Prøv avisen

Forfulgte kristne har brug for politisk støtte

Jordanske kristne tænder lys under en messe i en ortodoks kirke i hovedstaden Amman for at bede for den bortførte biskop Yohanna Ibrahim, der blev bortført efter en årlig netværkskonference sidste år i Tyrkiet, som afholdes for at sikre kristnes rettigheder i udpræget muslimske lande. Foto: MAJED JABER/ Denmark

Politisk opmærksomhed er afgørende for mange kirker i Afrika, Mellemøsten og Tyrkiet. Men lige så vigtig er kristen støtte og håb. Og håbet kan blandt andet holdes i live ved at udnytte alle moderne kommunikationsmidler og i trosfrihedens navn krydse grænser og trodse politisk som religiøs kontrol med det kristne budskab

DEN KRISTNE TV-STATION SAT-7 har lige afholdt sin årlige netværkskonference i Tyrkiet. Den fandt sted i lyset af det stigende pres på kirken i den arabiske verden.

Ledere fra 26 nationer var samlet for at drøfte mulighederne for at formidle håb i et område, hvor mange traditionelle kristne er desillusionerede og ikke har det store håb om en bedre fremtid.

Meget sigende for situationen blev konferencen indledt med fortællingen om den syriske biskop Yohanna Ibrahim. Han deltog i konferencen sidste år, men blev kidnappet af islamister kort efter hjemkomsten. Ingen har hørt fra ham i 11 måneder.

Men lige så sigende blev konferencen afviklet under overskriften Broadcasting Hope in an Era of Hopelessness.

I det seneste år har der været meget på spil i den muslimske del af verden: ny moderat præsident i Iran, oprør i Tyrkiet, omvæltninger i Tunesien, militærkup og efterfølgende uroligheder i Egypten og midt i alt dette krisen i Syrien.

På den ene side er der få håbefulde tegn på, at der sker noget, der kunne blive et mere reelt arabisk forår. På den anden side er der fare for mere vold og meget vanskelige forhold for kristne og andre mindretal i regionen.

Lige nu fylder de negative historier meget i billedet. Volden er stigende, og den kristne kirke svinder hastigt ind. De politiske opstande har stik imod hensigterne blot destabiliseret samfundene og ført til mere ukontrolleret vold, som i særlig grad rammer de kristne. Situationen er yderst kompleks, og der er mange årsager til, at det arabiske forår lader vente på sig. De første optimistiske billeder viste liberale, demokratiske unge, der gjorde op med deres korrupte ledere og diktatoriske samfundsstruktur.

MEN SOM tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) klogt gjorde opmærksom på i en kronik i Berlingske den 14. december 2013, talte de unge liberale demokrater ikke på vegne af befolkningerne.

LÆS OGSÅ: Kald tingene ved deres rette navn. Kristne forfølges i Mellemøsten!

Medierne interviewede mest de engelsktalende unge, som orienterede sig mod de vestlige demokratier. Kun sjældent hørte vi de store landbefolkninger, som ikke var demokrater, men fik deres livsanskuelser fra de lokale imamer.

I Egypten førte det til, at Det Muslimske Broderskab, der stod stærkt i den brede landbefolkning, kom til magten. De militante islamister fik også udvidet spillerum i Irak, hvor fremtidshåbet for de kristne i dag er forsvindende lille.

Iagttagere i Vesten er meget tilbøjelige til at forklare den islamiske fundamentalismes fremvækst med demografi og økonomi for eksempel et stort overskud af arbejdsløse unge mænd uden uddannelse, der søger mening og formål. Det er dog kun en del af problemstillingen.

Muslimske fundamentalister er bekymrede over, at den vestlige civilisation er blevet så sekulær og materialistisk, at religiøse værdier ligefrem forsøges bandlyst i det offentlige rum. De ønsker på ingen måde at få denne vestlige model trukket ned over hovedet gennem øget økonomisk og kulturelt samarbejde.

I Irak var det amerikanske MTV den første tv-station, der kunne ses via satellit. Det skete allerede få uger efter den amerikansk-britiske invasion i 2003. Amerikansk popkultur strømmede ind over landet, og der skal ikke megen indlevelse i islamisk kultur til at indse, hvad det vakte af følelser hos rettroende muslimer.

De kristne føler sig også ofte misforståede og afviste af Vesten. I Egypten blev mange kristne for eksempel chokerede, da de politiske ledere i USA og Europa massivt valgte at bakke op om Mohamed Mursis magtovertagelse i landet.

EKSEMPLET VISER, at religionsforståelse er vigtig, hvis vi skal komme de kristne mindretal til undsætning. Samtidig er det noget af en balanceakt.

På den ene side går det ikke an at pådutte de arabiske lande en vestlig model, som de ikke ønsker. Vejen frem mod en bedre verden er ikke at fortsætte forsøget med at indføre demokrati efter samme opskrift som hidtil.

På den anden side er det uacceptabelt, at vi forbliver tavse og støtter regimer, der ikke lever op til menneskerettighedserklæringens artikel 18 om samvittigheds- og trosfrihed.

I Danmark har vi længe savnet tydelige politiske røster, der ligesom den tyske kansler Angela Merkel vil være fortalere for de kristne mindretal. Men måske lysner det i øst. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) lovede for nylig i et åbent samråd i Udenrigsudvalget, at han vil komme med et konkret forslag til, hvad vi fra dansk side kan gøre for at støtte de kristne mindretal i den arabiske verden.

Det er meget afgørende, og vi tillader os at pege på nogle konkrete handlemuligheder, der kunne få stor betydning for de kristne.

For det første vil vi opfordre udenrigsministeren til at lytte til Bent Wigotski, der har været ambassadør i Pakistan. I Den korte Avis har han fremsat to indlysende forslag, som kan få stor praktisk betydning:

1) Udenrigsministeren skal selv prioritere at mødes med repræsentanter for mindretallene, når han besøger de berørte lande.

2) De danske ambassader i de pågældende lande skal pålægges at holde løbende kontakt til mindretallene.

I tillæg til disse forslag vil vi råde til, at diskrimination og forfølgelse af kristne bliver gjort til et særkilt projekt, som det allerede er sket i Norge. Vi foreslår en periode på foreløbig fem år, hvor der udnævnes en ambassadør for trosfrihed, som kan have specielt fokus på de kristnes situation, men som også kan være ambassadør for andre religiøse minoriteter.

Da situationen er kompleks, er det afgørende, at kontaktfladen holdes så bred som mulig og ikke afgrænses til meget få samarbejdspartnere i de berørte lande. Det er afgørende for integriteten bag indsatsen, at vi netop er i dialog med de lokale kirkeledere i de arabiske lande og lytter til deres ønsker og behov.

FLERE LANDE i Nordafrika og Mellemøsten befinder sig netop nu i en overgangsfase, hvor de skal vedtage nye love og regler. Det er afgørende vigtigt, at vi støtter de nuværende ledere i de pågældende lande, som ønsker at arbejde for religionsfrihed og demokrati. Samtidig må vi vise regeringer og lokale samfund, at omverdenen følger med i mindretallenes situation, og at krænkelser af menneskerettighederne ikke vil gå upåagtet hen.

Politisk opmærksomhed er afgørende for mange kristne og kirker i Afrika, Mellemøsten og Tyrkiet. Men lige så vigtig og måske vigtigere er kristen støtte.

Sat-7s direktør, Terence Ascot, sagde i sin åbningstale på den netop overståede netværkskonference:

Det er tydeligt for hele verden, at der er et massivt fravær af håb i Mellemøsten. Hvorfor søger ellers så mange minoriteter og moderate sikkerhed i Vesten? Depression er det følelsesmæssige resultat af håbløshed. Glæde kommer af håb.

Altså mener han, at verdens kristne i fællesskab må være med til sprede og nære håbet.

Håbet kan blandt andet holdes i live ved at udnytte alle moderne kommunikationsmidler og i trosfrihedens navn krydse grænser og trodse politisk som religiøs kontrol med det kristne budskab. Der er brug for, at det igen og igen lyder, at alle mennesker er Guds elskede skabninger, og at der er håb i Jesus Kristus.

At kunne opleve fællesskab igennem for eksempel tv er bedre end total isolation. En ung mellemøstlig mand, som boede langt fra andre kristne, og hvis bibel var taget fra ham, betragter nu mobiltelefonen som sin kirke. Via telefonens apps og sms med videre har han fundet fællesskab midt i sin isolation. Høj troværdighed og appel til børn, kvinder eller andre udsatte grupper er også med til at holde modet oppe i et område, hvor hverdagen let kan blive præget af håbløshed.