Formløshedens tyranni

Betegnelsen helhedsskolen er meget rammende for det nye pædagogiske tiltag. Helheden - sammenhængen - i børnenes liv bliver et offentligt projekt, og der bliver kun én bestemmende myndighed, staten

Folkeskolen er igen til debat. Det skyldes ikke mindst, at et nyt pædagogisk projekt har udsigt til at få støtte af 350 mia. kr., hvis blot Kristeligt Folkeparti bliver klar over, at projektet kaldet helhedsskole ikke betyder heltidsskole. Eller sagt på en anden måde, at en indførelse af helhedsskolen ikke vil forøge børnenes »obligatoriske« tid på skolen. Kan CD, SF, S og undervisningsministeren love os det? Jeg tillader mig at svare på de tre forligspartneres vegne. Nej. Selvfølgelig kan de ikke det, fordi et af argumenterne for at indføre helhedsskolen er jo at udnytte den tid, de fleste børn alligevel tilbringer i skolefritidsordningerne, bedre. Jeg er samtidig overbevist om, at en gennemgang af mødetiderne for de skoler, som i dag har »konverteret«, vil vise, at børnenes obligatoriske tid er blevet udvidet. Men hvorfor nu hænge sig i mødetider og obligatorisk tid, i helhed eller heltid, i leg eller undervisning? Når børnene alligevel er på skolen, hvorfor skal skolen så ikke forsøge at udnytte tiden bedre ved at skabe en sammenhæng (helhed) i børnenes hverdag ved at lade undervisning og fritid være et og det samme? Hvorfor skal man lade sig begrænse af disse ligegyldige skel? Egentlig er det ganske simpelt, fordi skellene ikke er nogen begrænsning, men et værn for alle implicerede. Skolen sikres dens ret og frihed til at hellige sig undervisningen, forældrene sikres deres ret til at bestemme, hvorledes deres børn skal bruge deres fritid, og hvem der skal passe dem, og sidst, men ikke mindst sikres børnene en frihed til i perioder at være sig selv, at lege uden voksnes indblanding. Disse friheder kan ikke bestå, hvis ikke skellene - og det vil jo sige forskellene - respekteres. Sådan er det, det hele ender i formløshedens tyranni, hvor der til syvende og sidst kun vil være én bestemmende instans - én myndighed - til at sætte dagsordenen for børnenes liv, nemlig staten. Derfor er betegnelsen helhedsskolen meget rammende for det nye pædagogiske tiltag. Helheden - sammenhængen - i børnenes liv bliver et offentligt projekt. Nu vil fortalerne for helhedsskolen straks indvende, at det skam slet ikke er hensigten. Nej meningen med helhedsskolen er..., nå, ja det er man tilsyneladende ikke helt klar over. Ifølge Jyllands-Posten onsdag den 5. april havde Margrethe Vestager udtalt efter forhandlinger dagen forinden: »Helhedsskolen er et navn, som vi endnu ikke ved, hvad skal dække over«! Hurra for en meddelelse. Jeg troede i min naivitet, at hendes irritation over Kristeligt Folkepartis modvilje skyldtes uoverensstemmelser i forståelsen af folkeskolens opgaver. Men nu forstår jeg, at ministerens vrede skyldes, at hun ikke har fået opbakning til et projekt, hvis indhold hun ikke engang selv er i stand til at redegøre for. Ja, man forstår godt hendes frustration. Eller gør man? Jeg har en svag fornemmelse af, at udtalelsen ikke afdækker hele sandheden. For enten har Margrethe Vestager ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok, eller også taler hun mod bedre vidende. Der foreligger nemlig det ene fine oplæg efter det andet om ideen med helhedsskolen. Jeg har smugkigget i nogle af oplæggene og kan oplyse undervisningsministeren om, at der er stof nok til en uddybende kommentar, som ville kunne fylde en hel søndagsudgave af Jyllands-Posten. Et eksempel kunne være den publikation, som Socialministeriet og Undervisningsministeriet sammen udgav i 1998 med titlen »Samarbejde mellem dagtilbud og skole«. Heri skriver formanden for Skoledirektørforeningen, Bjarne Pedersen, i et af publikationens indlæg: »Læring skal ikke kun forbindes med skolesituationen, hvis vi skal sikre, at vores børn og det danske samfund ikke bliver tabere i den internationale konkurrence om at overleve på viden. Vi skal udvide forståelsen af læring og skabe en sammenhæng fra den kommunikation, forældrene har med det ufødte barn, til vi slipper det unge menneske efter afsluttet skolegang.« Umiddelbart kunne det lyde, som om fremtidens vordende forældre skal gøre sig klart, at lille Blyp skal have sin daglige ration integralregning via hørerøret, hvis ikke han skal tabes på skolegulvet. Men det viser sig ved nærlæsning af artiklen, at den konkrete viden ikke som sådan optager Bjarne Pedersen. Det, der er hensigten med projektet, er at opløse enhver overgang og ethvert skel i barnets tilværelse for at skabe »helhed og sammenhæng i børns og unges liv«. Jeg citerer: »En løsning kunne være en aktivitets- og medarbejderopdeling, hvor den kommunale sundhedstjeneste er første led i samarbejdet med forældrene om at skabe det gode veludviklede barneliv. Arbejdet overtages derefter af pædagogerne, der varetager det primære pædagogiske arbejde for de nul-femårige, mens lærerne gradvist inddrages i arbejdet med målrettede læringsforløb af f.eks. sproglig, musisk og motorisk karakter. Efterfølgende går pædagogerne med ind i skolen, så pædagoger og lærere er fælles om arbejdet omkring de seks-niårige (dækkende børnehaveklasse-tredje klasse og fritidshjem/SFO). Arbejdet skal bæres af en fælles målsætning for det pædagogiske arbejde, der omfatter såvel udviklende legeaktiviteter som mulighed for og inspiration til læring. For de 10-17-årige varetager lærerne det pædagogiske undervisningsarbejde, og pædagogerne og andre faggrupper inddrages heri samtidig med, at de også varetager andet pædagogisk arbejde.« Dette er, hvad helhedsskolen skal være en del af. Fra fostervand (hvis resultatet fra fostervandsprøven tillader det) til 17-års alderen skal vores børn forfølges af pædagoger og sundhedseksperter, for at alle kan nå den fælles målsætning: »at udvikle sig til kreative, glade, positive og selvstændige mennesker«. Citatet er fra endnu et oplæg om helhed i barnets liv, holdt på Skoledirektørforeningens generalforsamling den 13. november 1997. Nåh jo, så huskede Bjarne Pedersen dog at nævne noget om, at projektet også indebar et pædagogisk undervisningsarbejde, som fortrinsvis skulle varetages af lærerne. Pædagogisk undervisningsarbejde - gad vide hvad det dækker over? Med et citat af Paulo Feire begrunder Bjarne Pedersen selv, hvad han lægger i begrebet: »Ingen underviser nogen anden. Enhver underviser sig selv gennem dialog med andre. Der findes ingen uvidende mennesker. Enhver skal lære samtidig med, at han underviser andre. Vi er vant til at lytte til en lærer og tro, at vi ikke har noget at lære læreren.« Jo, Margrethe Vestager, der findes skam masser af materiale - endog fra dit eget ministerium - som alt sammen afslører, at helhedsskolen intet har med skole at gøre. Hvis man vel at mærke er af så gammeldags en opfattelse, at skole er et sted, hvor eleverne tilegner sig en viden, de endnu ikke besidder. Hvad er det for noget eklatant sludder, at der ikke findes uvidende mennesker? Børn er uvidende om temmelig meget, når de begynder i skolen, det er den eneste grund til, at vi sender dem derhen. Vi sender vores børn i skole i håb om, at de der vil modtage en undervisning, der tager udgangspunkt i den sammenhæng, som er givet på forhånd, og som skolen ikke først skal til at skabe. Nemlig at de som danske skal lære at mestre det danske sprog, at de som folk må kende det danske folks historie, og at de som kristne oplæres i de bibelske fortællinger. Og vi går ud fra, at de vil tilegne sig de kundskaber ved en kyndig undervisning af fagligt kompetente undervisere, som er sig deres opgave bevidst. Det er den danske folkeskoles forpligtelse - først og fremmest. Den danske folkeskoles eksistensberettigelse er udelukkende beroende på undervisningspligten, hvilket sikrer, at jeg og andre forældre, der ikke har børn i institution, kan indrette os efter, hvad vi finder bedst for vores børn. Vi sikres dermed, at vores forældremyndighed respekteres, ved at det frit overlades til os at bestemme, hvor meget og hvor lidt vi vil have, at vores børn skal påvirkes af offentlige opdragere og sundhedsfreaks. Men med ovennævnte skitsering af »projekt helhedsskole« bliver børnene til et statsprojekt, hvor målet er at skabe »kreative, glade, positive og selvstændige mennesker«. Med ophævelsen af forskelle og overgange, ved negligering af skolens forpligtelse og udgangspunkt, med manglende respekt for, hvem der først og fremmest skal varetage børnenes tarv, etableres dette formløshedens tyranni, hvor det glade, »selvstændige« menneske bliver det højeste mål. Af hvilken grund skulle dette menneske glæde sig? Er grunden den, at det er sluppet af med tysk grammatik, frikvarter, fritid, skolestart og lektier. Er det, fordi det i en alder af 17 år endnu ikke har haft sin første influenza og har opnået en motorisk færdighed, som vil få et slangemenneske til at blegne af misundelse? Skyldes det, at de første 17 år af dette menneskes liv er gået med at følge en nøje tilrettelagt pædagogisk plan? Hvorledes kan man påstå, at dette menneske vil blive et selvstændigt individ, når der aldrig har været plads eller vilje til at give det nogle kundskaber om, hvem det er, og hvor det kommer fra, og dermed give det mulighed for ved egen indsigt og viden at forholde sig til verden? Eller sagt på en anden måde give det mulighed for at stå selv. Det menneske, som helhedsskolen med sine forgreninger til daginstitutionerne vil skabe, er ikke et selvstændigt menneske, men et viljeløst, kulturløst, rodløst, uvidende menneske - skabt i statens billede. n formand for familiens børneråd