligheden kun er en håndfuld – er definitivt fjernet. Og sjovt nok ryger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn ingen steder. Topledelsen i DR må nemlig gerne stadig bestå næsten udelukkende af kvinder, herunder nogle, som ikke er helt unge endda. Det skal nemlig ikke være fifty-fifty. Det har aldrig været planen. Nej, den nye ”generation” skal naturligvis være unge kvinder – og kun kvinder. Med andre ord er det her slet ikke en operation, der skal foranledige et generationsskifte. Det er snarere en regulær kønsskifteoperation.
Man siger, at man vil fremme de unge, den nye generation, men i virkeligheden vil man fremme kvinder. Det kan være fint nok af være old school rødstrømpe. Men man bør stå ved det, hvis man er magtliderlig på sit køns vegne – og er det magten, man går brutalt efter, så er det faktisk frækt samtidig at kæfte op om ligestilling. Det er altså ikke blandt den højere middelklasses kvindelige akademikere i toppen af dansk politik, at man finder de danskere, som er mest udsat for manglende ligestilling.
Endelig er der sammenblandingen af fornærmelse og krænkelse. Når nogen vælter éns øl, så er det fornærmende. Den fornærmende part kommer, som ordet direkte siger, én for nær. Så har man ret til en undskyldning. Men hvis nogen bevidst hælder en hel øl ud over ens hoved, så er det noget helt andet. Det er et overfald, en krænkelse.
Ved at selvsikre kvinder bevidst blander fornærmelsen og krænkelsen sammen, og ved, at de insisterer på, at de er krænkede, når de i virkeligheden nok bare er lidt fornærmede, så manipulerer de. De trækker oplagt på den medfølelse, den empati og den sympati, som naturligt og berettiget tilfalder et voldsoffer eller et offer for en seksualforbrydelse, selvom de reelt kun har krav på en udramatisk hverdagsundskyldning. Det interessante er imidlertid, at når man fremfører det synspunkt, så angribes man med martyrens harme. For har man da slet ikke forstået alvoren af en malplaceret hånd på et lår? Øh, jo, det har man. Det har man lige netop. Og den alvor, den er lille. Det er et forsøg på forførelse, enig. Det er lidt af en frækhed, enig. Det er upassende, enig. Men det er altså ikke en seksualforbrydelse, og det bliver det aldrig. Det er dårlig stil, det er elendig opførsel, det er plat, og hvad i hede hule bilder du dig egentlig ind? Men det er ikke en ”seksuel krænkelse”, det er ikke et ”seksuelt overgreb”.
Hvis man ikke tror på, at der er forskel på en fornærmelse og en krænkelse, så kan man gå på youtube og se klippet, hvor en tjener taber fem store fadbamser ned ad nakken på Tysklands kansler Angela Merkel. Bliver hun vred? Næ. Er hun krænket? Nej da. Hun bliver forskrækket. Og hun bliver også fornærmet. Det kan man se. Men hensigten var jo ikke voldelig. Det var et uheld.
Et pågående forsøg på forførelse, eventuelt udført totalt bøvet af en standervissen socialdemokrat, er mildt sagt ikke et uheld. Men man kan ikke bare pludselig forvandle det, at nogen lægger an på én i en social kontekst, til et ”seksuelt overgreb”. Man kan med rette blive fornærmet, hvis nogen uønsket lægger an på én. Men så siger man jo bare nej tak. Og kan vi så ikke lige tale rent ud?
Alle over 18 år ved faktisk godt, at man kan komme ud for, at folk laver andet end at danse på et dansegulv, præcis ligesom alle over 18 år udmærket ved, at man kan komme ud for, at folk laver andet end at sove i et soveværelse.