Forfattere om litteratur og velfærd

Antologien ”Vi har altså hinanden”, som udkommer i morgen, udfolder, hvordan forfattere som Ole Wivel, Villy Sørensen, Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg var med til at præge tilblivelsen af den moderne velfærdsstat i 1950’erne og 1960’erne

Anders Thyrring Andersen
Anders Thyrring Andersen. Foto: Privatfoto.

FORSKNING I VELFÆRD og velfærdsstaten begyndte inden for fagene samfundsvidenskab og historie, men har i de senere år tillige fundet sted inden for de kulturelle og litterære fag, hvor det blandt andet undersøges, hvilke forhold der har været mellem velfærdsstaten, kulturpolitikken og kunsten.

Ind i denne sammenhæng udkommer i dag bogen ”Vi har altså hinanden.

Forfattere om litteratur og velfærd”, som samler 38 centrale tekster skrevet 1947-2011 af danske forfattere om velfærdsstaten og om forholdet mellem velfærd, kulturpolitik, kulturdebat og litteratur.

Udgivelsen vil blandt andet kunne anvendes til at problematisere en række holdninger og myter, der florerer i litteraturen om emnet. Således ikke mindst den påstand, at det var kulturradikale forfattere som Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, der fra slutningen af 1950’erne var de første med et positivt syn på velfærdsstaten. Men ”Vi har altså hinanden” viser, at allerede fra slutningen af 1940’erne og op igennem 1950’erne var der en række forfattere, som forholdt sig positivt over for velfærdstænkning og velfærdsstat. Og som tillige virkede særdeles aktivt for at samarbejde med og påvirke politikerne, for at udbygge kulturpolitikken og for, at en større del af den øgede velstand skulle anvendes i kulturelt øjemed.

I DE MANGE OPHEDEDE debatter i anledning af velfærdsstaten, som prægede slutningen af 1950’erne og det følgende årti, bevæger forfatternes synspunkter sig ofte på tværs af de skel, litteraturhistorieskrivningen har sat. Forfatterne Ole Sarvig og Erik Knudsen er begge kritiske over for velfærdsstaten, medens skribenter som Ole Wivel, Bjørn Poulsen, P.G. Lindhardt, Villy Sørensen og Anders Bodelsen i det væsentlige er positivt indstillet.

En anden udbredt myte er, at forfatterne omkring tidsskriftet Heretica (1948-1953) enten var indifferente over for velfærdsstaten eller i opposition til den. Men som det fremgår af bogen, anbefalede allerede i 1947 en af periodens førende forfattere og kulturpersonligheder –den senere redaktør af Heretica Martin A. Hansen – at de kræfter, der kom til syne i befolkningen i form af modstandskampen, nu skulle anvendes på en genoptagelse af 1930’ernes arbejde for politisk velfærd.

Og op gennem 1950’erne og 1960’erne var en række af de centrale skikkelser omkring Heretica yderst aktive i periodens drøftelse af velfærdsstaten og var i talrige tilfælde drivende kræfter i dialogen med politikerne om, at den unge velfærdsstat skulle sætte kulturpolitik på dagsordenen. Flere af Heretica-forfatterne var dybt impliceret i dannelsen af velfærdsstatens kulturelle institutioner.

Således tydeliggør bogen den markante, men ret upåagtede rolle, som forretningsmanden Knud W. Jensen spillede. Han var mæcen blandt andet for Heretica og blev en central skikkelse i udviklingen af velfærdsstatens kulturpolitik, herunder oprettelsen af Kulturministeriet i 1961, Kulturudvalget i 1962 og Statens Kunstfond i 1964. Jensen var en af initiativtagerne til et møde på Krogerup Højskole og Louisiana i efteråret 1960, hvor ledende politikere og forfattere drøftede forholdet mellem åndsliv og politik, og hvor der var deltagelse af forfattere fra såvel kredsen omkring Heretica som fra den efterfølgende forfattergeneration.

PÅ DEN SOCIALDEMOKRATISKE statsminister Viggo Kampmanns initiativ fik dette møde praktiske konsekvenser for den videre kulturpolitik i kraft af et forhandlingsmøde på Christiansborg i vinteren 1961. Knud W. Jensen foreslog i sit indlæg, at der skulle nedsættes en kommission med henblik på støtte til kulturlivet og de skabende kunstnere, hvilket udmøntede sig i Statens Kunstfond.

Hvor en meget stor del af litteraturhistorieskrivningen har fremstillet det således, at Heretica-forfatterne var placeret i et elfenbenstårn og en ventesal, viser de kulturhistoriske kendsgerninger sig at være disse forfatteres mange samfundsrettede aktiviteter, det nære samarbejde med ikke mindst de socialdemokratiske politikere Viggo Kampmann og Julius Bomholt og den nysgerrige forståelse for en åbning af kulturbegrebet i forhold til massekulturelle fænomener og udtryk. Hvilke de kulturradikale og socialistiske forfattere i generationen efter Heretica, såsom Erik Knudsen, Elsa Gress og Klaus Rifbjerg, til gengæld så på med en blanding af forskrækkelse og foragt.

”Vi har altså hinanden” kan forhåbentlig fungere som øjenåbner for hidtil oversete forhold. For eksempel er Rindal-debatten i 1965 oftest blevet fremstillet som folkedybets uartikulerede brøl, men denne debat havde en forgænger. Begrebet ”kulturpause” blev nemlig introduceret i en grundlovstale den 5. juni 1962 af socialdemokraten Jens Otto Krag, lige før han tiltrådte som statsminister. I talen gjorde Krag gældende, at i en økonomisk vækstperiode må erhverv og byggeri prioriteres, medens kultur må vente. Og i resten af finansåret var der en delvis bevillingspause på kulturområdet. Endskønt Krags tale medførte en voldsom debat, forhindrede det dog ikke, at Krag i 1964 fyrede Julius Bomholt som kulturminister.

Denne sag kan anskues som en overset eller måske snarere fortrængt forløber for den i eftertiden langt mere omtalte Rindal-debat. Da Peter Rindal igangsatte angrebet på den offentlige støtte til kunstnere, var en socialdemokratisk statsminister kommet ham i forkøbet, endda midt i højkonjunkturens og velfærdsstatens glansperiode.

FORHOLDET MELLEM velfærdstænkning og kristendom er stærkt omdiskuteret i velfærdsforskningen. ”Vi har altså hinanden” viser, at så vidt forskellige skribenter som Peter P. Rohde og Peter Seeberg tillægger kristendommens fordring om næstekærlighed og de kristent-folkelige bevægelser og vækkelser i 1800-tallet en meget stor betydning for den tankegang, som udmøntes i moderne velfærdsforestillinger.

Og bidragene fra K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt bidrog til, at kristendommen blev formuleret som en del af det religiøse, filosofiske og historiske grundlag for moderne velfærdstænkning. Ja, Rohde ser ligefrem i sin artikel fra 1960 kristendommen og socialismen som de to kilder, der har skabt velfærdsstaten.

Med velfærd som vinkling kommer en række upåagtede eller fornægtede forbindelseslinjer i dansk litteratur og kulturdebat til syne.

Således er K.E. Løgstrups tekst fra 1950 en dansk formulering af den dialogiske og relationelle tænkemåde, der mange steder vandt frem i efterkrigstiden, og som indgår i velfærdstænkningen: betydningen af de dialogiske møder, dette at mennesker griber ind i hinandens skæbner og bliver ansvarlige for hinanden, betydningen af at sætte sig i den andens sted, at de andres synsvinkler er lige så gyldige eller berettigede som min.

Hele dette sæt af etisk-demokratiske erkendelser og holdninger sammenbinder forfattere fra flere kunstneriske genrationer, som Ole Sarvig, Martin A. Hansen, Ole Wivel, K.E. Løgstrup, Jørgen Gustava Brandt, Peter Seeberg og Svend Åge Madsen.

Man kunne ønske, at ”Vi har altså hinanden” vil bidrage til at nuancere en udbredt litteraturhistorisk model, der fortrinsvis tænker i generationsmodsætninger mellem aktion og reaktion. Og at bogen vil være med til at skabe større forståelse for, at sammenhænge mellem kultur og samfund kan antage mangfoldige former og ikke udelukkende drejer sig om, at kunsten skal sætte problemer under debat.

”Vi har altså hinanden. Forfattere om litteratur og velfærd.” Udgivet af Anders Thyrring Andersen, Anne Marie Mai og Peter Simonsen,

Syddansk Universitetsforlag.