I KLASSISK SOCIOLOGISK METODE taler man om forklaringer og bortforklaringer. Bortforklaringer benyttes, når forskeren vil prøve at "forklare" sin undersøgelses svagheder. Eller, og det er hyppigst, når en undersøgelses resultat skal "spiseliggøres" i den politiske korrektheds navn af angst for, at et ubehageligt resultat vil kunne bruges eller misbruges.
I den forløbne uge har flere dagblade, herunder Kristeligt Dagblad, omtalt resultaterne af en netop offentliggjort undersøgelse foretaget af professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet. Resultaterne, med den ret sigende titel "Frø af ugræs? Antijødiske holdninger i fem ikke-vestlige indvandrergrupper i Danmark" er både nye og bekymrende.
Det er meget svært at sætte en faglig finger på Nannestads dataindsamling, metode, analyse og afrapportering. Der er tale om en klassisk systematisk og repræsentativ kvantitativ undersøgelse og Nannestad fremlægger resultaterne sobert og gør hverken brug af letbenede forklaringer eller politisk korrekte bortforklaringer. Hans spørgsmål følger i deres formuleringer internationale standarter, således at der kan foretages sammenligninger med andre lande.
Ikke desto mindre er der allerede nu en blandet gruppe "bortforklarere", der straks er gået i stilling. Nannestads resultater er alt for ubehagelige til, at de kan få lov til at stå alene, og rationalet er, at enten er hele Nannestads undersøgelse mangelfuld, eller også skal resultaterne forklares eller fortolkes på en anden og mere spiselig måde.
Et godt eksempel er projektmedarbejder Tine Brøndum fra Dansk Institut for Internationale Studier, der i Kristeligt Dagblad den 26. november udtaler: "Tidligere undersøgelser har vist, at det ikke er klart – heller ikke for de personer, der er blevet spurgt – hvad de egentlig mener med deres ytringer, og ofte ligger der ikke reflekterede holdninger til grund". Det må siges at være en bortforklaring præget af fordomme! 73 procent af de interviewede er blevet adspurgt på deres modersmål og Tine Brøndum mener vel ikke, at de dårligere til "at reflektere" end etniske danskere?
NANNESTAD OG HANS STAB har interviewet et repræsentativt udsnit af voksne fra de fem største flygtninge- og indvandrergrupper i Danmark, nemlig tyrkere, pakistanere, somaliere, palæstinensere og eks-jugoslavere, samt en kontrolgruppe på 300 etniske danskere. De er blevet bedt om at tage stilling til en række udsagn, herunder tre omhandlende jøder, nemlig, at man "ikke kan være forsigtig nok i forhold til jøder i Danmark", ikke "så gerne ser familiemedlem gift med en dansk jøde" og at der er "for mange jøder i Danmark".
Til det første udsagn svarer over 70 procent af pakistanerne og palæstinenserne bekræftende, medens det for de øvrige grupper er cirka to tredjedele. For de etniske danskeres vedkommende er procentandelen 18,2. Omkring 90 procent blandt pakistanerne og palæstinenserne ønsker ikke, at et familiemedlem gifter sig med en dansk jøde. For de øvrige grupper er tallet noget lavere.
Og endelig svarer op imod halvdelen blandt pakistanerne, somalierne og palæstinenserne, at der er for mange jøder i Danmark. For de øvrige grupper, inklusive den etnisk danske kontrolgruppe, ligger tallet på 12-14 procent. I parentes skal det bemærkes, at antallet af jøder i Danmark – afhængig af definition – skønnes at være cirka 5000, altså under en promille af befolkningen.
Ovenstående lille smagsprøve på resultaterne af Nannestads undersøgelse viser med al tydelighed, at indvandrergruppernes generelle tillid til jøder kan ligge på et meget lille sted. For eksempel indikerer udsagnet om forsigtighed i forhold til jøder sammen med overvurderingen af deres antal en overdreven forestilling om danske jøders magt og indflydelse i det danske samfund.
Nannestad citerer som eksempel på denne mildt sagt manglende tillid en løbeseddel, som talsmanden for Hizb-ut-Tahrir i 2003 blev dømt for: "Jøderne er et bagvaskende folk, og de er et folk, der forråder og bryder aftaler og pagter, og de opdigter løgne og fordrejer ord fra deres rette sammenhæng ?"
Uden at skulle være beriget med profetiske evner føler vi os overbeviste om, at sociologer, politikere og andre debattører i den nærmeste fremtid vil forklare og bortforklare den ubehagelige viden, der er bragt til veje gennem undersøgelsen, nemlig at cirka 75 procent blandt de fem største indvandrergrupper og hver femte etniske dansker ikke bryder sig om jøder. Eller at de efter klassiske definitioner kan betegnes som antisemitter eller jødehadere.
Forklaringer og bortforklaringer vil der være nok af. En af de gængse er, at Israel-Palæstina-konflikten er årsagen til de negative holdninger over for jøder, og det argument der presser sig på, vil være, at hver gang, der har været et sammenstød i regionen, har navnlig unge mennesker reageret aggressivt overfor jøder. Det er en fejlslutning. Fordi to hændelser sker umiddelbart efter hinanden, betyder det ikke, at den ene er årsag til den anden. Voldshandlingerne kan være inspireret af konflikten, men Nannestad afviser, at konflikten er årsagen til de udbredte negative holdninger overfor danske jøder. Forklaringen er langt mere kompleks.
EN ANDEN BORTFORKLARING vil være, at der er tale om unge uudannede, uoplyste og marginaliserede muslimer fra dårligt fungerende familier. Også denne såkaldte forklaring kan i sin helhed afvises. Blandt de mest overraskende og bekymrende resultater i Nannestads undersøgelse, er netop, hvor udbredt den negative indstilling til danske jøder er, og at kvinderne ligger i spidsen.
Endnu en bortforklaring vil være, at det er islam, der bærer ansvaret. Forklaringen er ikke så enkel, idet Nannestad påviser, at det ikke er religionen i sig selv, men religiøsiteten, altså det enkelte individs oplevelse af, hvor meget religionen fylder i hans eller hendes liv, der former holdningerne. Det afgørende er dog stadig, at de negative holdninger i meget vide kredse er en norm og ikke en holdning, der trives blandt religiøse fanatikere.
Nannestads forklaring er en helt anden, nemlig at indvandrergrupperne er præget af en "Vi mod dem"- tænkning, som harmonerer med en ansvarsfralæggende offer-argumentation. Og her kommer jøderne til at stå forrest i skudlinjen. Når situationen er den enkle, at op imod tre fjerdedele af indvandrergrupperne og hver femte dansker har negative og antisemitiske holdninger, må man stille sig spørgsmål om både ansvar og løsning. Og de to ting hænger sammen. Hverken dronningen eller statsministeren vil ved deres snarlige nytårstaler kunne ændre på disse holdninger, uanset hvad de måtte sige. Det sandsynlige er, at de vil tale om oplysning. Hvilket er synonymt med, at de ikke aner hvad de skal stille op. Som om uoplyste personer skulle være mere fordomsfulde og antisemitiske end de veloplyste. Der er desværre utallige eksempler på velbegavede og oplyste personer, der har været med til de uhyrligste handlinger.
I al sin fortvivlende enkelthed bærer forældre og pædagoger ansvaret for de holdninger, der huserer hos deres børn og elever. Holdninger grundlægges i den tidlige barndom, det behøver man hverken være psykolog eller sociolog for at vide. Og vi kan ikke komme uden om, at det er uacceptabelt, at så mange borgere i Danmark har fået antisemitisme ind med modermælken.
Al ære værd, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har forpligtet sig til inden år 2010 at formulere en plan, der skal imødegå muslimers antijødiske synspunkter. Men uden at forklejne deres evner, er denne opgave for stor end mundfuld. Der skal mange flere medvirkende til. For som fysikeren Albert Einstein engang udtrykte det: "Vi lever i en tid, hvor det er lettere at sprænge et atom end at ændre en norm".
Jacques Blum er kultursociolog og Eva Bøggild er journalist. De redigerer magasinet Goldberg