Prøv avisen
Kronik

Forfatteren Thomas Hardy - igen aktuel i Danmark

Thomas Hardy Copyright NMG/Writer Pictures contact +44 (0)20 241 0039 sales@writerpictures.com www.writerpictures.com Foto: NMG/Writer Pictures 2006

Thomas Vinterbergs filmatisering af romanen ”Fjernt fra verdens vrimmel” sætter fokus på forfatteren til romanen, Thomas Hardy. Hans romaner udtrykte respekt og forståelse for blandt andre faldne kvinder og skilsmisse-ramte personer, hvilket gjorde dem meget omstridte i Storbritannien, mens danske læsere var mere klar til Hardys litteratur

Den danske instruktør Thomas Vinterbergs nye britisk producerede filmatisering af ”Fjernt fra verdens vrimmel” giver anledning til at kaste et blik på forfatteren bag filmens romanforlæg, Thomas Hardy, og oversættelsen af hans romaner i Danmark.

Thomas Hardy, der levede fra 1840 til 1928, skrev sine 14 romaner mellem 1871 og 1895, hvorefter han udelukkende helligede sig en i øvrigt fin lyrisk produktion som følge af skandalemodtagelsen af de to sidste romaner ”Tess of the d'Urbervilles” fra 1891 og ”Jude the Obscure” fra 1895. Den offentlige reaktion skyldtes senviktorianske sædeligheds-kvababbelser som følge af romanernes åbenlyse respekt og forståelse for blandt andre faldne kvinder og skilsmisseramte personer, og man var i Storbritannien i det hele taget slet ikke klar til romanernes frisind og erotiske vovemod.

”Tess”, som i dag nok bedst kendes i Danmark fra Polanskis kongeniale filmatisering med Nastassja Kinski fra 1979, blev faktisk allerede oversat til dansk i 1893 af en anonym oversætter, og den kom som føljeton i Politiken i 1905 under titlen ”Af fin familie”. I 1924 genoversatte Aslaug Mikkelsen romanen, nu med den mere præcist oversatte titel ”Tess d'Urberville. En ren kvindes historie”, en flere gange genoptrykt oversættelse, blandt andet i forbindelse med Polanskis filmatisering.

”Tess” er uden tvivl den mest læste og elskede Hardy-roman globalt set, og tydeligvis var danske forlag og læsere mere klar til den end de britiske, måske fordi Danmark selv havde haft en offentlig sædelighedsfejde i slutningen af 1800-tallet. Og romanen holder stadig, både i sin fremragende menneskeskildring og intense kamp for kvinders vilkår, men så sandelig også i sin overbevisende fremstilling af livet på landet i det fiktive sydengelske univers Wessex, som langt de fleste af Hardys romaner udspiller sig i.

”Jude Fawley. En kamp i det stille”, som Hardys sidste roman kom til at hedde på dansk, blev også oversat i Hardys livstid, men dog først i 1926, også ved Aslaug Mikkelsen. De fleste læsere reagerer kraftigt på læsningen af denne roman, selv i dag, hvor nogle hæfter sig ved Hardys sortsyn og især det negative syn på parforholdet, mens andre læser den som et tidligt moderne mesterværk, der brillant belyser ægteskabets skrøbelige fundament i det vestlige samfund.

Romanen har umiskendelige kvaliteter, især i skildringen af den unge Judes håb om at gå igennem lærdommens port i det forjættede universitet i Christminster, romanens dæknavn for Oxford, men det må siges, at teksten sine steder kan virke til det ulideligt grænsende mørk og frustrerende.

Et bedre sted at påbegynde læsningen af Hardys forfatterskab vil være de langt mere muntre romaner ”Fjernt fra verdens vrimmel” og ”Borgmesteren” fra henholdsvis 1874 og 1886. Også disse romaner, som blev oversat af Aslaug Mikkelsen og udkom i henholdsvis 1943 og 1931, har dog et tragisk grundplot. ”Fjernt fra verdens vrimmel” har som plottets omdrejningspunkt den smukke Batsheba Everdene, hvis fornavn er inspireret af kvinden, der bedrev hor med kong David i Bibelen.

Denne moderne Batsheba er dog en langt stærkere kvindeskikkelse, som driver en farm med mange ansatte og godt kan klare sig i handlen på byens kornmarked. Hun er overvejende positivt skildret, men må dog gennem en læreproces i kærlighedens veje, før hun opnår en slags lykke. Den mandlige hovedperson, fåreavleren og landmanden Gabriel Oak, er den ene af tre mandlige bejlere til den skønne Batsheba, og selvom han er god, som dagen på landet er lang, må også han igennem alverdens trængsler. Den både komiske og tragiske anden bejler er Batshebas midaldrende nabo Boldwood, mens den tredje bejler er den flotte soldat Troy. Resten af plottet skal ikke afsløres her, men det skal understreges, at romanen sagtens kan læses, selvom man kender hovedplottet fra Vinterbergs film.

Borgmesteren, som i den engelske original hedder The Mayor of Casterbridge, har den måske mest mindeværdige åbningsscene i Hardys forfatterskab. Hardy forener igen det komiske og det tragiske i skildringen af hovedpersonen Michael Henchard, som i begyndelsen af romanen ankommer med kone og lille barn til en landsbyfest med et marked, hvor der konsumeres alkohol i rigelige mængder. I sin brandert ser Henchard sig så sur på konen, at han simpelthen rejser sig og sætter hende til salg for højestbydende! En mand tager imod tilbuddet, og selvom det i romanen understreges, at den slags ikke har juridisk gyldighed, fører episoden til en adskillelse mellem ægteparret, hvorefter Henchard beslutter sig for at lægge alkoholen totalt på hylden i 20 år.

Det er Henchard, der senere bliver romantitlens borgmester i Casterbridge, et fiktivt navn for Hardys egen fødeby, Dorchester, men også her har plottet adskillige forviklinger, ikke mindst da konen efter flere år dukker op igen. Og Henchards løfte om alkoholstop er vel at mærke kun givet for 20 år. Med i hovedplottet er desuden den unge skotske dynamo Donald Farfrae, der tilfældigt kommer til byen, men gradvist med sine forretningstalenter etablerer sig som en slags forløberfigur for ”Matadors” Mads Andersen Skjern. Romanen er ud over det mesterligt udrullede plot og den dybsindige samfundsskildring bemærkelsesværdig, fordi den følger den Shakespearske tragedies mønster.

Ud over de her beskrevne fire hovedværker er der faktisk kun oversat kortere tekster, blandt andet noveller, af Hardy til dansk, men i hvert fald ”The Return of the Native” fra 1878 og debutromanen ”Under the Greenwood Tree” fra 1872 kan også anbefales til læsere, der har mod på at læse de engelske originaler.

Imidlertid er flertallet af danskere stadig bedst hjulpet af en oversættelse. Som nævnt er de fire hovedværker oversat af Aslaug Mikkelsen, og hun har overordnet gjort det udmærket. Hun var kandidat i engelsk fra Københavns Universitet og studerede under den navnkundige lingvist Otto Jespersen, og hun har oversat flere store victorianske forfattere som Bront-søstrene og George Eliot. Endvidere blev hun Kvinderegensens grundlægger.

I Hardy-oversættelserne har hun med flid og loyalitet formidlet Hardys smukke natur- og menneskeskildringer, men muligvis under pres fra udgiver og redaktør har hun udeladt en hel del detaljer, som åbenbart ikke er skønnet væsentlige eller måske let forståelige for danske læsere. Især i Jude Fawley er historiske eller litterære allusioner til for eksempel Bibelen eller Shakespeare, med hård hånd bortredigeret, og dermed gives ikke et retvisende billede af den intellektuelle forfatter, som Hardy også var. Man kan også more sig over, at visse i dag velkendte engelske forhold overføres til tilsvarende danske, som når ”cider-wine” oversættes til ”æblemost”. Tæt på dette eksempel fra Jude Fawley har Mikkelsen i øvrigt misforstået ”Have you had any tea?”, som hun oversætter til ”Har du forresten drukket te?”. I dag vil de fleste vide, at ”tea” refererer til aftensmad i denne brug.

Mikkelsens oversættelser er genoptrykte og stadig tilgængelige, og de er som nævnt slet ikke dårlige, men ud over de nævnte problemer er det da lidt ærgerligt, at Hardy stort set kun forefindes på dansk i retskrivning fra før reformen i 1948. Afslutningsvis skal jeg derfor udsende et fromt ønske om nyoversættelse af hovedværkerne. Og i øvrigt henvise interesserede læsere til en videre Hardy-introduktion på dansk i Viggo Hjørnager Pedersens ”De gyldne riger. En lystvandring gennem den engelske litteratur fra 2013”.

Ebbe Klitgård er dr.phil. og lektor i engelsk ved Roskilde Universitet