HER ER HISTORIEN OM EN KOMMUNE, som ikke løftede opgaven.
Annie var en velfungerende pige – klarede sig godt i skolen, flittig, elitedanser, egen hest til konkurrenceridning. Veninder.
Annie var 14 år, da hun styrtede med sin hest den 12. august 2014 og ramte jorden med hovedet. Ortopædkirurgisk afdeling i Viborg konstaterer mindre blødninger i hjernen, men der skal ikke opereres. Behandles som hjernerystelse: Fire ugers ro. Udskrivning til hjemmet.
Hospitalets anvisning hjælper ikke. I oktober 2014 konstaterer børneafdelingen i Viborg: stadig konstant hovedpine, svimmelhed, kvalme ved stående stilling, lydoverfølsomhed. Læsning umulig. Hospitalslægen vurderer: langtidsfølge af hjernerystelse. I november startes fysioterapi i hospitalsregi – det er stærkt lidelsespræget for Annie. Nedsat kraft i venstre side. Ingen fremgang.
Februar-marts 2015 var Annie indlagt i Hammel Neurocenter. Den erfarne overlæge stiller diagnosen: betydelig hjerneskade med påvirkning af hukommelse. Trætbar. MR-scanning med tegn på diffus aksonal skade samt punktblødninger. Senere ændrer en mindre erfaren læge diagnosen: hjerneskade, men symptomerne domineres af ”funktionelle problemstillinger”. Det viser sig skadeligt for det videre forløb.
Fra marts til august 2015 var Annie i ambulant behandling på børneafdelingen i Viborg. Behandlingen rettede sig mod ”det funktionelle”, hjerneskaden lades ubehandlet. En ergoterapeut sagde endda til Annie: ”Forstå det nu – du har ingen hjerneskade.” Den venstresidige spasticitet er indbildt.
Ved udskrivningen fra børneafdelingen skrev kontaktlægen, at hidtidig behandling (”miljøterapi”, psykologsamtaler, fys- og ergoterapi og aktivering) ikke har givet fremgang. Så: han anbefaler mere af samme behandling(!) samt langsom skolestart.
Efter udskrivning skal Viborg Kommune varetage den videre rehabilitering. Sundhedsstyrelsen har beskrevet kommunens opgave i ”Forløbsprogram for rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade”: udnævne en ”tovholder”, som skal skabe enighed med familie og behandlere om målsætning, lægge rehabiliteringsplan, følge op på fremgang, sikre koordinering af relevante specialister, med mere.
FAMILIEN ANSØGTE sammen med Hjerneskadeforeningen i juli 2015 kommunen om en rehabiliteringsplan som beskrevet i Forløbsprogrammet. Kommunen svarede ikke på ansøgningen. Kommunen indkaldte til ”netværksmøde” to gange i efteråret 2015 og aflyste begge gange, efter at vi bad om skriftligt oplæg til møderne. Tovholder tog kun kontakt angående ”langsom skolestart”, eventuel praktik i stedet for skole. Den kommunale ”miljøterapi” så vi ikke noget til. Annie fik det ikke bedre.
Familien fik Annie udredt ved neuro-optometrist, for udtrætning og kvalme ved læsning. Svar: samsynsproblemer – en kendt virkning af hjerneskade. Kommunen afslog at betale undersøgelsen og at lade neurooptometrisk træning indgå i mulig planlægning. Familien fik i oktober 2015 egen forsikring til at rekvirere speciallægeudredning.
Måske kunne manglen på resultater af hospitalsindsatsen forår-efterår 2015 forklares med, at børneafdelingens diagnose var forkert. Speciallægen konstaterer: ”betydelig hjerneskade med påvirkning af hukommelse. Trætbar. MR-scanning med tegn på diffus aksonal skade samt punktblødninger.” Intet om funktionel overbygning. Speciallægen anbefalede indsats fra højt specialiseret institution, for eksempel Hjerneskadecenter Aalborg, som har den fagkundskab, som kan håndtere Annies lidelse. Erklæringen fremsendtes til kommunen.
Kommunen indkaldte til ”netværksmøde” den 8. januar 2016: to kommunale, mor og bisidder. Overraskelse: Vi forventede, at kommunens folk ville klappe i deres små hænder, fordi vi havde tilvejebragt retvisende diagnose. Men nej: ”kommunen bestemmer selv, hvilke oplysninger vi skal bruge”, og altså ikke speciallægeerklæring med diagnose og handlingsforslag. Om kommunen da vil indhente en second opinion i forhold til udskrivningsdiagnosen fra august 2015? Nej. Hvad med den ansøgte rehabiliteringsplan? Næste overraskelse: Udskrivningspapiret fra august 2015 er en rehabiliteringsplan – kommunen ”er forpligtet til at gøre” det, som hospitalet i august 2015 anbefalede.
Straks efter mødet den 8. januar 2016 ansøgte vi skriftligt om rehabiliteringsindsats ved Hjerneskadecenter Aalborg, som speciallægen anbefalede. Viborg kommune afslog, vi ankede.
I juni 2016 ”hjemviste” Ankestyrelsen sagen: Kommunen skulle træffe ny afgørelse. Sagen var ikke belyst ordentligt: Viborg kommune havde ikke undersøgt, hvilke lovbestemmelser der kunne bruges til at betale et udrednings- og rehabiliteringsforløb ved Hjerneskadecenter Aalborg.
Kommunen havde i afgørelsen ikke beskrevet Annies lidelser og mulige indsatser, ej heller beskrevet, hvordan kommunens indsats passer til hendes tilfælde. Kommunen havde undladt med anledning i speciallægeerklæringen at få genvurderet de lægelige forhold, blandt andet at indhente second opinion om diagnosen. Det havde familien gjort inden da: Administrerende overlæge på børneafdelingen stillede samme diagnose som speciallægen og gav samme anbefaling: udredning ved højt specialiseret tilbud, nemlig Hjerneskadecenter Aalborg.
Kommunen skyndte sig at gentage afslaget. Ankestyrelsen hjemviste igen (august 2016) sagen som stadig utilstrækkeligt oplyst!
NU VILLE KOMMUNEN foretage ”børnefaglig undersøgelse” for at kunne tage stilling til ansøgningen om Aalborg-indsats. I juni indsendte familien på eget initiativ en udfyldt udgave af det skema, som undersøgelsen består af, blandt andet selvfølgelig med gengivelse af lægernes anbefaling. Sagsbehandler skrev den 29. juni, at hun anså Annie som lægeligt velbeskrevet, og at hun kun manglede en børnesamtale. Familien svarede, at man ikke ville modsætte sig samtale, men gerne se spørgsmålene i forvejen. Kommunen har ikke siden sendt spørgsmål eller indkaldt til børnesamtale.
I februar 2017 afslog kommunen tredje gang at yde udredning/rehabilitering ved Hjerneskadecenter Aalborg, nu med den begrundelse, at familien ”ikke har ønsket” at medvirke til børnefaglig undersøgelse. Kommunen har afgjort, at rehabilitering skulle ske i kommunens eget regi, under ledelse af PPR-psykologen. Kommunen udtalte, at den selv besidder ”højt specialiseret kompetence” til udredning og rehabilitering, ligesom Hjerneskadecentret.
Annie er stadig her i 2017 sengeliggende meget af dagen – kan højst aktiveres fire timer. Spændende, om Ankestyrelsen for tredje gang på et år vil ”hjemvise” sagen grundet, at kommunen ikke har belyst sagen tilstrækkeligt til, at styrelsen kan vurdere, om Annie har ret til det ansøgte.
Borgerens retssikkerhed er ringe, når kommunen ved mangelfuld oplysning kan afskære AST fra at fastslå ret til ydelsen.
Hjerneskadeforeningen kender flere lignende, omend ikke helt så ekstreme, tilfælde, hvor kommuner afviser at købe rehabilitering i højt specialiserede institutioner. Kommunerne vil bruge ”hvad de selv har på hylderne”, STU eller efterskole. Hen ved et dusin højt specialiserede institutioner er lukket siden kommunalreformen, grundet manglende kommunal efterspørgsel.
Viggo Jonasen er cand.scient.pol og rådgiver i hjerneskadeforeningen Aarhus-Østjylland